Kys fra pølsefinger

Jeg er her stadig – med baby indvendigt! Bare hvis nogle skulle være i tvivl.

Dagene går bare utrolig langsomt, men samtidig er det som om, jeg ikke helt kan hænge på. Jeg har egentlig lyst til at fortælle jer alt muligt, men mine fingre hindrer mig i at jabbe så meget som jeg gerne vil. Jeg har allerede smadret to af mine yndlingsskåle, glas og andet der kan klirre, fordi jeg overvurderer kraften i de tykke krabater. Jeg er nu begyndt at spise af plastic, eller lade skålen stå på bordet som minimum, for at mindske yderligere tab. Suk!

Jeg planlægger at trodse mine sove-pølser i løbet af ugen og give jer en grundig update, men det bliver altså desværre ikke i dag, da jeg allerede nu, efter det her fesne indlæg, er ved at syre helt sammen.

Beklager, allesammen. Jeg håber i hænger på.

 

Update fra Fru Tingleff

God formiddag, good people. Eller er det eftermiddag? Her i barselsby går det godt. Jeg er for alvor ved at finde mig til rette i min nye rolle som barslende, og jeg nyder (bogstavelig talt) hvert minut. Det er befriende fantastisk, at give sig selv lov til en meget lang time-out og gøre alting i sit eget tempo. Jeg lever vitterligt efter termen ‘det vi ikke når i dag, når vi i morgen’. Sådan bliver det i øvrigt nødt til at være, for jeg kan fysisk ikke gøre alt det jeg gerne vil, hver dag. Mine hænder bliver på ingen måde bedre og bare det at tage et bad og vaske hår, tæller som en hel dags kapacitet for de små poter. Det er ret frustrerende, for jeg har egentlig mange projekter jeg gerne vil kaste mig over. Jeg ved bare, at hvis jeg både bager boller, gør rent, tager bad, laver aftensmad og filer negle på én dag, får jeg en nat med multi kramper og en efterfølgende dag i karantæne. Derfor ser jeg en masse serier, drikker kaffe, nusler på den lilles værelse og spreder mine gøremål over dagene. Opskriften på hyggelighed kan findes her hos mig på Nørrebro.

IMG_8964

Den anden dag lavede jeg snegle. De bedste snegle nogensinde – uden pis!

Jeg har det godt. Jeg er endnu ikke nået til at være død utålmodig, selvom der er under 4 uger tilbage nu. Jeg suger den sidste nydelse ud af at være gravid, som har vist sig at være lige noget for mig. Se bort fra de døde hænder og frataget frihed fra alkohol og røg, har det virkelig været et ride, som jeg håber at få lov til at opleve igen (rolig Hr.Tingleff). Jeg sover ganske vist af helvede til om natten. Hænder og arme driller, det begynder at være tungt at vende sig, de konstante ture på potten og en tiltagende rastløshed gør, at det er svært at finde ro. Men who cares? Jeg sover bare det længere, eller tager en lur midt på dagen. Oh, the joy.

Lørdag drager vi mod Sønderborg for at bruge en uge i sommerhus, sammen med børnene. Jeg må indrømme, at lige nu er det ikke noget jeg tripper over at komme afsted til. Sovemulighederne, min tilstand taget i betragtning, ser ikke super optimale ud og det kan godt stresse mig lidt. Vi finder selvfølgelig en løsning, det gør man altid, men egentlig har jeg mest lyst til at være i min barselsborg og i nærheden af den bunker, der skal danne rammen for min datters første timer. I starten af næste uge går jeg ind i uge 37 og kan i princippet gå i fødsel hvert øjeblik derfra. Jeg er ikke nervøs. Hvis hun kommer, så kommer hun, uanset hvor i verden vi befinder os, men mit redebygger-gen har nok for alvor gjort sit indhug og jeg har ikke lyst til at blive rystet ud af min ramme lige nu. Men men men, afsted tager vi og lige så snart vi er på farten, bliver alt godt. Jeg skal bare lige prikke et midlertidigt hul på min boble.

IMG_8981

Perfection

Jeg tænker at lave en lille tour over børneværelset her en af dagene, for det er simpelthen blevet så fint og så hyggeligt. Men nu må jeg hellere stoppe. Det er som om der sidder en million termitter i mine fingre, der æder sig ind til knoglerne med lynhast. Yum, right?

Jeg håber i nyder de strejf af sommer vi får, eller at i er på vej sydpå… Hvis jeg ikke var preggers, sad jeg med statsgaranti i en bil på vej mod alperne… Next year.

IMG_8977

Svundne tider og ambivalent lykke

I mandags var jeg været på farten fra det sekund jeg stod op. Jeg havde en masse ting jeg skulle have byttet, ærinder i IKEA og et par andre småting, jeg lige så godt kunne fikse på min runde. Det betød, at jeg brugte en del tid i bilen. Det betødogså, at jeg hørte musik, for første gang i 100 år. Jeg var gået kold i mine playlists og har ikke orket at nørde nyt musik. Desuden elsker jeg at høre lydbøger, når jeg tusser rundt derhjemme. Men lige den dag var jeg altså i humør til musik. Jeg smed min yndlings playlist på, der blev født omkring det tidspunkt jeg mødte Robert og som siden har vokset sig større og rigere. Da meget af det musik der er på listen, er blevet tilføjet efter Robert kom ind i mit liv, er der selvsagt også rigtig mange minder forbundet med ham og jeg, når jeg lytter til de forskellige numre – og det satte en del tanker i gang.

Jeg tog mig selv i, de fleste af numrene, at blive temmelig sørgmodig. Jeg flækkede sågar en tåre, mere end en gang. Ja ja, preggo hormoner og alt det der, men det var egentlig mest fordi det for alvor gik op for mig, at en æra er slut. Det har den på sin vis været længe og det har jeg godt vidst. Men lige der, midt i den københavnske trafik, blev det pludselig soleklart.

Dengang Robert og jeg mødte hinanden, standsede vi tiden sammen. Ikke bare tiden, men hele universet. Alt der åndede var ham og jeg – vitterligt, der var ikke andre end os. Det er, hånden på hjertet, det vildeste, mest magiske og smukkeste jeg nogensinde har været med til. At opleve en tid, hvor hele universet trækker vejret KUN for dig og ham som blev kastet din vej. Sådan levede vi i ca. et halvt år. Hvor det var fysisk og psykisk umuligt at tage stilling til andre end hinanden. Derefter begyndte verden lige så stille at rotere rundt om os igen og vi begyndte at forene os med resten af verden på ny. Dermed ikke sagt at vores egen lille verden blev et stort mesh med resten, for vi formåede faktisk at bevare vores egen planet, hvor kun vi to eksisterede. Vi så bare et univers der var i bevægelse rundt om os og som vi atter blev en del af.

I lang tid, 3 år for at være præcis, var det kun os. Lykkelig tosomhed, som vi er mestre i at besidde og som vi på sin vis sagtens kunne leve i, resten af vores dage. Trangen til at formere og skabe fælles liv, blev bare en realitet vi ikke kunne komme udenom. Og bom, pludselig sidder jeg her, med kærlighed af den pureste og fineste form, sprællende rundt i mit indre. Og det gør mig lykkelig, helt derud hvor universet står op.

IMG_8948

Se det lille, fede, glade hoved

Der er bare lige én ting. En ting som jeg det ene sekund skammer mig lidt over, og det næste finder forståelig logik i. Min magiske tosomhed forsvinder lige om lidt. Den er faktisk allerede blevet frarøvet mig, i det sekund vores lille babypige bed sig fast. Lige om lidt er der et andet væsen, der skal have opmærksomhed før mig, som kommer til at stjæle vores alene tid, som vil forhindre os i at gøre hvad vi vil, når vi vil det – som ændrer vores historie for evigt. Og mens jeg er ved at besvime at lykke over alle de facts, panikker jeg lidt i smug. Hvad nu hvis vores kosmiske tosomhed bliver lagt i graven? Kan man overhovedet have en tosomhed, når man er 3? Må man godt sætte hinanden højere end et barn? Er det muligt? Og når jeg er færdig med at hyperventilere over det der er min største skræk, tørrer jeg koldsveden væk, trækker vejret dybt og finder min fornuft frem igen.

Tingene kommer 100% til at ændre sig. Lige om lidt. Intet bliver nogensinde det samme igen. Det er jeg fuldt ud, roligt, bevidst om. Men jeg ved det her. Robert og jeg vil for evigt have vores egen planet. En planet der kun snurrer for os og som rigtig mange troede vi ville falde af, i det sekund festen stoppede, flasken var tom og det halve år var gået. En planet som ingen andre  forstår, men som de kigger på, med en sær form for beundring. Og hvorfor ved jeg det? Pas. Jeg kan ikke sige det. Lige så lidt som jeg kan forklare, hvorfor jeg vidste efter kun 14 dage, at jeg skulle giftes med Robert og være sammen med ham for evigt. Jeg ved det bare og så kan hele universet drøne lige så hurtigt afsted rundt om mig, som det vil. Min planet står for altid stille – for det er Robert og mig der får den til det!

Fraisier – kagEN, hvis du vil score kegler

Skærmbillede 2016-07-05 kl. 10.17.57

Til mit babyshower bagte jeg 2 virkelig gode kager. Begge var et festfyrværkeri for den lille mund og begge var de også ganske nydelige for øjet, men særligt den ene tog kegler rundt om det lille bord. Den havde, hvis jeg selv skal sige det, ret høj NIF-faktor – som min far ville sige det (nabo imponerings faktor).

Den var sådan set ganske simpel at lave og kræver bare en smule koncentration og et par rolige hænder.

Det her skal du bruge:

125 gr. usaltet smør

250 gr. sukker

1 tsk. vaniljeekstrakt

2 æg

375 gr. hvedemel

2 tsk. bagepulver

et nip salt

1 3/4 dl mælk

375 gr. friske, rensede, hele jordbær

Flormelis, til at drysse med

100 gr. marcipan

Smørcreme:

250 gr. usaltet smør (VIGTIGT det er usaltet)

250 gr. flormelis

1 tsk. vaniljeekstrakt

1-2 tsk. mandelekstrakt (hvis man er til det – kan udelades)

Start med at tænde ovnen på 180 grader og smør og beklæd en brødform på 20×10 cm. med bagepapir.

Kom smør, sukker og vaniljeekstrakt i en skål, og pisk med en elpisker til det er let og luftigt. Tilsæt æggene et af gangen og pisk efter hvert, til det er godt blandet. Sigt mel sammen med bagepulver i en separat skål. Pisk det skiftevis med mælk i den anden blanding – forsigtigt. Hæld hele baduljen i formen og bag kagen midt i ovnen i ca. 40 minutter, eller til du kan stikke en strikkepind i midten, uden at få smuldrer med tilbage.

Vend kagen ud af formen efter lidt tid og lad den køle af på en bagerist. Hvis kagen buler op på midten, trim da toppen, så du har en flad kage.

Lav smørcremen ved at komme smør, flormelis, vaniljeekstrakt og mandelekstrakt i en stor skål og pisk det cremet med en elpisker. Jeg synes mandelekstrakten giver et godt touch til kagen, men du kan jo smage dig frem.

Flæk kagen i to halve, lige store stykker på langs. Smør halvdelen af cremen på den ene halvdel og sæt jordbær på ræd og række i cremen. Fyld op med resten af cremen til bæreren er dækket og sæt derefter den anden kagehalvdel ovenpå.

Drys flormelis ud på bordet og rul marcipanen flad til ét langt stykke, som du beklæder kagen med. Skær eventuelle løse flapper fra. Jeg valgte at smelte lidt chokolade, som jeg stribede kagen med – men også det kan undlades.

Sæt kagen på køl i mindst en time og skær enden fra, før du serverer, så man kan se mesterværket fra sin bedste side.

Psst. Kan sagtens laves dagen før.

Enjoi.

IMG_8910

 

Roskilde – med dunk på

img_8940.jpg

Far, Mor og baby på Roskilde

Bare rolig – jeg har ikke født endnu. Jeg har sådan set bare været på Roskilde og selvom det var en noget tør (på alko-siden) en af slagsen, har jeg haft sympati tømmermænd, med min mand de sidste par dage.

Roskilde festival med baby i maven. Så har man prøvet det med. Det har faktisk været en ganske positiv oplevelse, omend det for alvor er en prøvelse udi afholdenhed, at trave rundt på en festivalplads, der mest af alt bare indbyder til, at man skal eskalere en brandert. Shit, hvor har jeg været misundelig på Robert og de 100.000 andre, der kunne svælge i store, kolde cocktails og skabe sig fuldstændig, helt og aldeles berettiget – åndssvage!

img_8936.jpg

Lejr in the making

img_8937.jpg

Vi havde, uden tvivl, Roskildes sejeste campingvogn

Jeg holdt ud indtil folk simpelthen var for langt væk fra rækkevidde og trak derfra stikket og livlinen tilbage til København. Ikke særlig sjovt at køre mod en tom, mørk lejlighed, når alle andre skifter sofistikeret stivert ud, med sejlende, symbiotisk, sanseløs koger. Suk – dumme svin!

img_8946.jpg

Barnets første Slayer koncert!

Når alt kommer til alt, er jeg glad for at jeg var med, det stykke af festivalen jeg orkede. Det har kun bekræftet mig i, at Roskilde Festival er det sejeste og mest befriende sted at være. Det har også bekræftet mig i, at min mand og jeg er det vildeste team. Selvom han var bragende blæst et par gange, hvor jeg var mere ædru end Sahara er hed, havde vi det stadig virkelig sjovt sammen og kunne sagtens gakke ud i fælles forståelighed. Det har også bekræftet mig i, at Mormor godt må komme over og passe barnet et par dage næste år, så jeg kan komme ned og bade mit legeme i sprit og røg, mens jeg råber uforståelige ting og danser til støvet står mig om ørerne.

img_8950.jpg

En af morgenerne flækkede jeg et par pizzaer sammen til folket – hvilken glæde de skabte..

Roskilde er fedt. Det er helt klart bare fedest når man ikke har en kærlighedsklump i maven, eller andre skavanker der gør, at man er nægtet at opbygge en promille.

img_8954.jpg

Næste år!!!

Nu er det atter hverdag. En ny en af slagsen for mig, der byder på sysler af forskellig art, inden vi sætter kursen mod det sønderjyske og børneferie, fra på lørdag. Nåh ja – og så er der forresten under en, én måned til termin. Gisp!

img_8955.jpg

Lørdag morgen måtte Robert give op. Jeg hentede ham i silende regn, bragte ham hjem, puttede ham i bad og fyldte ham med madder og Sopranos på sofaen. Jeg deltog selv i hele baduljen – hæ.