Gøgler gevandter og bonus battles

 

IMG_3477

Tænk – om lidt skal vi til et marathon der ender ud i dét der! Puh!

Jeg har haft mine læderbukser på hele dagen. Det har været et mega hit – både for mig selv, men også mine fellow people (se selv, jeg ér god ved mine kollegaer). Jeg havde især optur over bemærkningen ’ved du hvorfor mænd elsker kvinder i læderbukser?’ Mig: ’øøøøh’? ’Fordi de elsker duften af ny bil’. Indsæt selv dåselatter her og bemærk desuden, at jeg arbejder i et leasingfirma hvor omdrejningspunktet jo selvsagt er… trommehvirvel… BILER! For plat? Arhmen jeg ved det godt, men Robert og jeg kunne ikke helt finde ud af at gå i seng i går og sidst jeg kiggede på uret, var den 01.15. Alt for sent på en school night, for den lille Grimling her. Jeg fungerer bare bedst efter 8 timers bevidstløshed. Heldigvis er det fredag i dag, og trods de tabte timers søvn, tippede humøret mere i retning af i lalle-Lis end døds-Dorit, da jeg påmonterede mig død kalv og kyssede min mand farvel i morges.

Nå, men mit ellers overraskende milde fredags væsen, skulle da ikke have lov at shine i mere end et par timer, denne udmærkede fredag. Jeg arbejder et sted hvor man skal koordinere sin ferie, med hinanden. Et koncept jeg synes er pisse træls (omend nødvendigt). Især når man er gift med en mand der er selvstændig og som stort set kan tage fri, når det passer ham – og hans partner. Det går lidt sådan her: ’Hej Robert, må jeg godt tage fri Robert? Ja Robert, det må du godt Robert’, og så har Robert fri. Jeg skal både koordinere med 3 kollegaer og en chef. Vi plejer at få det til at glide nogenlunde.. lige indtil nu! Jul er altid lidt speciel, fordi alle jo gerne vil have fri på samme tidspunkt. Jeg er den eneste jyde på mit arbejde (og så sønderjyde oven i købet.. how lucky they are), og dermed også den eneste, der hvert år skal møffe sig vej til Sønderborg, sammen med alle de andre immigranter, på motorvejen. Note: danskere KAN bare ikke køre på motorvej. Især over Fyn er det som om folk får narkoleptiske anfald. Plan snedig var så, at jeg var på arbejde dagene op til jul, mod så at have mellem dagene fri. Der så man så lige mig, sidde og flagre med min fedtede Pinocchio næse. Jeg får ikke lov til at holde fri. Hverken inden jul eller i dagene mellem jul og nytår. Til gengæld har jeg fået æren af fri d.2/1, hvilket måske ikke er helt så dumt, da det er dagen efter Roberts fødselsdag. (tænk at have fødselsdag nytårsaften – hvert år?!) Men altså.. det har resulteret i, at jeg må flyve fra Sønderborg til København for at arbejde d.29+30 og så TILBAGE til Sønderborg igen, da vi i år holder nytår med mine forældre (ja, du læste rigtigt, med mine forældre – more to come).
Robert og eks skifter til at have børnene hver anden jul og hvert andet nytår. I år er det os de holder nytår med og som jeg før har nævnt, har vi 3 familier der skal passes, når vi endelig er i Sønderborg. Derfor har vi besluttet at være hjemme ekstra lang tid i år, for at undgå at vores stakkels forældre, ja og os selv, skal undgå at stjerne rundt som juleænder uden hoveder, i forsøget på at nå dertil hvor man rent faktisk ikke taler sammen, fordi man endelig slapper af. Derfor ofrer jeg mig (nobelt, ik?) og smutter hjem for at arbejde i 1½ dag. Jeg har lidt lyst til at skære nogens arme af, med en sløv smørkniv.

Sidste jul var den første jul sammen, for Robert og mig. Eller, det endte det med at blive. Det var nær ikke sket, da jeg lige havde glemt at jeg var 29 og ikke 10 år mere. Det forholder sig sådan at jeg på det tidspunkt, aldrig havde holdt jul uden min moar og min faaar. Derfor kunne jeg heller ikke helt forene mig med, at jeg skulle ofre min trygge, sikre, faste-rammer, jeg-ved-hvad-der-skal-ske jul, for at holde den med Roberts familie og vigtigst af alt, børnene. Vi blev enige om, min husbond og jeg, at jeg holdt juleaften hjemme hos mine forældre og at joinede Roberts familie, når jeg var færdig med at proppe mig med sovs og mæske mig i gaver. Da jeg kækt ringede til min mor og fortalte hende planen for julen 2013, sagde hun (på den der mor måde), ’søde Ninna, det er rigtig dejligt du vil være hjemme og det ville også være skønt at du var her. Men jeg synes faktisk du skal være ved din lille familie. Ved Robert og børnene. Hvis I vil have det her til at fungere mest optimalt, bliver i nødt til at sende et signal til børnene, om at i er et team, ik?’. Ej, jeg blev simpelthen så flov. Godt gammeldags brødflov. Jeg følte mig som en lille forkælet snottøs på 15år, der godt lige ville have en lille bid af hver kage. Da jeg talte med Robert om det, fik han det lidt på samme måde og vi fælles skammede os lidt over, at vi ikke selv var kommet frem til, at vi naturligvis skulle gøre det på Fru.AG.Jensens fremlagte måde. For mit vedkommende var der (som skrevet i går) lidt en snert af det der med at ofre sig. Skulle JEG opgive min egen familie og min egen jul, til fordel for nogle andres traditioner og måde at holde juleaften på? Ofrede jeg mig ikke nok i forvejen? Og ja, jeg skulle ofre mig og nej jeg havde ikke ofret mig nok. (29 år Ninna. 29!) Tak mor i øvrigt. For altid at være klog og sej og kærlig!

IMG_0395

Den smukkeste mor.

Sidste jul oplevede jeg i øvrigt også første battle, magtkamp, rigtige prøvelse, kald det hvad du lyster, overfor den ældste bonusbasse.

Kamille var på det tidspunkt 9 år, og det var ligesom ikke Bratz dukker og Barbie der var at finde på ønskesedlen.  Næ, det var nærmere makeup, tøj, neglelak, mere makeup, mere tøj, leopard skoletaske og lidt mere tøj. Den gode fe tilsmilede hende og hun blev beriget med stort set alt det, hun havde drømt om.. og lidt mere til.
Næste dag, da hun kom ned til morgenmad, havde hun sine nye baggy jogginbukser med nitter, en chiffon trøje med paliet sløjfe, og en trøje der mindede om resultatet af en bamse slagtning på, i skøn forvirret forening. Jeg troede egentlig bare hun lige skulle flashe det nye gear på én gang, før hun ville vælge dagens endelige outfit. Da jeg spurgte hende om hun skulle have bukserne, eller trøjen på, svarede hun helt køligt ‘jeg skal da have det hele på’. Nu er det altså ikke fordi jeg synes børn skal være små påklædningsdukker, der ligner de er modelleret ud af Vouge. Helt ærligt, I har læst min holding til det der med at børn tager lidt for hurtigt forskud på voksen livet, så dem der allerede sidder med halvt løftet pegefinger kan… Ej I må sgu pege alt det i vil. Jeg vil dog mene, at man godt kan præge en lille smule god stil fra starten og hjælpe de små skind til at vide, at nogle outfits simpelthen bliver for gøglet. Jeg var selv ret… opfindsom? udi påklædning som barn og jeg husker da nogle gange, hvor de 3 andre simpelthen har forbudt mig udgang- for min egen og sikkert også deres skyld. Tak! Af hjertet tak.
Jeg sagde til Kamille, at jeg synes hun måtte vælge én af de nye ting og vente med resten, til en anden dag.  Dette vel og mærke foran hele familien. Robert, Roberts far, hans kone, hans søster, hendes mand, og deres 2 drenge. Ret angstprovokerende faktisk. Det er jo deres barnebarn, niece, kusine, søster, datter. Men det der med at følge sit hjerte, sætte grænser og stå fast ved dem, også som bonusmor, slog altså lige igennem der.
Kamille er en stædig lille madame (heldigvis for det da) og hun havde ligesom truffet sin beslutning omkring dagens outfit. Egentlig synes jeg det er OK at man eksperimenterer, også i en tidlig alder og at man nogle gange bare ligner en klovn, så man har noget at grine af i sit voksenliv. Andre gange er det din pligt og ret som voksen, at sætte en stopper for galskaben. Den her situation var én af dem, hvor jeg gjorde præcis det. Jeg sagde derfor i en venlig, men bestemt tone, at hun skulle vælge og at det ikke var til diskussion. Hun blev naturligvis snot fornærmet (who wouldn’t?) og strøg direkte ovenpå, og under dynen. Jeg tænkte egentlig ikke videre over det, heller ikke om familien synes jeg var gået over stregen. Den slags små konfrontationer vil jo opstå uagtet bonus faktoren. Vigtigst havde jeg været tro mod mig selv og var egentlig ret stolt over, at jeg havde ført mine tanker til handling på trods af omstændighederne.

Da jeg kom ovenpå lidt senere for at pakke ungernes ting, lå Kamille stadig og surmulede under dynen, på bedste pre teenager vis. Jeg hev dynen til side og spurgte om hun var sur. Hun mumlede noget med at hun bare VILLE have det tøj på. Jeg forklarede hende, at man nogle gange må vælge mellem casual og glam look og foreslog alternativer til nogle af de nye klæder. Stædig som hun er, præcis ligesom undertegnede, blev hun ved med at holde fast ved det allerede iførte outfit. Jeg forsøgte mig med, at man nogle gange skal lytte til dem der er lidt ældre og at hun jo kunne have glitter og glamour på, til den forstående julefrokost samme dag, hvor hun skulle tilbage til sin mor og resten af hendes familie. Da det eneste der kom var et fornærmet ‘hmpr’, sagde jeg ‘whatever Kamille, så tag det på’. Jeg var tilfreds med måden jeg havde handlet på. Det kan godt være det bare er tøj, men der er forskel på at være 3 år og selv have taget tylskørt og gummistøvler på, og så være 9 år og have bomuld, chiffon og palietter på, i samme ombæring.

IMG_3244

Ja ja, jeg siger det – jeg har selv mestret at gøgle ud i klæder.
3 min. senere rendte jeg ind i Robert og jeg kunne med det samme mærke, at der var noget galt. Han var ikke lige så kysse venlig, som han plejede og jeg kunne hurtigt ligge 2 og 2 sammen. Jeg behøvede bare at sige, ‘hva’ så’, før Robert sagde ‘helt ærligt, hun er helt ulykkelig og tror hele verden hader hende, skulle du ikke lige gå ind til hende’. Jeg blev så vred på ham. Nogle uger forinden havde vi haft en samtale, hvor han ønskede at jeg blev lidt mere konsekvent, at jeg nogle gange ville skære igennem og tage beslutninger, a la ‘sådan her bliver det, SLUT’. Det følte jeg lige præcis jeg havde gjort her, så da han irettesatte mig på den måde, følte jeg mig som en kæmpe fiasko. Jeg lod ham med det samme vide, at det præcis var en situation som denne der gjorde, at jeg var angst for at skære igennem. Frygten for at min mand, børnenes far, ville se skævt til mig og føle at jeg var uretfærdig overfor dem, havde været med til at afholde mig fra at agere konsekvens konge. Ydermere synes jeg det var stridt, at han blandede sig i min og Kamilles konflikt før den var slut. Han skulle have ladet mig køre den færdig og så kunne han tage den med mig senere, når alt var drevet over. Desuden var det jo ikke fordi jeg havde tænkt mig, at lade pigebarnet ligge og opløse sig selv i uretfærdigheds tårer, inden vi skulle ud af døren. Som i øvrigt var Roberts pointe. Han kunne ikke overskue et farvel, en køretur og en aflevering i ulykkelighed. Og nej, som om jeg kunne det. Være den grusomme heks der ødelagde julen? Næppe.
Det hele resulterede i at Robert blev irriteret på mig og jeg blev pist på ham. Efter det gik jeg ind og kyssede Kamille, sagde at jeg ikke var sur på hende, men at jeg synes hun var en stædig lille satan, der skulle tage at lytte lidt engang imellem. Hun nikkede, vi gav hinanden et knus (hende stadig i gøgler gevandter) – og sådan tabte jeg, i min verden, min første lille kontrovers med min bonusdatter.
Robert og jeg talte det efterfølgende igennem og da jeg forklarede mig i ro og mag, kunne han godt se han havde bommet og at han skulle have holdt sig på afstand. Især da hans far og hans kone, senere på aftenen gav mig skulderklap og stor respekt for min måde at håndtere, ikke bare Kamille og hele tøj krisen, men også Gustav og det pludselig at blive bonusmor fra den ene dag til den anden. De to må vide det, om nogen. De kom, som skrevet, begge med 2 børn da de mødte hinanden. Det kan ikke altid have været lige let. Det var i øvrigt virkelig rart at få deres anerkendelse. Man er meget vævende og ved ikke helt om resten af familien sidder sladrende tilbage og giver en den verbale lussing, så snart man er ude af døren.

IMG_3722

Svigermors hjemmelavede blåbær snaps. En af glæderne ved sidste jul.
Den der biograftur Robert og jeg skulle have fordrevet vores fredag aften med, er blevet udskudt til et søndags projekt. Vi var begge sent hjemme. Mig, fordi jeg skulle til fucking Sydhavnen fra Østerbro og hente min nye GULD tlf. Wauw, den er pæn! Det hele blev bare lige presset nok, så i stedet har vi flået hovedet af en flaske rødvin og nu ligger aftenen åben. Jeg har lyst til at bruge den på at gnaske kranier med min mand, jeg kan bare ikke lige finde ud af om det skal være på en bar eller i en puppe af bomuld herhjemme. Remains to be seen.

Kære Ninna, nu skal du ofre dig!

R

Inden jeg mødte børnene, brugte Robert og jeg det meste af vores tid i mit køkken på Frederiksberg, med sjusser og snav. Åh!

Inden jeg mødte børnene, brugte Robert og jeg næsten al vores tid i mit køkken på Frederiksberg med sjusser og snav! Det her indlæg er et der ligger mig meget på sinde, og noget som jeg tror alle dem der har bonusbørn, måske børn generelt har inde på livet. Det handler om at skulle ofre sig, sætte sig selv og sine egne behov til siden, for nogle andres. Noget der nok kommer helt naturligt og kærkomment, når man skyder en unge ud af sit helligste, men som omvendt skal læres, prioriteres og konstant tænkes over, når man får børn med i flyttekassen sammen med sin nye partner. I min optik er jeg et vildt egoistisk menneske. Jeg gør hvad det passer mig, jeg bryder ikke videre mit kønne hoved med, hvad andre folk tænker om mig og jeg har ofte fået og vide, at jeg virker både arrogant og reserveret. De der kender mig, vil sikkert være tilbøjelig til at give mig ret. Flere har da også udtalt, at mine kanter er skarpere end de flestes, men at de holder af mig fordi de ved, hvad jeg står for og er i stand til. Jeg vil nemlig slagte drager og spise rottebørn, for dem jeg elsker. Min jernskjorte påførte jeg mig nok allerede i en tidlig alder. Min folkeskole tid var bestemt ikke en dans på den berømte roseneng. Faktisk kan jeg ikke huske særlig meget af den, fordi jeg tror min (i det her tilfælde) eminente hjerne, har fortrængt den. Mine forældre derimod, har fortalt hvordan jeg ofte kom grædende hjem, fordi jeg blev mobbet og var udenfor. Det skal lige siges at jeg gik i en klasse hvor ‘ondskab’, var et skjult emne på skemaet. ALLE var lede ved hinanden og vi måtte have flere coaches og konflikt løsere tilkoblet. Jeg havde i forvejen et ret iltert temperament (jeg arbejder stadig, den dag i dag, på selv samme) og dét, kombineret med verbale tæsk fra de andre børn, kunne godt frembringe udbrud af stolekast og afrevne dørhåndtag. I de større klasser trak jeg mig lidt væk fra det sammen med en veninde, der heller ikke havde det særlig let. Vi dannede vores egen tosomhed og hævede os lidt over de der åndsboller, der klarede sig igennem, ved at køre hetz på os andre. Da mine lorte år var ved at være ovre, og der skulle prikkes hul på den famøse fremtid var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle direkte på gymnasiet. Jeg var egnet og mine karakterer lå i top. Mine øvrige klanmedlemmer- mor, far og søster, tryglede mig, om ikke jeg ville på efterskole. Mine forældre fordi de mente, det ville være godt for mig at komme lidt væk, og Stinne fordi hun fortrød hun ikke selv havde været afsted. Det smadrede mig ret meget. Jeg kunne slet ikke se klart og var sikker på, at de bare ville af med mig – skubbe mig af vejen. Det endte med at jeg, meget modvilligt, gik med til at se på nogle efterskoler, en søndag til sådan noget åbent hus arrangement. Det var sammen med min far og jeg husker som sådan ikke noget af det. Kun at da jeg trådte ind på den efterskole jeg endte med at vælge, var jeg ikke i tvivl. Hvis det skulle være, skulle det være her! Og sådan blev det. Jeg blev skrevet op, fik plads, og i August 2000 startede jeg et år, der skulle blive det bedste i hele mit liv. De gamle fortalte mig engang, med tårer i øjnene, at de har så dårlig samvittighed over at de ikke trak mig ud af den folkeskole og satte mig på en privat skole. Men det er ligemeget, for de gav mig efterskolen, som blev min redning og starten på et meget bedre mig. Jeg vil til enhver tid opfordre og gøre mit til, at både Gustav og Kamille griber den mulighed, for at stå på egne ben og mærke en selvstændighed i en så tidlig alder. Jeg tror på det giver noget ballast, som man kan tage med sig hele livet.

N

2 timer inden afgang til efterskolen og ikke videre tilfreds med situationen

Nu til det jeg egentlig vil frem til. Jeg bebrejder ikke min folkeskoletid for mit ego, eller min adfærd, der på nogen kan virke hård. Men det har da noget med det at gøre. F.eks. fik jeg det og vide ude på mit arbejde, for ikke så lang tid siden. Altså at jeg kan virke bidsk, arrogant og afvisende. Sagen er bare den, at jeg har været derude i 5 år nu og folk burde kende mig bedre end det. Jeg ér bare ikke typen der kan chit-chatte om vejret i 20 minutter, eller som træder ind af døren om morgenen i bedste lallende, A-menneske stil, men det betyder ikke, at jeg ikke kan lide mine kollegaer eller medmennesker. Jeg får det bare sådan lidt; ‘hvis I ikke kan lide den jeg er… well, så, Mojn’. My way or the highway, vil nogen sikkert tænke nu. Nej! Som sagt strækker jeg mig langt for de mennesker, jeg gerne vil have i mit liv.

Da Gus og Kamille kom ind i min verden, fandt jeg hurtigt ud af, at der var nogle ting jeg måtte give afkald, på hvis jeg ville have forholdet til de mindste til at fungere. Det var og er både store og små ting, men alle sammen ting som kan irritere mig og som tvinger mig til, at trykke på voksen knappen inde i hovedet. Sidste sommer var vi alle 4 på ferie i sommerhuset nede ved Sønderborg. Vi havde den fedeste uge og ungerne og jeg kom ret tæt på hinanden. Efter 1 uge skulle jeg hjem og på arbejde. Robert blev en uge mere sammen med børnene. Jeg tudede det halve af vejen hjem, fordi jeg ikke kunne holde ud, at skulle være væk fra Robert og jeg synes det var så pisse træls, at de ikke bare kunne tage med tilbage, sammen med mig. Voksen hjernen forstod jo fuldt ud, at det var federe at være en uge mere i sommerhus, end i en kogende lejlighed i København. Men ego hjernen ville bare have min mand med hjem. Jeg kan ikke se mig fri for at indrømme at jeg tænkte, at hvis ikke der havde været nogle børn, havde der heller ikke været nogle tårer. Det lyder barsk når man ser det på skrift, men prøv lige at tage børnene ud af konteksten og lad bonusheksen stå alene. Nogle weekender når ugen har været ekstra lang, har jeg mest lyst til at kokse rundt herhjemme og hygge med kaffe, tegninger, bøger, kagebagning og lal. Rundt omkring hvor vi bor, er der ret mange fede legepladser, som både Kamille og Gustav synes er bomben at fordrive tiden på. Ofte vil de også gerne have Robert og jeg med. Nogle gange er det meget sjovt at abe rundt alle sammen, men jeg er ikke god til det. Slet ikke som Robert er, og det ender tit med at det er ham, der tager med. Det giver mig pisse dårlig samvittighed, fordi jeg føler jeg burde ofre mig og deltage i fællesleg. Omvendt prøver jeg at forklare mig selv, at det er OK og måske meget godt, at de også laver noget med deres far alene engang imellem. Jeg må da kompensere på andre områder, som jeg så forsøger på. Så er der sådan en ting som begrænset frihed. Når vi har kids, har vi kids. Selvfølgelig, er vi inviteret til en kæmpe fødselsdag eller andet, så arrangerer vi pasning, men når vi nu ikke har dem så ofte, helliger vi os vores weekend til dem. Det er et valg JEG har taget. Der er mennesker der har spurgt mig, om jeg ikke bare kan skride i byen og lade Robert blive hjemme med ungerne og jo… Det kunne jeg da sagtens og han ville være cool med det. Men jeg har taget et valg og børnene regner med mig. Det er et livslangt foretagende, mig og dem imellem, og jeg kan ikke bare komme og gå som det passer mig, hvis jeg vil have lortet til at køre på skinner. Sommetider kan jeg da godt sidde og sjustrippe lørdag aften, have lyst til at ringe en passer ind og jerne shots til kl.kvalme om morgenen, men det må jeg så gøre weekenden efter. Heldigvis har jeg en mand, der også har hang til sprit, så hvis de helt store abstinenser sætter ind, deler vi en flaske vin, når ungerne er puttet. Så er der selvfølgelig de helt små ting, som at give afkald på den lyserøde tandbørste i pakken. Jeg har altid fået den lyserøde tandbørste i pakken. Nu er min tandbørste lyseblå. Kamilles er lyserød.

T

Dengang der stadig kun var 2 tandbørster i mit krus.

Jeg har før skrevet, at jeg havde svoret jeg aldrig skulle finde mig en mand med børn. Lige præcis fordi jeg ikke skulle gå på kompromis, mere end højst nødvendigt. Sådan blev det ikke og heldigvis for det, for Robert er manden i mit liv. Med alt hvad det indebærer. Jeg er slet ikke færdig med at klippe hæle eller hakke tæer, og der vil opstå hundredevis af situationer, hvor jeg skal ofre og strække mig selvom jeg måske har mere lyst til noget andet. But that’s life, my life og jeg vil hellere dét, end at være foruden. Jeg tror bare det er vigtigt, at alle involverede parter (de uskyldige små undtaget) har i mente, at alle ofrer sig når en familie bliver kastet op i luften og landet igen, i nye rammer. Det er vigtigt at bonusvoksen husker, at man må give afkald på noget af sin frihed, at man skal tage del i fællesskabet og at man har med små individer at gøre, som skal præges, formes og holdes af. Det er vigtigt at bonussens partner husker, at det ikke er bonussens egne børn og han/hun må ikke forvente, at man kommer til at elske hverken rollen som forælder, eller børnene fra dag 1. Det samme gælder egentlig for den forældre der skal aflevere sine børn, til en bonusforælder, nogle gange i månenden. Alle gør det bedste de kan (håber jeg da), men forskellen på biologisk kærlighed kan aldrig, ALDRIG blive den samme som bonuskærlighed. Logisk vil nogen sige. Ja, men kraftsparkeme også en ting der skal gentages igen og igen, da kærlighed til egne børn kan gøre mere blind, end selv den heftigste kærligheds romance.

 

Hul i hovedet og Makers Mark

makers_mark_Bourbon_bottle

Shit, den her dag har trukket tænder ud. Det startede egentlig allerede da The Four Tops holdte strandfest i krydderen på mig, ved første blink. Jeg valgte så også at tage et par bukser fra American Apparel på (som i øvrigt sidder fantastisk), men de lugter af motorolie og afbrændte dæk og selvom biler har min interesse, er jeg ikke fan af at stinke af synshal hele dagen. Da jeg ankom til work, skulle man tro jeg havde fået polio i hænderne. De var så pisse kolde, at jeg slet ikke kunne mærke dem. Vanter fra i morgen! Kl. 16 var jeg ovre og straffe flæsk og det var lidt som at have 100 bidske ræveunger monteret på mit korpus, i en hel time. Sluttelig arriverede jeg hjem til en tom rede. Min partner in crime er ude med en gammel gymnasie veninde og min aften bliver derfor brugt sammen med en skål müsli, UDEN rosiner (er i klar over hvor lang tid det tager at sortere rosiner fra blandingen? Kun Broder Salsa mestrer det efterhånden, hurtigere end jeg) og jer, her på bloggen.
I morgen er det fredag og så er det weekend. Jeg har tænkt mig at starte blidt ud med en biograftur, i selskab med ham den lange. Jeg har ikke været i biografen, siden Leonardo gav den som slibrig børsabe i Wolf of Wallstreet. Lørdag står den på en tidlig tur i dødsvognen (altså træning) og derefter skal vi til fremvisning af Robert’s gamle ven’s sidste nye skud på stammen, i form af 3.afkom. Lørdag aften bliver anderledes og mere interessant. Min gamle, gode ven tilbage fra gymnasie tiden, Andreas, gæster København hele vejen fra Hamborg. Hele 1.g synes jeg faktisk Andreas var lidt en taber. Jeg var også lige vendt hjem fra efterskole og sikker på, at jeg aldrig ville blive et helt menneske igen, uden mine ’vi har oplevet livet på egen hånd’ venner. Men i 2.g fandt jeg ud af, at han måske alligevel havde makker potentiale. Han kom ofte for sent til timerne om morgenen og brillerede altid med de fedeste undskyldninger. Engang var der f.eks. en kat, der var sprunget ud foran hans bil og han måtte bruge virkelig lang tid, på at få den pillet ud så han kunne køre videre (mmh, det skete). Han var tilpas lige så sort humor lysten som jeg, og så var han gedigen ud i disciplinen ’sjus hamring’. Vi har holdt sammen lige siden. Efter gymnasiet flyttede jeg til København og han til Malaga og siden Hamborg. Jeg savner ham tit, men med voksenliv og vigtighed, bliver besøgende desværre bare ikke mange. Nu kommer han altså til København og jeg påtænker at ligge et gin drop i hver vores arm og catche op på Syd vs. Nord. Det bliver fabelagtigt. Søndag har jeg planer om at konkurrere med Robert om, hvem der kan spise flest pomfritter uden at kaste op (han skal nemlig også ud – med Disco. Hallo, verdens sejest nickname).

IMG_2684

Fra min sidste tur til Hamborg, tilbage i 2012

Hey, for 2 år siden på det her tidspunkt gjorde jeg mig klar til at ligge mig under kniven, for at få skåret hul ind til den hellige gral (læs, min hjerne). Historien går sådan her. Et år tidligere hev min far og mor, mig, min søster, hendes kæreste og min niece, med til Florida. De havde lejet et kæmpe hus, med en stor pool til os alle sammen. En aften sugede vi os helt ned i Makers Mark og rødvin (for det går så godt sammen jo). Jeg husker i glimt Stinne, den gakkede søster, spasse rundt i poolen iført alt sit tøj og en kegle (ja, sådan en afspærings orange dims), på hovedet imens hun udførte single synkronsvøm. Priceless! Resten af familien fulgte trop, men jeg var overbevist om at jeg ville drukne, selvom jeg blev placeret i en badering, hvis jeg gik i vandet. Stinne og min far synes imidlertid ikke, jeg kunne undværes i svømmetruppen og de kastede min usle krop i vandet. Jeg landede med højre øre på overfladen, og jeg hørte et lille plop (lidt ligesom de 17 flaske vin, vi havde knappet op i løbet af aftenen). Om natten vågnede jeg ved at nogen voldtog mit øre med en syl, eller, sådan føltes det. Jeg troede egentlig bare det var en vandprop- også næste dag, da det stadig gjorde ret naller. Min føromtalte mor af en sygeplejerske, rådede mig til at drible hen på apoteket og købe sådan noget vandopløsende sprit, man kan dryppe i øret. Som sagt, så gjort. Hjemvendt fra the drugstore og klar til at få sprængt mit fængsel af en glasbobbel, fik jeg min mor til at behandle mig. 2 dryp og BANG, så besvimede jeg. Det der før føltes som syl-voldtægt var nu blevet til strikkepinds penetrering. Mine stakkels forældre halede mig ind i bilen og så kørte vi på skadestuen. Helt lille var jeg. (også lidt rart at blive nurset af far og mor på samme tid, i en alder af dengang 28). Lægen kiggede mig i øret og sagde ’Well… it’s blown away’ (det sagde hun også i går, hø). Trommehinden var altså blevet ofret til poolen. NUJ, hvor har jeg aldrig set Stinne og min far, med så lille mund på. Ikke deres stolteste øjeblik. Resten af ferien kunne jeg så bruge med hovedet OVER vand. Fedt, når man var på nogle af de svedigste strande in the US.
Da jeg kom tilbage til DK kontaktede jeg en ørelæge, som sagde at den nok skulle vokse sammen med tiden. Det gjorde den bare ikke og resultatet blev, at jeg skulle have opereret en ny. Det foregår i al sin enkelthed ved, at man skærer op ind til skalle og tager en lille hinde ud, som så bliver opereret ind i øret. Hvad gir’ i mig? Alt det her var jo ikke ligefrem som en tur i Tivoli, men det absolut værste var, at de skulle barbere mit lange, flotte, lyse hår af, i højre side med en højde på ca.5 cm. Se, på det her tidspunkt var undercut the shiat, og min mening om undercut var den samme som min mening om grill, ikke videre jubel fremkaldende. Ikke nok med det. Hende kosten der kom ind med trimmeren inden operationen, valgte så lige at skampule mit lille hoved og tage meget mere hår, end hun overhovedet havde behøvet. Jeg havde lyst til at flå den der trimmer ud af hånden på hende og give hende det hvide snit… Jeg lod værre.
Operationen gik fint og jeg har nu en trommehinde af min egen hjerne (øh, wauw, hva?) og mit hår er nu ENDELIGT lige langt, over det hele igen. Men Stinne og far. I skylder stadig – måske ikke en trommehinde, men så en flaske Makers og lidt mere volumen på højre øre?

IMG_2900

Kan I se hvad jeg mener?

Der var en læser der spurgte, om der var nogle emner jeg ikke vil tage op. What can I say? Der er plads til det hele.

Bag lukkede døre

ma

Going loco down in Acapolco. Det var så den sang jeg havde fornøjelsen af, at vågne til I morges. Inde i mit eget hoved altså. Snapchat og Akon er heldigvis på tilbagetog. Det har været omtrent lige så hårdt at skille mig af med den sang, som dengang jeg havde kyssesyge.

Hey for resten, i går aftes efter at min respektive og jeg havde passet træning, blog, work og sladder, satte vi os til at se det der ’Gift ved første blik’, der kører på DR1 igen. Hjemme hos os har vi ikke fjernsyn, eller jo vi har et, men vi har skilt os af med tv pakken. Nogle vil vel mene det er lidt det samme som dyremishandling, at fratage, især ungerne mulighed for at kunne glo på ligegyldig, fordummende snot, men som før nævnt synes jeg de bliver bombarderet så rigeligt, af den virtuelle verden ved hjælp af deres ipads og iphones. Hvis de endelig mangler et fix, ser det ud til at Netflix tager toppen. De har faktisk ikke kvækket et pip, siden vi fravalgte TV. Robert og jeg har aldrig rigtig brugt tid sammen, omkring TV og hvis der er noget vi ikke kan leve uden at se, er DR.dk en glimrende livline.

Nå, men vi så altså det der helt for skøre program, om 8 mennesker. 4 kvinder og 4 mænd, der lader sig gifte, uden at have mødt eller kende hinanden. I går fandt selve vielsen og bryllupsfest så sted. Ét par, eller én mand fik mig til at krumme tæer, som kun American Idol the UK version, kan gøre det. Han var PINLIG. Jeg fik simpelthen så ondt af den stakkels kvinde, der skulle dele seng med den flæbende, pludrehuds, knalde-lystne, gammelfars art director med hurtigknepper brillen. Æv!

Efter vi havde set programmet, piskede tankerne hurtigere end mus kan løbe på speed, rundt i hovedet på mig. Tanker om forhold og ægteskab og børn og forhold hvor der er børn og mig selv og alle andre og skilsmisser og ensomhed og grunden til skilsmisser og ensomhed og hvad der gør at 43 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse.

Emnet er ømtåleligt, men det er ligesom konceptet omkring den her blog. Faktisk tror jeg, at kæden for rigtig mange hopper af, når man producerer en arving til kloden.Far og mor glemmer hinanden og den tosomhed, der før var omdrejningspunktet i hverdagen. Date night som engang var en selvskrevet ting i kalenderen glemmes eller sættes til side, og alt kommer til at blive én lang koordinering på børnenes vej til at blive voksne. Med fare for at blive brændt på bålet som heks mod mit eget køn, vil jeg gerne prikke hul på tankeboblen om at kvinder – mødre især, glemmer at være kærester og koner, men i stedet bliver omvandrende service organer, der har travlt med at vaske tøj, lave mad, købe ind, arrangere rigtige børnefødselsdage- helst med tema, og i øvrigt have et hjem der spiller, ved siden af hele miseren. Det resulterer ofte i, at hun glemmer at se sin stakkels mand der måske gerne vil hjælpe, på sin egen kejtede facon. Den udstrakte hånd drukner måske i billedbogen, der er tegnet på forhånd og som helst skal følges til punkt og prikke. Det eneste hun ender med at se, er en mand der til sidst lidende beder om et blowjob, for at bevare noget der minder om et voksent forhold. Når han bliver træt af det og afvisningen om, at han er et hjælpeløst skvat der aldrig deltager i at få en hektisk hverdag til at hænge sammen, og at det er meget lettere at gøre det hele selv, ender han med at lukke i. Trække sig væk fra hystaden, enten ved at blive en vattet skygge af sig selv, eller genfinde sig selv og sin indre Don, på en natklub sammen med den første dårligt affarvede blondine, i en stram blonde sag, der er villig til hvad som helst for en cosmopolitan. Længe leve klicheernes holdeplads, og det er måske også lige hårdt nok sat op. Men min pointe er, at kvinder har en tendens til at glemme sig selv, og ikke mindst sin mand, i et desperat forsøg på at få alt til at ligne glansbilledet fra wonderland.

Når jeg nu har dødsdømt mig selv, ved at spidde mit eget køn verbalt, vil jeg også godt lige halshugge mig selv, ved at gribe alle de der mænd om bollerne. Kvinder ér (ofte i hvert fald) organisatoriske skinker der har brug for faste rammer, for at få det hele til at hænge sammen og kunne slappe af i det. Her rækker jeg selv to arme højt i vejret. Jeg har det bare bedst, når jeg ved at der er styr på indkøb, aftensmad og fødselsdagsgaver. Men det er mandens pligt at tage over, bede sin kvinde om at slappe af og tage det hele ud af hænderne på hende en gang i mellem. Jeg har været heldig med min egen mand (phew). Vist er det mig, der oftest har et cool overblik når det kommer til planlægning, koordinering af julegaver og diverse aftaler. Men Robert er tit den der handler ind og laver aftensmad, eller har støvsuget og vasket gulv, når jeg kommer hjem fra arbejde. Man skal ikke undervurdere, at min mand godt kan lide renlighed og orden, men han har også lært mig at det er ok, at det hele sejler lidt engang imellem. Derfor er det også lettere for mig at miste overblik i perioder, fordi jeg ved at Robert tager over. Desuden ser vi os selv som et team. Vi gør tingene sammen og hjælpes ad med det meste, for på den måde har vi mere overskud til at være Ninna og Robert, mand og kone, når vi er færdige med en lang arbejdsdag og daglige pligter. Vi synes det er fedt, at gøre tingene sammen, lige præcis fordi vi kan være sammen og så ser vi hinanden som ligemænd. Jeg ville have fuld tiltro til, at Robert skulle stå for en middag med venner hjemme hos os. At jeg så ville have brug for at afslutte borddækningen med diverse farvestålende dimser fra PANG, er jo mit eget behov. Som udgangspunkt tror jeg bare, man skal være god til at skelne kønnene fra hinanden og acceptere at man ikke har samme behov for struktur, punktlighed og perfektion.

Det nytter heller ikke noget at man forsøger at opdrage og lave om på hinanden. Jeg kan huske en af mine veninder engang brokkede sig grænseløst over, at hendes kæreste ikke hang håndklædet op, når han havde været i bad ‘selvom jeg har fortalt ham det en mio. gange’, kvækkede hun. ‘Hvorfor hænger du det ikke bare selv op, hvis det irriterer dig så meget’? spurgte jeg hende. Hun kiggede på mig som om jeg var fra Mars og sagde ‘jamen jeg er jo ikke hans mor’. NEJ, præcis- det er du nemlig ikke. Hvis det kan vælte din verden, at din mand ikke hænger sit håndklæde op efter et bad, er det nok ikke håndklædet der er problemet. De blev så også skilt 2 år efter, og pointen er dermed klarere. Man skal ikke gøre små hverdags irritationer til kæmpe, undergravende issues. Det er der, der bliver en skævvridning i forholdet og derfra er der nærmest ikke noget, der kan gøres rigtigt.

Jeg er stadig lige så forelsket i Robert, som da jeg mødte ham (hvis i skulle være i tvivl), fordi vi har en forståelse for hvem hinanden er som individer, og så er vi ikke bange for at sige fra og sætte hinanden på plads, hvis man bliver lige irriterende nok. Udfordringer i et parforhold vil være der hele livet, gudskelov, ellers ville man jo visne og dø. Det handler bare om at finde et regelsæt man begge kan indordne sig under, blandet med en kæmpe portion humor, kommunikation og vigtigst af alt – respekt. Og så masser af sex!

Der er muligvis nogle der aldrig vil vænne tilbage og læse udskrab fra indersiden af mit hoved, fordi jeg lyder som en bedrevidende hellig Hanne i det ovenstående. Well, det er sådan jeg har det og det er nu engang det, den her blogger handler om. Nogle vil sikkert også sidde med korslagte arme og tænke ’pfffff, vent til du selv får børn, eller har været sammen med din mand i 10år’. Jamen, så venter jeg, håber at kunne modbevise og trøster mig med at jeg kan se, at der er mange par der stadig kan smide dejklumpen til side og være mand og kone, kærester, ligemænd, forelskede. Tak for dem!

Hey, kom gerne med inputs, springskaller, tændstikker eller bare tanker omkring jeres holding til emnet.

Grillhad og Mentholatum

foto kopi 6

Fat and hungry!

Jeg tror jeg er født sulten. Eller måske er det en lidelse jeg har, altid at være sulten? Det gør det så heller ikke bedre, at min interesse for mad er lige så stor som min interesse for kager – som jo så også er mad. Men så igen, jeg vejede altså lige knap 4,5 kg. da jeg arriverede og berigede verden (too much?), så måske forklaringen på min konstante trang til føde, skal findes der?

Ude på mit arbejde, har vi en kantine ordning. Det er sådan en sammenbragt løsning for alle de 3 firmaer der ligger i bygningen. I løbet af året er hele huset så blevet sat i stand og kælderen er blevet forsøgt forvandlet til en hyggelig udgave af en fængselskantine. Mission NOT completed. Oveni det har man så valgt at ansætte en kok, der lidt minder om en kloning mellem en gnu og en abe og hans bukser hænger konsekvent halvt nede om hans hvide røv. Ps, han kan heller ikke lave mad! Det lyder måske hårdt og mange vil hermed se sammenhængen mellem mig og andet ord i navnet på bloggen, men jeg inviterer hermed tvivlere på frokost, så i kan få syn for sagen. Nu vil skæbnen så, at det der skybrud der har været af nogle omgange (og som vi vist HAR hørt nok om nu), har fucket den ellers bombesikre kantine helt op, og den har stået under renovation de sidste par måneder. På fredag åbner den så op igen. Se, det er sådan at hver fredag kører kokken sådan et koncept der hedder: Grill! Yes, året rundt er det simpelthen meningen, at han skal fyre op i den store industri weber og grille hund, kat og hummer om til samme forkullede fornøjelse. Dem der kender mig, vil vide at grill bare ikke er min stærke side (det krævede guts ikke at skrive skældsord i den sætning). Jeg er virkelig ikke vild med det. En ting jeg med garanti og platin har arvet fra min far. Han har altid hadet det koncept. Seriøst, han vil hellere undvære Mentholatum, end at grille og han kan ikke leve uden Mentholatum. Da min søster og jeg var børn, var han overbevist om at alt kunne kureres med det stads. Uanset om det var sår, rifter eller pest. Min mor er sygeplejerske og af en lidt anden opfattelse, men vores små fede barnehænder har ofte fået en omgang fra krukken, når vi var kommet til skade. Nuvel, jeg har bare aldrig forstået hypet omkring lige at tænde op i grillen og vente 45 minutter, på at få en luns kød af gud ved hvilken art, for det smager jo ens alt sammen, når først det er færdigt! Mange forbinder sommer med grill aftner og kartoffelsalat. Jeg er lidt mere ovre i vaffelis med triple guf og vedvarende hvidvins kogere, men sådan er der jo så meget.

mentholatum-salve-krukke

Den der! Faderen min har måske taget sloganet liiiidt for seriøst?.

Ungerne elsker at grille. De har det faktisk fuldstændig ligesom alle andre, der er fan af skidtet og spørger ofte om vi ikke skal grille, når det er sommer og vi har dem. Robert er nok ikke lige så obsternasig omkring kulkonceptet som jeg er, men det er ikke et projekt han gider kaste sig ud i på egen hånd. Heller ikke for sine børns skyld. (Halleluja)! Det resulterer i at de små må nøjes med grill mad (altså ikke Kina grill stilen – som jo er en heeelt anden snak) hjemme hos deres mor, eller hos bedsteforældre (Roberts side, that is – det sker selvsagt ikke rigtig hjemme hos mine forældre). Når de spørger mig, hvorfor jeg ikke gider grille, skal jeg virkelig tage mig selv i, ikke at ytre min ærlige småbitre-snerpede holdning til det og nøjes med bare at sige ‘jeg er bare ikke så vild med det’. Nu er der ingen herhjemme, (læs Mr.&Mrs.Tingleff), der tager på børnene med fløjlshandsker. Det skal forstås på den måde at tingene bliver sagt ligeud, også gerne med et ‘fucking’ indbygget.  Jeg kan huske dengang jeg lige havde mødt Robert – og børnene, og hvordan jeg i starten mest var observator af projektet. Jeg var paf over hvordan Rob håndterede og talte til børnene. Altid i samme niveau. Aldrig med pyller-nuttegøjs-barne-mulle-mus stemme, men som om de var ligemænd. Med humor og hårdhed og kærlighed og ærlighed, som var de rigtige mennesker. Det havde og har jeg sindssygt meget respekt for og jeg ville ønske der var flere, der tog deres børn alvorligt på den måde. Sorry, men shit hvor er der mange forældre, der taler til deres børn, som om de lige var trådt ud af en mental institution.

Når det så er sagt. Verbalt kan jeg godt være en lidt fyrig sprogblomst – til den grimmere side. So can my husbond, og vi øver os meget i ikke at videregive den rakkerpak adfærd til øglerne.

Jeg har haft mine nye sko på i dag, og de har indtjent sig selv i komplimenter alene. Worth every penny. (De er også gode at have på).

foto kopi 5

Pretty, yes?

The new girl

IMG_0761

Just married. 10 måneder efter vi havde mødt hinanden!

Okay, her kommer en heavy hitter. En som jeg véd mange bonus hekse, bruger en del hjerne kapacitet på, når man tilføjer en ny rolle til sit CV.

Efter jeg skrev det der om at være en tøjte i går, galoperede mit bette hoved afsted, i én lang tankestrøm. Ikke på om jeg er det (I’m not! Not!) men på det der med at være den nye. Når man bliver bonus bitch, er man ikke bare den nye kæreste, man er den nye ALT. Det kan godt lidt sammenlignes med at være den nye i klassen. Men den nye i en straight A klasse, hvor man selv er lidt ubegavet og små kvabset. Lad mig male et billede.

Da jeg mødte børnene første gang, var jeg mere nervøs end da jeg skulle til teoriprøve (2.gang). I min verden var det lidt make or break. Hvis de ikke kunne lide mig, var Roberts og min, ellers diamant skinnende fremtid, doomed. Når alt kommer til alt, er det jo podernes velbefindende det handler om, og hvis ikke de var vilde med fars nye dame, well så blev diamanten pludselig til en smudset udgave af simili. Jeg ved godt at Rom ikke blev bygget på én dag, men når man står der i elevatoren på vej op for at møde sit livs kærligheds 2 affødninger, er det eneste man kan tænke; ‘make/break/make/break’.

Inden jeg skulle møde dem, tog jeg mig selv i at prøve 12 forskellige outfits, som skulle jeg på date med Brad Pitt (The Fightclub Days). Det var først da en af mine veninder bad mig om at slappe af og tage det på, jeg følte mig bedst tilpas i, at jeg indstillede søgningen. And so I did. Stramme jeans, 12 cm hælstøtte og en læderjakke med nitter (just indkøbt på det tidspunkt, og mit andet hud). Det var Kamille der åbnede døren. Så syret pludselig at møde det der lille menneske, jeg kun havde hørt om og set billeder af, in person. Hun gav mig hånden og sagde ‘hej, du må være Ninna’, og jeg sagde ‘hej, du må være Kamille’. Derfra stod den ikke stille på den lille dame. Det var noget andet med Gus. Helt genert og let måbende. Robert fortalte mig senere den aften, at Gus havde trukket ham til side og hvisket ‘hun ligner en rockstar, men det skal du ikke sige jeg har sagt’, ej men altså, hva?

Da vi havde brugt aftenen sammen, var hverken Robert eller jeg i tvivl om, at det nok skulle komme til at fungere og det største pres lettede ligesom.

Noget andet er det med resten af omverdenen, der også har børnene inde på livet. Bedsteforældre, moren, søskende, venner osv. Robert og hans eks havde været sammen i 13 år, da de gik fra hinanden, så jeg følte en smule eksamens angst, de første par gange vi skulle være samlet hele familien. Jeg vidste jo godt, at alle var interesseret i at lure på hvordan børnene og jeg, kom ud af det med hinanden. Robert er selv skilsmissebarn og vokset op med en bonus mor og bonus søskende, som han i dag betragter som sine egne. Roberts far og hans kone har især været virkelig dejlige, i hele processen. Helt sikkert fordi de begge har stået i samme situation engang og ved hvor prekært det hele kan være. Det har været sværere for andre at vænne sig til den nye konstellation og nogle gange har jeg følt mig, som en meget lille gnalding. Måske også fordi samtlige af Roberts søskende selv har børn og jeg stod som den eneste, der ikke er blevet beriget med den skelsættende oplevelse, og det gjorde bare noget indeni mig. Slutteligt ér jeg bare den yngste i familien, altså udover rollingerne. Jeg har aldrig været utryg eller følt mig udstødt, men jeg har også en pisse sej mand, der har ladet hele omverdenen vide, at hvis der var nogen der skulle have et issue med hans nye valg (altså mig), kunne de slette hans nummer med det samme. Det har været mere alfa, end man kan beskrive med ord.

Det værste har faktisk været nogle fra Roberts omgangskreds og så de der forældre til legekammeraterne. Når man har været sammen i mange år, skaber man unægteligt også nogle fælles venner. Venner der (heldigvis) ikke nødvendigvis vælger side, når man går fra hinanden. Nu skal det lige nævnes at Robert og hans eks sluttede fredeligt, men det var måske mere i den enes favør. Derfor har jeg også fornemmet en lidt køligere velkomst fra enkelte, der har haft lidt svært ved at omstille sig til forandringerne. Det kan også have noget at gøre med at Robert og jeg proklamerede, at vi ville skride til Las Vegas og gifte os, 2 måneder (okay 1) inde i vores forhold. Den lykkelige begivenhed skulle tilmed først foregå 8 måneder ud i fremtiden, UDEN andre end os selv. Shit, det blev modtaget med blandede grimasser! Især mine egne forældre havde noget svært ved at gabe over informationen. Heldigvis er alle kommet over det.

Værst har det faktisk være med dem der slet ikke kender mig, ikke har et begreb om hvem jeg er. Forældrene til legekammerater. Jeg har oplevet op til flere gange at skulle hente fra legeaftale, aflevere til fødselsdag, være med til sports dag and what not, alene med ungerne, hvor jeg er blevet mødt af stive blikke, sure munde, observerende øjne (you get the picture), fra mødre der tror at det eneste jeg kan, er at svinge fars kreditkort og købe sko jeg slænger mig i, hjemme i dobbeltsengen. Jeg kan alt sammen og jeg er pisse god til det, men jeg kan også så meget andet. De er bare slet ikke interesserede i at indlede en samtale og finde ud af hvem jeg er. Og ved i hvad? Så er jeg det heller ikke! Robert plejer altid at sige ‘Fååååårk da dem, snerper!’, når jeg kommer hjem, lidt nedslået og så glemmer jeg det igen. Det er noget andet med mændende, fædrene. Altid cool og venlige (den kan man jo lade stå alene lidt, hæ).

Så er der det med at være den nye overfor eksen. Den er jo i virkeligheden nok den sværeste. Til at begynde med, er der hele missæren om at møde hinanden. For vores vedkommende gik der faktisk næsten et halvt år, inden det skete. Robert og hans eks havde en vildt fin ting med, at når det var bytte dag, blev den der skulle aflevere og spiste med. Det stoppede for hendes vedkommende, da jeg rykkede ind, men Robert blev ved med det hos hende. Jeg var cool omkring det og synes bare det var virkelig fedt, at de samarbejdede så godt selvom de ikke længere var et par. Igen, det er jo børnene det handler om!

Selvom jeg ikke skulle stå ansigt til ansigt med hende, spekulerede jeg meget over hvordan jeg agerede overfor børnene, i forhold hvad de ville tage med tilbage til deres mor. Jeg kunne se på børnene at de var glade på deres fars vegne og de vidste også at han var smask forelsket. Det har de nok rapporteret tilbage og selvom Robert og eks, havde været fra hinanden nogle år på det her tidspunkt, må det bare svie lidt. Også det der med, at man som mor ligger ansvaret, opdragelse, udvikling osv i hænderne på en anden kvinde, som man på ingen måde selv har valgt. Shit, hvor har jeg tænkt over hvordan det må være.

Roberts eks og jeg mødte hinanden første gang til Gus’ fødselsdag, hvor det faktisk slet ikke var meningen jeg skulle være med. Hele familien ville komme, og det blev holdt hjemme hos hende. Hun var ikke klar til at jeg skulle være en del af det hele endnu, og havde brug for lidt mere tid til at bearbejde alt det nye der var sket. Det gjorde nas, fordi jeg jo gerne ville være der for den lille og fordi jeg følte mig pisse meget udenfor. Samtidig kunne jeg sagtens forstå hende, og jeg kan ikke se mig fri for, at have handlet på samme måde, havde jeg været i hendes sted. Jeg lavede en kage, som Robert kunne tage med til fødselsdagen. Mest for at Gus skulle vide, jeg tænkte på ham! Og så skred jeg ellers på café med en af mine veninder. Bedst som jeg sad og klagede min fortvivelse, ringede hun fandme og spurgte om ikke jeg ville komme over til en bolle. Det var så sejt gjort og jeg har dyb respekt for det. Det kan ikke have været pisse let!

Vores forhold til hinanden i dag, er godt. Vi er ikke veninder og det bliver vi aldrig, men lortet fungerer og jeg vælger at tro på, at så længe hendes børn er glade, tilfredse og ikke kommer hjem med blå mærker på krop og sjæl, er hun så tilfreds med situationen, som man kan være. Der er mange ting jeg ikke er enig i, og som jeg ville gøre anderledes, havde jeg ene råderet over the little ones, men jeg havde også maveskind som en 17årig, hvis jeg selv kunne bestemme.

Life is a battle, nogle er lettere end andre. Jeg prøver så vidt muligt at blive en eminent bonus bokser. Heldigvis har jeg en fabelagtig sparringspartner (som tilmed også er vanvittigt lækker) og så længe dét er på plads, kan de bare line modstandere op i galop!

IMG_2368

Kagen jeg lavede til Gus. Tænker nogle gange på, om det var dén der fik eks til at overgive sig?

Om udklædning og tøjter

IMG_3895

Snapchat… Snapchat. Oh yes, den sidder der endnu. Jeg har endda videregivet den til Robert, fordi jeg er sådan et godt menneske. Eller?!

Da jeg fik fri fra work, kastede jeg mig op på min pivende ganger. Seriøst, jeg bliver nødt til at høre musik bare jeg skal cykle 5 meter, fordi mit kære befordringsmiddel lyder som en lidende kat. Jeg fik hentet mine sko i Naked, men kan sgu ikke helt finde ud af om jeg lidt ligner en forstumpet udgave af en pusher, i dem. Efter det svingede jeg forbi den smukke og meget dygtige navnesøster til mig, Ninna York. Ninna er guldsmed og laver de vildeste ting. Det er også hende der skal producere min mands 40 års fødselsdagsgave. Ja ja, He knows, so the jig is up. Da jeg endelig sad på min rustne jernlåge på vej hjem, sulten og pisse frossen, cyklede jeg forbi den der ‘Fest og Farver’ butik, der var årsagen til at jeg blev udstødt fra min egen seng, lørdag nat. Gustavs hall of horor. Og det fik mig til at tænke på hele det der begreb omkring udklædning og fester med udklædning.

Jeg tror jeg tidligere har ytret min mening omkring halloween. Et begreb vi slet ikke bekymrede os om her i lille Danmark, for bare 10 år siden. Nu spasser folk helt ud over at skulle have plastic heksekedler og gummi kranier stående über alles. Nej, jeg fordømmer ikke folk der gør det. I udgangspunktet er jeg fan af at gøre lige præcis det, man får det vildt over. Men jeg synes bare det er en omgang hokus økonmisk pokus, at det har sneget sig ind til at blive en tradition, i konkurrence med påske. Hvad er der i øvrigt galt med fastelavn – er det ikke næsten det samme?

Anyways, når vi skal have børn næste gang, er der Halloween fest i Gustavs klasse. Jeg har godt set invitationen hænge på tavlen i køkkenet. Jeg har også læst den flere gange og jeg har også bidt mærke i at ungerne selv skal have mad og drikkevarer med. Jeg har bare hele tiden været af den opfattelse, at det måske var en fest på tværs af klasserne, at der var et forældreråd der stod for det, og at man derfor skulle klaske et blodigt pølsebrød med, som ‘manden med leen’ (det vil Gus være) kunne få med. Det lige indtil Kamille spurgte om vi også skulle være klædt ud, til den der fest. Jeg kiggede, helt på månen på Robert og spurgte åndet ‘skal vi med’?! Robert kiggede lige så åndet tilbage på mig og sagde ‘øhm ja, eller – én af os skal’. Først blev jeg lidt irriteret over at han ikke havde skåret detaljerne omkring festlighederne ud i græskar for mig, men da vi efterfølgende talte om det, forklarede han, at han synes det er nok at én af os skal til halloween fest med 30 unger, og deres forældre man har absolut NADA, at gøre med. Nu er jeg faktisk lidt i tvivl. På den ene side vil jeg jo næsten lade mig operere i bedste Face Off stil, for ikke at skulle med og på den anden side har jeg lyst til at være der, både for Gus, men også for min stakkels mand. Og der har vi den lidt igen. Det er jo fint nok at børnene skal være udklædte og fyre op for fedtfarve i face, men derfor behøver man jo ikke at pådutte forældrene det?

Jeg synes som sådan bare ikke udklædnings fester er sjove. JO! Hvis det er et tema jeg kan forholde mig til og hvor der er lidt stil over det. Min veninde holdt sin fødselsdag sidste år med temaet ‘Great Gatsby’. Dét var fedt! Alle havde virkelig gjort noget ud af det. Mænd i tux, kvinder i fjer og frynser og så havde hun forvandlet sin taglejlighed til en verden af perler, kager, champagne, cocktails, stearinlys og tjekket musik. Det var så sjovt! Nu gør hun det igen. Holder en tema fest. Jeg kan ikke afsløre endnu hvad det er, da det ikke er officielt, men jeg glæder mig – for det er mindst lige så stilet.

IMG_3845

Robert er heller ikke meget for udklædning. Unless it’s like this! Jawsi!

For the record, jeg er ikke en pøbel-provins-forskrækket-forfinet-fornem snob. Jeg er fra Sønderborg (hallo?!) og jeg bor på Nørrebro (dobbelt hallo!) og så ynder jeg i øvrigt at dyrke fænomenet ‘Bodega hop’ fra tid til anden. Men hvis jeg skal dresse op som noget andet end mig selv, bliver det ikke som Hawaii Heidi eller noget der blev glemt i 80’erne.

Nu har jeg så 9 dage til at tænke over, om jeg skal tage med i EGET tøj, eller om jeg bare skal blive hjemme og dulle den med Kamille. Hey, en anden ting der trækker lidt i mig for at tage med, er for at se de der forargede blikke, kvinderne- altid kvinderne giver mig, når jeg er med til et arrangement med børnene. De kigger altid lidt på mig som hende den unge tøjte, der kommer anstigende i høje stylter og læderjakke med nitter på. Altså, det gør jeg som oftest også, men dét gør mig jo ikke til spedalsk – eller tøjte for den sags skyld.

Nå, nu skal jeg ind og kysse lidt på min mand, inden vækkeuret ringer om lidt!

Space Invaders, Daim med mint og flytning

 

Dick

Sådan har jeg det lidt med mit eget hoved for tiden!

En eller anden, hjælp! Lige siden jeg i søndags talte med Kamille om snapchat, har jeg haft en af ham der brægedåsen, Akon’s (???!) sange i hovedet. I ved, ham der mega hittede med den der ’smack that’, tilbage i 2006. Som jo i virkeligheden nok mest var et hit, fordi Mr.Eminem løftede niveauet bare en smule. Det i sig selv er jo værre end en solskoldning, men oppe i skallen på mig går den så ’Snapchat – Snapchat’, og det går bare ikke væk! Faktisk er det lidt et brist hos mig. Jeg vågner ofte, virkelig ofte, op med en random møgsang i hovedet. Senest på listen er; Vengaboys med Boom Boom, Hit’n’Hide med Space Invaders og Frakkel sangen. What.is.happening.to.me?? Den der formår at strangulere den syngende gnom til Akon, inde i mine hjernebaner, får fandme en præmie! Eller en Daim med mint. Schlap af, de smager godt mand!

Daim

Kan I huske jeg skrev det der med, at der gerne kommer nye børnehistorier til, når Robert er ude af huset? Det skete sørme også i går. Efter aftensmaden og inden tandbørstetid, kom ungerne listende ind i stuen med et syngende ’NinnaaaA’. Lige der ved man bare, man skal til at tage stilling til noget der kræver mere tanke, end at beslutte hvilket sengetøj man skal ligge frem til rengørings dobby, næste dag. (Sådan en har jeg, og det er den bedste investering min mand har gjort, siden han valgte mig som sin wife). Nå, men de små orme havde altså besluttet, at de gerne ville bytte værelser. Lige nu har Kamille det lille og Gustav det store, på eget ønske. Da vi flyttede ind i lejligheden, var vi ret sikre på, vi skulle have en konflikt omkring værelses fordeling.. men det blev altså ikke et issue. Da de præsenterede ideen i går, var jeg sikker på at storesøsteren havde hypnotiseret lillebroren, til at synes det var verdens bedste ide. Men da jeg spurgte ind til hvorfor, lød det faktisk på Gus som om han ikke er helt tryg, i det kæmpe værelse han har nu (host, de flyvende hoveder). Da jeg puttede dem senere på aftenen, dobbelttjekkede jeg lige med Gustav på egen hånd, om det var noget han virkelig gerne vil. Da han fortalte at et skift af køjer, vil betyde kortere vej til toilettet om natten og at det lille værelse bare er hyggeligere, gav det mening for mig. Vores lejlighed er 150 kvm. og den lilles værelse, ligger længst væk fra vores soveværelse, og i øvrigt badeværelse. Jeg kan godt se at hvis man er 8 år og har hang til selvpinende gyser adfærd, er det måske ikke bomben at ligge alene, i et kæmpe værelse, langt væk fra djælve fordriverne (læs, Robert og jeg) og tønden, der godt kan være handy at have ved hånden, når man er kørt helt op i en spids.

Jeg bad dem begge tænke rigtig godt over det til næste gang de kommer, de skal nemlig hjem til deres mor i dag, og lod dem samtidig vide at det bliver DERES projekt. Vi har selvfølgelig ikke tænkt os åbne en mindre sweatshop, men de skal selv hjælpe med at rykke rundt, række an, arrangere og indrette.

Jeg glæder mig til at komme hjem i dag. Der er nemlig klinisk rent, (Jeg SIR’ jer hun kan gnatte, min husalf) der er ro og jeg har min mayn helt for mig selv. Inden det skal jeg lige ind i byen og sige hej til de seje guldsmede piger, i York+Smith, hente mine nye futter og se om jeg kan score en sikring til vores ene Kartell lampe, der ikke kan lyse uden. Det har resulteret i at Robert og jeg har byttet side i sengen, da han gerne læser lidt længere end mig, om aftenen. Det betyder så også, at jeg ligger tættest på døren – og det HADER jeg. It’s a thing I have!

N

Selvom jeg lige er blevet 30, har jeg stadig lidt angst for at sove tættest på døren.

So long. Ta ta..

Ungdommen nu til dags…

foto kopi

Mig selv i en somewhat tidlig alder!

Ja! Jeg tænker det. Tit faktisk. Og i går kom jeg så også til at sige det højt.

Når man får børn ind på livet i alderen efter ‘nåååh’ fasen, bliver man hurtigt bevidst om at barndom i dag, er noget ganske andet, end da man selv var 1,30 høj. Der er så mange ting, hvor jeg bliver ret overrasket over, hvor hurtigt barndoms fasen flyder ud i meget tidlig ungdom.

Kamille er 10 år gammel. Hun har allerede bevæget sig væk fra at sige ‘jeg skal LEGE med Alberte, idag’. Næ, det hedder ‘jeg skal være SAMMEN med Alberte, idag’. På sin vis er det jo rigtigt udtalt, for de leger ikke mere. Tiden bliver brugt bag lukket dør, hvor man faktisk ikke har et eneste begreb om, hvad der foregår. Bevares, jeg er ikke mere tungnem, end at jeg godt ved at det er romancer og veninder, der bliver sladret om. Nå ja, og så går meget af tiden også med at pine deres egne øregange med usmagelig musik (hvis man kan kalde det det), der oftest minder om en baby der har fået en kat galt i halsen. Robert og jeg ligger i øvrigt ikke skjul på, at vi synes det meste af det de lytter til, er noget værre gøgl. Vi har op til flere gange haft musik, som aftenes omdrejningspunkt når vi spiser aftensmad, og forklaret dem at computer animeret frø jam, ikke kan betegnes som musik. Nogle gange ruller de med øjnene af os og andre gange forstår de faktisk godt hvad vi mener, når man sætter god gammeldags tråd på (åh gud,… jeg er 80!!).

IMG_2269

Early bloomer…

Én ting er, at de ikke leger mere. Jo jo, de leger med deres kaniner, når de er på Byggeren (en slags udendørs SFO med dyr og små grunde – FEDT sted). Men det der med at lege en leg, hvor man har en rolle og skaber sit eget univers, som jeg husker jeg selv gjorde meget som barn, eksisterer sgu ikke rigtigt. Noget andet er de der fucking telefoner. Ja, fucking! Jeg er med på at vi lever i 2014, at vores samfund er i rivende teknologisk udvikling og at de små poder er vores fremtid. Men jeg synes jo ikke ligefrem man fremmer deres fantasi til leg, ved at stikke dem en iphone, i en alder af 8. Jeg synes i bund og grund, jeg selv er slave nok, af den latterlige tingest, der samtidig er min evige livline. Mails, instagram, Facebook, kalender, Spotify, Podcasts and what have we. Alt sammen noget der stjæler min tid. ‘Jamen så slet noget af alt det lort’.. ja ja, lad værre med at spise hvidt brød med smør, get it? Men at gøre små væsner afhængige af skidtet, allerede før de har forstået hvad facebook betyder, er bare ikke en udvikling jeg klapper i hænderne over. Jeg har til gengæld optur over (og så alligevel ikke) at man kan komme i kontakt med dem, udenom en seddel på køkkenbordet, eller nødvendigheden af at der var nogle på matriklen, hvis man ringede hjem og ville spise med hos Line, da man selv var barn. Det er jo ret fedt at fleksibiliteten er blevet større, men omvendt bliver begrebet ‘at overholde en aftale’ også bare lidt udvandet. Det pisser f.eks. mig selv absurd meget af, hvis man ikke kan formå at stille op til et aftalt tidspunkt. Undtagelser in mind! Det er bare blevet så let at slacke off, fordi man ved, man bare lige kan texte sin forsinkelse. Det er jo ikke fordi personen i den anden ende skrider, vel?! Sådan var det bare ikke i gamle dage. Lavede man en aftale, så overholdt man den, for ikke at gøre hinanden urolige, eller simpelthen for at undgå en skideballe, hvis man parkerede det røde lyn i skuret senere end kl. 18. Kamille har haft en iphone siden hun var 8, og Gus fik en i juli, da han fyldte det samme. En telefon i fødselsdagsgave, ja ok. Det er smart så man kan komme i kontakt. Men en iphone? De fleste børn har ipads og computere i forvejen, de to aber herhjemme er ingen undtagelse, så endnu en mini computer har bare ikke sin nødvendighed. I heksens verden, that is! Hvis jeg spørger hvad Kamille laver, når hun sidder med snottet i skærmen, svarer hun tit at hun SMS’er med sine veninder. Men hvad SMS’er de om? Shit for nothing. Tidsfordriv, præcis ligesom når jeg tjekker Facebook, for 20.gang på en dag. Snapchats og opstillede selfies optager naturligvis også en del GB, på den lille maskine.

Jeg synes det er ærgerligt, fordi det er med til at gøre dem store alt for hurtigt. Fantasien lider altså også bare et knæk. Hjemme hos os, altså Robert og jeg, gider vi ikke se på zombie børn, der helt apatiske glor ned i en iphone, ipad, imac – I go mad, i alle deres vågne timer. Vi agerer ikke vogtende Gollum og det er også cool at stene Flix en søndag morgen, men stod det til især Gustav, brugte han alt sin tid på at opløse pixels med øjnene. Heldigvis har de fattet hvad vores holding er, og de er flinke til at spørge, før de fyrer op for Garfield 2, for 119. gang. Hvis Robert eller jeg siger, ‘nej, find på noget andet’, opstår der til tider et sus af panik, der kan minde lidt om dengang man ikke vidste om Donna Martin fra Beverly, ville blive student. De tripper gerne rundt og kravler på væggene, inden de falder til ro og finder på noget at give sig til.

Dengang jeg selv var barn, kunne jeg bruger timer, dage, på at sidde inde på mit værelse og lytte til bånd. Skarnbassen flyver i skumringen 1&2, Heksens søster, Heksens Øje osv, (aaaah, man ser en conncetion) var blandt mine favoritter, og jeg kunne lytte til dem, om og om igen. Gerne sammen med min storesøster, mens vi malede på lys eller byggede huse af papkasser. Mayn, vi lavede nogle vilde palæer!

foto kopi 4

Stinne havde altid lidt mere en fest, end jeg havde (lyv, jeg elskede det!)

Jeg har talt en del om emnet med min, i skrivende stund, fodbold spillende mand, her i weekenden. Vi har lidt forskelligt view på det der med, at være barn i dag, vs. dengang vi selv var det. Nu skal det så lige siges, at allerede på ham og jeg, er der en væsentlig forskel, i det Robert er 10 år ældre end jeg er. Robert brugte hele sin barndom på at spille fodbold og være ond ved sin lillebror, sammen med hans mellemste bror. Altså sådan noget med at binde den bette fast til et træ, give ham bind for øjnene og bruge ham som kasteskive for små hårde æbler (snak om at ha’ fantasi). Anyways, jeg tror jeg har lidt sværere ved at forstå, måske endda acceptere den udvikling bangdommen (den kloge vil allerede have luret, at jeg slanger for barndom/ungdom. Okay, det er mandag, bær over med mig) tager. Robert er mere overbærende og omfavnende overfor teknologiens indhug i de små, hvor jeg kan blive ved med at himle op, som selveste Fru Hyacinth Bucket.

Her kan man måske igen analysere lidt på, om det er fordi det ikke er mine egne afarter at jeg tager lidt mere på vej, end faren gør. Men jeg tror det faktisk ikke. Med fare for at blive lukket ned og boykottet af samtlige læsere med børn, kan jeg jo blive pisse forundret, når jeg ser forældre på restaurant med deres børn, som har fået stukket en iphone i hånden. Så kan far og mor kan tjekke mails i fred, for det er sjældent fordi at de to brødfødende sidder og kigger hinanden dybt i øjnene. Samtlige 2årige kan i dag kan betjene en iphone, eller en ipad og det er det første der bliver bedt om, når man træder ind af døren. JAH, jeg ved det godt – ‘bare vent til du selv får børn’, i know, men min holding vil ikke ændre sig af den grund. Det vil i øvrigt heller ikke stoppe mig fra at bede mine egne rollinger, om at ligge deres tlf. væk når jeg taler til dem, når vi spiser, eller når jeg bare er træt af at se på det. Så længe jeg bestemmer, vil jeg godt have nærhed til forret.

Mens jeg har skrevet det her indlæg, har 3 unger (Kamille har veninde på besøg og de har faktisk bevæget sig udenfor Pandoras æske) stjampet rundt i mine stilletter. Yes, Gustav incl., det elsker han – cute! Jeg giver dem lov til det, selvom jeg er ret øm overfor mine sko, men jeg kan huske det der med at klæde sig ud som barn, sammen med min storesøster og hvor sjovt vi havde det. Med advarslen om at hvis de rører mine Louboutin, knækker jeg samtlige fingre af dem, når de sover. De står dog, som jeg forlod dem sidst. Nå, men mens de har vimset rundt, har jeg hørt pigerne sige ting som ‘ej, jeg kan næsten passe dem’, ‘se lige hvor lange ben jeg får’, ‘åh, jeg ville ønske det var mine’ og ‘lige så snart jeg får lov, skal jeg have sådan et par’. Lige her sneg jeg mig ind på dem, og så at det var mine aller rødeste, porno stilletter der var i spil… og så var det godnat!

IMG_2657

Jow jow, jeg kan såmænd også selv producere selfies der ville gøre samtlige teenagere til skamme!

Krydsforhør og nutellamad

foto

Mandags redning!

Mandag er bare en kælling. En sur lille, runken, grim, træls kælling. Hvis man spørger mig i hvert fald. Weekenden og frihed er ovre, mailsne mange, og røven ekstra tung, når man skal over og træne (jeg lærer aldrig, IKKE at booke træning på en mandag)

Jeg fik heldigvis min seng (og min mand) for mig selv i nat. Den lille fik lokket søsteren til at sove inde hos ham, så der var ro hele natten. Lord have mercy!

I Aften har jeg børnene for mig selv, da Robert skal ud og spille fodbold. Det plejer faktisk at være rigtig hyggeligt. Vi bliver tit siddende ved bordet, efter vi har spist og jeg lader dem krydsforhøre mig lidt, om dengang jeg mødte deres far, hvem der kyssede hvem først og om vi måske har tænkt os, at producere en lillesøster, eller lillebror til dem en dag. Robert synes altid det er en fest at komme hjem efter bold, fordi der som regel er nye saftige børnehistorier.

Det skal lige siges at det altså ikke altid er, eller har været lige sjovt at være alene med dem. Især i starten testede de mig helt vildt. De skulle lige se om de kunne trække sengetiden lidt ud, og det der med at komme i nattøj og børste tænder blev én lang fjolle seance. En seance der sjældent tager mere end 5 min., når herren i huset er hjemme. Man bliver sgu lidt sat på prøve i sådan en situation. Jeg ville jo gerne skabe en fortrolighed til børnene og være deres ven, men samtidig skulle jeg sætte mig i respekt og lade dem vide at jeg har en grænse hvor nok, er nok. Egentlig tror jeg, jeg har været ret ’don’t fuck with me’ fra starten, men det er noget jeg har gjort, mens jeg i mit stille sind har holdt vejret lidt.

Respekten for mig tror jeg sådan set er ret intakt. Jeg føler de lytter til mig og de stopper da som regel også vildskaben, hvis jeg bliver skinger (læs, hys)! Jeg tænker det er fordi jeg har sagt fra, fra den spæde begyndelse og så fordi de ved, at deres far er i ryggen på mig. De vil ikke få noget ud af at sætte sig imod, for de er godt klar over at tonen så vil gå fra skinger til dyb bas!

Anyways, they better behave tonight, for mit humør er ikke til udgakning og tålmodigheds tests, i dag. Jeg sidder og prøver at mental forberede mig på, at transportere min durumrulle af en krop op på cyklen og over i reformeren, kl. 17. Helvedet ved at træne i Energii (som jeg i øvrigt varmt kan anbefale), er at man skal melde fra 12 timer i forvejen, ellers mister man sit klip. Det er snedigt lavet, for man bliver bare ikke væk, hvis man har glemt at melde fra. Ikke når du for ét klip, kan få 1,3 kg. GOD bland selv slik i min kiosk. I know, det er latterligt dyrt at give så meget for at ligge og rode rundt i en maskine, der minder om blandingen mellem et cirkus og en sexleg. Men pisset virker, så jeg har sluttet fred de gryn jeg må smide for det.

Nå, jeg tænker en rugbrødsmad med nutella kan fremskabe 5 minutters lykkerus og eliminere min selvmordstruende mandags adfærd! Og se så lige de her smuklinger. De vil passe godt ind i familien af sneaks, der IKKE tæller noget sort, hjemme hos mig. Må eje!

foto