Thailand paradis #9

Vi er hjemme! Ja, beklager en noget brat afslutning på beretningen om mit Thailand eventyr, men jeg blev simpelthen gammel før tid med det internet de førte sig. Jeg prøvede et par gange, at have et indlæg klar til udgivelse, for så at smage den bitre erkendelse af, at det thailandske interspace havde spist og slugt det. Til sidst gav jeg op, levede med det og nød de sidste dage i troperne, sammen med min lille familie.

Vi havde nogle gode afsluttende dage på Lanta. Som jeg nævnte i sidste indlæg, var vi klar til at tage at vende snuden mod nord, så det var med en vis hjemmetrang, at vi slængede os rundt til sidst. Det var ikke fordi der skete det store, eller vanvittigt opsigtsvækkende udi i hæsblæsende eventyr. Vi brugte mest tiden på at spise, shoppe i de små bazarer, drikke kolde øl, bade i poolen, gå på stranden og snakke om, hvad vi glædede os allermest til at komme hjem til. Alt var rart.

INTET at klage over

Mandag morgen var vi pakket, klar og fulde af overskud til en lang rejse. Først skulle vi 2 timer med bil til Krabi lufthavn. Her skulle vi vente 3 timer på at komme med et fly til Doha, hvor vi havde 4 timer i transfer, inden vi skulle fragtes til endestationen – København. Sådan skulle det have været, men det blev det ikke helt. Vi rejste fra Lanta i overskyet og tungt vejr. Den første og sidste på vores ophold. Da vi kom til Krabi, gjorde regnen det samme. Selvsamme regn var åbenbart også nået til Phuket, for der hyggede vores fly sig i en ordentlig skylle, der gjorde, at det ikke kunne komme videre. Videre til os. Da vi havde ventet i 2 timer, begyndte panikken så småt at sprede sig i min lille, hjemmeklare krop. Tanken om at misse vores fly i Doha, for så at skulle vente yderligere dér, var mere end min hjerne kunne magte på det tidspunkt. Heldigvis gik alt som det skulle. I virkeligheden kom vi bare til at vente i Krabi i stedet for i Doha og selvom Doha lufthavn har hele verden på Krabi lufthavn, er det lige meget. Vi kom hjem som planlagt. Flyveturene var lange! Vi var virkelig trætte alle sammen og Gry fik et flip på begge ture. Vi var dé der forældre. Folk kiggede bebrejdende på os og ønskede os ud i den mørke atmosfære, ude for flytes aflange vinduer – det kunne jeg se. Til deres forsvar bebrejder jeg dem ikke. Jeg synes også selv hun var temmelig træls, og ville også helt bare stene film i fred, mens jeg kunne nyde min usle flymad. Heldigvis faldt hun ned og sov stort set hele vejen på de to ture i luften af 2 x 7 timer. Da vi endelig landede på dansk jord i morges kl. 05.30 var vi ekstatiske og rundtossede på samme tid. Tænk at man kan savne det man normalt tror man ‘keder’ sig lidt i, så meget.

Endelig hjemme i stolen i bilen

…. efter at have sovet i usle jernvogne

Der er noget særligt over at træde ind på sit hotelværelse, lige når man ankommer til ferie destinationen, som man har glædet sig til i månedsvis. Den der forventningens glæde over de mange fede oplevelser man har i vente og rusen af, endelig at have ferie og frihed. Det kan noget helt særligt. Det der kan noget endnu vildere, er følelsen af, at træde ind i sit hjem, når man har været fra det til fordel for før omtalte scenarie, i nogle uger. Det er fandme magisk. Duften, den velkendte opstilling af ens ting, lydene, trygheden. Roen. Sådan var det også i dag, bare ganget op med 1000 af hvad jeg nogensinde har prøvet. Jeg tøvede ikke 2 sekunder med at flå vores kufferter op, begynde at pakke ud og sætte min vaskemaskine til at snurre. Alt dette imens mit lille, tapre barn fræsede rundt i hele lejligheden, mens hun højlydt begejstret hilste på alle tingene. Jeg har været spændt på at se, om hun kunne genkende sit hjem, når hun nu ikke er ældre end hun er, men det var der slet ingen tvivl om.

…. og fængselssenge

Lige nu sover Gry dagens 2. lur og jeg har det som Gummi Tarzan der skal lære at læse. Bogstaverne flyver rundt på skærmen og hvis jeg ikke havde en hukommelse, ville jeg tro, at jeg havde lammet mig selv med vodkashots i trop, den sidste uge. Pyt med det. Vi kan sove senere. Lige nu er det bare vidunderligt at være hjemme, hvor alt er som jeg efterlod det. Lige præcis som jeg vil have det. Jeg er så heldig!