Undskyld. Jeg taler ikke cykelhjelmsk

foto 1Nr. 1 af maaaaange

Jeg kom til at gå i seng kl. 06.30 i morges. Virkelig dumt altså. Robert og jeg kan bare ikke finde ud af at gå i seng, når vi kommer hjem fra fest.

Vi startede hjemme med Brombær Juleps og virkelig god mad, bare os to. Imens vi skiftedes til at agere sjusmeister, kørte vi en form for musikleg. Vi havde begge fundet på nogle kategorier og skulle så hver finde en passende sang. ‘Bedste partynummer’, ‘minder dig om din barndom’, ‘vores nummer’ osv. Det var virkelig skægt – prøv det lige.. der følger ret gode historier med. Inden vi skulle videre til kandidat fest, kom Roberts lillesøster og mand op til en sjus og en sang.

 

IMG_3388Normalt er jeg ikke typen der flasher hvad jeg spiser. Mm. det er kager. Men dén her salat vi fik bokset sammen, fortjener både et billede og en medalje . Den var i øvrigt også god i nat… og i morges

Vi nåede ikke at være til festen særlig lang tid. Vi røg i noget dobbelt espresso med tilhørende whiskey vogn, på en nærliggende café og derfra videre til drinks sammen med en af mine veninder med date. Vi endte hjemme i hendes stue med fællesdans og simultan snav. Så hyggeligt. Kl. 02.30 var Robert og jeg ved at blive blæst hjem af en sibirisk døds kuldestorm, der selvfølgelig havde lagt gaderne taxa øde. Da vi endelig ramte reden, skulle vi lige have en nathue inden en god lur. Det blev en lang nathue. Traditionen tro kunne ingen af os selvfølgelig sove mere end 3 timer, så kl. 09.30 var vi i fuld gang med at vaske gulv og være voksen agtige.

Resten af dagen er brugt på at lege kluddermor i sofaen, som vi kun har løst når der har været mad involveret.

IMG_3395I is one lucky wife

Nåh ja, så var vi ligesom ude for at hente forsyninger tidligere. Det i sig selv var lidt som at lave en ironman barfodet på Grønland, men oveni det blev jeg også mindet om en helt speciel race af mennesker, som jeg aldrig fan af. Vi kommer cyklende på en meget bred og øde vej. Pludselig bliver der, bagfra, ringet vildt med en ringklokke. Jeg véd, allerede inden jeg vender mig om, at det er cykelhjelms befængt emsig type, der for mig at se, mest er ude på være irriterende for at få opmærksomhed. Da jeg læste ude på Østerbro, mødte jeg denne type cyklister mindst 5 gange på vej til skolen. Til sidst blev jeg så træt af at blive dinget unødvendigt af, at jeg begyndte at råbe hvad deres problem var. Ingen gav mig nogensinde et svar. Men én ting er sikkert. Det slår ALDRIG fejl. Vild ringen, masser af plads og ALTID cykelhjelm. Det er jo fint og fornuftigt at man vil have cykelhat på, jeg kommer bare aldrig selv til at gøre det. Nej, heller ikke når jeg får børn og skal statuere et godt eksempel. Jeg er den voksne, ergo – jeg bestemmer. Men hey, den kan vi tage en anden dag. Ps. så har jeg aldrig forstået de der cykelhjelme, der prøver at camouflere sig som en rishat, ridehjelm eller bøllehat. Det bliver den jo ikke pænere af. Heksens holdning.

Nu skal jeg kludre mig selv ind igen og glemme at djævlen kradser med sine små hove på mandags døren i morgen.

Når nok er nok

IMG_1544Det er en solsort – hvis nogen skulle være i tvivl?!

Hvis I selv kunne vælge, gad I så godt vide hvordan fremtiden så ud? Du ville blive overfuset af himmel og helvede i samme storm, uden mulighed for kun at gribe stjernerne og undgå ildkugler.

Jeg ville ikke. Ikke om jeg så kunne stoppe en sygdom, jeg måske ville blive ramt af om 10 år. Jeg kan godt lide overraskelser, de gode af slagsen naturligvis. Jeg kan ikke så godt lide dårligdom (kan nogen det?!) og visheden om en fremtidig lortestorm ville gøre mig syg før den ramte mig.

Det jeg prøver at sige er, at ingen af os kender dagen i morgen og det er dumt at bruge kræfter på at bekymre sig om den. Jeg gjorde det meget selv engang. Grublede over fremtiden og prøvede hele tiden at være et skridt foran. Det er opslidende, kedeligt og usundt, hvis du spørger mig. Dengang jeg blev forladt af min ekskæreste brugte jeg lang tid på, selvfølgelig at hele og slikke sår, men også på at pløre rundt i en pool af fortid, selvynk, savn, og tilstand. Til sidst blev det for meget og jeg var kvalm over mig selv. Han skulle ikke have den magt over mig, og holde mig fra at være i live lige nu og her – for det var jeg vitterligt ikke. Jeg tog en beslutning en dag om at nok var nok. Jeg gjorde hovedrent i min lejlighed, tog et langt bad, kastede mig i mine bedste klude og påførte mig de rødeste læber. Jeg satte høj musik på, lavede en aftale med mine veninder om aftenen – og så gik jeg ned og fik mig en tatovering (how kliché, ha?). Jeg skrev et langt brev til min far og mor (som havde været eminente støtter hele processen igennem) og fortalte dem at jeg gav slip på fortiden og fangenskabet. Jeg tror det var for at have det på skrift overfor nogen. En slags nedskrevet pagt, der ikke ville kunne give mig lov til at falde tilbage i fangehullet. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Der var fortsat dage hvor ensomheden var min bedste ven og værste fjende, men det handlede ikke længere om ham.

IMG_1655Friheds sjus

Alle har en fortid. Nogens er mere ukompliceret end andres, men fælles er at vi ikke kan undslippe den. Og det synes jeg faktisk heller ikke man skal. Det nytter ikke at begrave den i mørket, stampe på jorden og spæne afsted. Jeg tror derimod man skal finde en æske der passer, klaske en glimmerstjerne ovenpå og finde et sted, en hylde, hvor den kan stå uforstyrret med mulighed for at tage den frem og kigge ned i den, hvis der er noget man har brug for at finde, for at få tingene til at give mening.

Det gnaver i mit, ellers lidt seje hjerte, når jeg ser hvordan mennesker omkring mig hænger i fortidens lysekrone, uden at slippe og lade sig dumpe ned på overfladen, af frygt for stødet ved landing. Men uanset hvor stort et stød det giver, eller om man mister balancen og vælter, så vil man med tiden rejse sig, hele på bunden og lære at gå igen. Det fede ved at lande er, at der (håber jeg da) vil være mennesker omkring en til at hjælpe med støtte. Lysekronen holder som regel kun til én af gangen.

IMG_1641Sommer og lys

Juledjævlen slår til

 

Lo

 

Nå men apropos træthed. Jeg var simpelthen for smadret til at løbe marathon med fingrenen i går, og derfor var der for første gang i bloggens levetid, én dag med silencio.

Jeg var først hjemme fra træning 18.30 og det eneste jeg havde lyst til, var at agere sugemalle på Robert. Vi gik i seng kl.22, helt kogte begge to. Min ekstreme udmattelse kan for nogen udløse et hysterisk djævleanfald. Jeg har nemlig fået overstået ALLE julegave indkøb, på nær en to stykker… Udover, at jeg altså også arbejdede, trænede og formåede at smile samtidig (i mit indre øre, hører jeg en svag klapsalve).

Efter jeg giftede mig med Robert, er julegave porteføljen udvidet voldsomt og der er ca. 10 mand mere at holde styr på, end mine egne 5. Nu er jeg jo en type der sætter en ære i at være i god tid, holde orden i mængden og forsøge ikke at stresse omkring det samtidig. Derfor er det også lettest at klappe det af solo, for at bevare husfred og holde kærligheden uforstyrret intakt (læs: jeg kan godt lide at tænke 4 gange over om det skal være røøøød, eller blåååå – gaven. Robert not so much). Min husbond var lige ved at fælde en tåre af lettelse over at slippe for at blive 40 før tid, ved at skulle tæskes rundt fra butik til butik blandt andre lidende juleshoppere. Vi havde nemlig aftalt, at forsøge at ordne det sammen på lørdag. Jeg tror alle to er lykkelige for, at det nu ér overstået.

Efter work i dag står den på en hurtig omgang træning med Hr.Tingleff, inden vi slår broen til paladset op og murer os inde med dyner og tekstiler der ikke strammer.

I morgen tidlig starter vi atter dagen med et besøg i svedhytten, inden vi sætter sløjfen rundt om den færdige julegave indsamling, ved at få ordnet de sidste gaver. Lørdag aften byder mig voksen dinner, min mand og jeg alene i vores palæ, inden droschen skal føre os til stor fest ved Roberts lillesøster, der som skrevet forleden dag, blev kandidat i mandags.

Søndag står på uendelige mængder kaffe, røvflexing (træning, ik), kærlighed og måske risengrød med 1 cm. Kanel og en halv pakke smør, i anledningen af 1.advent. Måske. Jeg er som sagt ikke den store juleaktivist.

Jeg er basket efter en lang uge så jeg byder weekenden velkommen med kys og raketter.

Tob

Se lige hvad der landede på mit job i dag – det er pænt!

Fyldte kindposer og hamsterhjul

N

Sådan der vil jeg have det – ALTID!

Jeg synes jeg halter lidt efter i de her dage. Jeg nægter at skrive, at jeg ville ønske der var flere timer på et døgn, for det svier lidt i mine øjne når andre gør det og jeg ville faktisk heller ikke ønske dagen udvidet. Det passer godt nok med 24 timer. Hvad jeg derimod kunne tænke mig mere af, var fritid… og frihed. Jeg ville gøre det konge som hjemmegående rigmands kone, der startede dagen med træning kl.8.30, efterfulgt af behandlinger og lunch med the ladies, inden jeg ville hente min mand tidligt fra kontoret, for at sippe hvidvin og spise fyldte chokolader. Og nej! Jeg ville ikke blive træt af det med tiden. Believe you me.

Det skal nok komme til at ske en dag (The Secret, right?) men indtil da, bider jeg tænderne sammen til det knaser og glæder mig over, at jeg er velsignet med en sund krop (som jeg selv står for at forgifte i ny og næ), at vi ikke lider af lommesmerter og at jeg er gift med en mand, jeg er sjask forelsket i. Jeg er hverken hippie happy eller lalleglads løjtnant, men jeg prøver så meget jeg kan, at lade stetoskopet stille skarpt på de ting der gør mig lykkelig og får mit blod til at gnitre som 1000 diamanter, når det begynder at suge i maven og snurre i hovedet, af lidt for mange gøremål.

Sådan noget kommer heldigvis i bølger. Jeg arbejder et sted hvor 70% af vores $$$ bliver lavet i november/december måned. Det giver naturligvis en del mere at se til. Min egen lille butik- dibbedut, kører også ganske udmærket og den skal der pusles om, når voksenarbejdet er overstået efter 8 timer. Jeg VIL have tid til at træne, for hvis jeg ikke er tilfreds med mit kødhylster mister jeg energi, overskud og gladhed og så bliver alt endnu mere tricky. Desuden. Jeg vil godt kunne fylde mine kindposer med pebernødder og Quality Street, julen igennem, uden i bogstaveligste forstand, at ligne en marcipangris, når vi når januar. Det plejer næsten altid at være sådan, men sgutte denne gang. Jeg VIL have tid til kærlighed og min Hr.Robert. Det er ham der gør løbeturen i hamsterhjulet til at holde ud og når alt kommer til alt, er jeg ligeglad med alt andet end kærlighed! Der er øglerne hver anden uge og så er der blog, bolig, friends, family, funtime.. og det løse.

 

Slik

Hvert år til jul på mit arbejde får vi et hav af kurve som dem der. TORTURE, I tell you

Jeg elsker det alt sammen og det er meget få ting jeg helst ville undgå. Men mandag morgen, når kl. slår 07.15 og man vågner med Dire Straits’ ’Money for nothing’ i hovedet (som meget ubelejligt hænger ved en 2-3 dage), kan jeg godt få lyst til at stikke min skæve langfinger i vejret, sætte Robert på min kost og flyve afsted mod lune himmelstrøg, lyse nætter, kølige drinks og store palmer… eller bare et sommerhus ved Vesterhavet, der huser brændeovn og masser af dyner (og sån’ nogle runde chokolade dutter med mintcreme i, som jeg lige fandt i skabet på mit arbejde – dammit!).

Nu vil jeg bestige min trofaste ganger og skynde mig hjem og skifte jeans ud med gamacher. Robert og jeg har lige en 2 timers date med nogle vægtskiver, inden jeg kan hellige mig mit hjemlige trædehjul (det bedste af slagsen. Der kan man nemlig både spise, holde pause og kysse imens).

Tandpasta på spejlet og støvsugning fra helvede (undskyld forældre)

IMG_3749

Jeg vil godt gøre rent, vaske gulv rydde op og pudse vinduer. Men at støvsuge gør mig ond. (især når der er mange rum, så man skal rykke med ledningen, æv)

Her den anden dag kom jeg til at tænke på det der med at have pligter. De slags pligter der ikke klarer sig selv, og som er nødvendige at tage hånd om og udføre, fordi de ikke forsvinder af sig selv (satans). Her tæller vi rengøring, madlavning, indkøb, vaske tøj, rydde op, tømme opvaskemaskine… I forstår hvad jeg mener, ja?

Jeg husker, at min søster og jeg havde pligter fra vi var gamle nok til at kunne skære vores egen mad. Vi dækkede bord, eller ryddede af. Vi tømte opper og vaskede de store ting af, efter aftensmad. Da vi blev ældre hang vi tøj op, hvis maskinen var fuld og færdig og tømte tøjstativet hvis tøjet var tørt. Kogt ned – vi hjalp til (den er go’ nok, det har min mor selv fortalt). Og vi fik lommepenge for det. I min verden er det helt fair, at man bidrager til fællesskabet i en tidlig alder, omend det kun er med de små ting.

Ungerne her har også pligter, men det er noget vi konstant skal minde dem om, og ikke noget de gør af sig selv. Jeg studsede over det i torsdags, da den store vrængede på næsen, da jeg bad dem tømme opvaskemaskinen efter aftensmad. Måske er det ikke så unormalt, at de ofte skal mindes om deres pligter, da vi ikke har dem hos os fuldtid. Men ved I hvad? Faktisk kan jeg godt nogle gange få lidt dårlig samvittighed, over at bede dem om at hjælpe til. Mest fordi at vi jo ‘kun’ har dem 5 dage hver anden uge, og jeg kan godt føle mig som Heksen fra Hans & Grethe, både overfor børnene, men også overfor Robert, når jeg 3 gange på en dag beder dem om forskellige sysler. Det har jeg faktisk ikke lyst til at have – dårlig samvittighed altså. Når børnene er hos os, indgår de i en familie og et fællesskab, fuldstændig som var vi sammen alle ugens 7 dage. Jeg synes ikke det er rigtigt at skåne dem for børnearbejde (rolig, der er ikke Askepot lignende forhold på Nørrebro), fordi de er delebørn. Tværtimod synes jeg faktisk det kan gavne til følelsen af en ‘normal’ hverdag, hvis de indgår i de daglige pligter, på lige fod med børn i uspolerede familier.

Det er let som forælder, at lade sin dårlige samvittighed over en splittet familie, komme børnene til gode, i kraft af at forkæle dem og lade dem slippe for at hjælpe til med dagligdagens dont. Efter min mening skal de små kræ derimod tages alvorligt på den måde, at de skal mærke at der er brug for deres hjælp, til at få tingene til at glide. Altså, der er jo aldrig nogle unger der lige vil gribe en gryde og vaske den op, som var det slik der skulle fordeles fredag aften, men når man som forælder (eller heks) siger ‘tak for hjælpen, det var fedt du hjalp til’, synes jeg at syne en snert af selvtilfredshed hos de små… og den tror jeg faktisk ikke man skal undervurdere.

Jeg forstår jo lige pludselig godt hvor meget arbejde det kræver at få et hjem og en familie til at køre på skinner. Det gør man ikke som lille og det skal man heller ikke. Men derfor kan man jo godt præge og forberede sine unger på, at de en eller anden dag selv skal skure lokum og få hysteriske anfald over støvsugning (jeg HADER det)! Det giver jo mening nu, når min mor kunne være lidt sammenbidt, efter en hel dags rengøring, som vi muligvis ænsede, men ikke forsøgte at værne en lille smule om. Så undskyld mor. Undskyld for at have sprøjtet tandpasta udover hele det rene spejl og den gnat- (ja gnat) polerede håndvask, 1 time efter du havde svedt over den og svitset dine negle af i kalkfjerner. Og undskyld far. Undskyld for at have kigget på dig som om du var trådt ind, midt i min syndsforladelse i kirkeboksen, når du kom ind og støvsugede på mit værelse, søndag når jeg lige var i gang med noget vigtigt (Hej Nintendo). Jeg kan godt forstå hvor (pardon my french) fucking irriterende det må have været nogle gange og at de små pligter vi har haft, har været nødvendige for at få os til at forstå, hvad en husholdning- og et fællesskab i øvrigt, handler om. Men lad mig samtidig forsikre jer om, at både Stinne og jeg på det tidspunkt, ikke har anet hvad der ligger bag et rent lokum med toilet papir der aldrig løber tør, eller et bord fuld af mad hver aften. Præcis som mine små øgler heller ikke har det fjerneste begreb om, hvad der egentlig skal til… endnu.

Til sidst en tak fordi I gav os de pligter. Det har da mildnet chokket omkring at blive slave i egen husstand (sagde Heksen med rengørings hjælp). Stakkels dem der aldrig selv har ryddet op på deres værelse, tømt en opvaskemaskine eller på anden måde ageret husalf ind i mellem – de må få en led start i voksenverdenen.

IMG_2799

Det jeg ikke støvsuger, kompenserer jeg for i kager. Jeg hører ingen klager (Badum tjiiiiih’)

Mine bonusøgler har været ved numerolog

IMG_9409

Det her er kun et udsnit af et overdådigt ædegilde, som Marie havde fremtryllet. Someone kom med en sækkevogn!

Nå kære læsere. Jeg skrev for ikke så mange dage siden, at det vildeste ved at have startet den her blog, er al den positive feedback der har været omkring mine skriblerier og tanker. Nu er jeg så løbet ind i en anden form for tilbagemelding, der desværre ikke har været lige så venlig stemt.

Det har betydet, at jeg er blevet nødt til at justere på nogle småting, for at forsøge at stille alle tilfredse. Mine bonusøgler vil derfor fremover ikke blive nævnt ved navn, men K & G.. og diverse kaldenavne (som også kan gå hen og blive ganske interessant). Man vil heller ikke længere kunne nyde deres små bassehoveder på print.

Nu er jeg jo ikke et menneske der lader sig diktere af hvad andre synes jeg skal og ikke skal. Min far har altid sagt at jeg er en kat. Jeg er min egen – og selvom jeg ofte har vrænget lidt på næsen af det, kan jeg jo faktisk kun give ham ret, her på mit 30. år. Jeg bryder mig ikke om at ændre min blog, fordi andre har beordret mig at gøre det. Men jeg er villig til (i det her tilfælde) at imødekomme andres ønsker og behov, til et punkt hvor jeg ikke går på kompromis med indholdet af bloggen. Så fortvivl ej. Emnerne vil stadig være ‘dem de andre ikke vil lege med’, og holdningerne vil stadig være brygget 100% ud fra Heksens egen kogende kedel.

Og med de ord vil jeg ønske jer en god nat. Der har været knald på hele dagen i heksehytten. Da jeg arriverede hjem på min kost, var huset fuld af familie der fejrede at Roberts lillesøster fik 10 i afsluttende eksamen og kan nu kalde sig kandidat dygtig. Med en eftersnert af tømmertusser fra lørdag, har det efterladt mig som en splattet kat og jeg overvejer at spørge min kære mand om han gider børste mine tænder… mon han egentlig ville sige ja? Måske det skaber en skævvridning i forholdet, hvis man pludselig finder sig selv med sin mands knytnæve i munden? Argh, jeg går i seng. Over and out.

IMG_9810

Den dygtige studine og storebror, Peter – unge og flotte

Du må ikke bedrive hor (efter du er fyldt 25)

IMG_2101

Den indre utroskabs ræv – den ser sådan der ud. Vidste I det?

Somebody, forklar mig hvad meningen med det der Victoria Milan er?! (som nu hænger som store bannerreklamer overalt). Ja, jeg er med så langt som at det handler om at finde sig en affære blandt andre freaks der også er gift, eller i et forhold. Jeg mener bare, er man ikke dødsens angst for at blive nappet af en fra vennekredsen, der lige er inde og snuse, eller tænker man ’hvis jeg bliver opdaget, gør den anden det også og vi må derfor kunne lave en pagt om at fortie’? Beats me. Men jeg synes eddermammer det er at tage pis på alt hvad der hedder forhold og ægteskab. Jeg er jo ikke mere blond, end at jeg godt ved, at affærer finder sted oftere end Jim Lyngvild viser diller (det er tit), men ligefrem at gøre det så tilgængeligt som en hjemmeside, der bare kræver et password og en lille smule IT snilde (jeg håber da man sletter sine spor), synes jeg er ækelt.

Inden i bliver blændet og blinde af min velpudsede glorie, vil jeg godt skåne jer og indrømme, at jeg selv har været utro. Mere end én gang. I mine yngre dage. Utroskab er som sådan aldrig i orden. Det mener jeg faktisk. Men noget i mig har lettere ved at tolerere det, når det foregår i de tidlige tyvere, hvor man først for alvor er ved at lære hvad begrebet ’kærlighed’ handler om, og hvor man prøver grænser af for at finde fodfæste.

Men når der begynder at snige sig ægteskab, børn og alvorlige forpligtelser ind i forholdet, har du et ansvar. Ikke kun for dig selv, men også overfor et andet menneske, hvis hjerte du har hapset og lovet at passe på. Du kan ikke længere gamble og håbe du lander på dit lykketal og klarer frisag. Hvis man ikke kan holde nallerne for sig selv, må man jo sætte sig ned og tage en snak med sin partner og finde ud af, hvor lysten til at lave ballade stammer fra. ’Det er jo lettere sagt end gjort’. Også i den grad – men det skylder man det menneske man er sammen med.

Nu er det selvfølgelig også fordi jeg selv har mærket utroskabsdolken blive jaget ind i min egen ryg, at det ligger mig så meget på sinde. Og så er jeg bare blevet ældre. Det går bare ikke at opføre sig som en på 25 mere (når det kommer til utroskab, that is. At hamre shots til kl. 06 er en anden snak). I øvrigt lovede jeg min mand en ting eller to, da jeg stod i The city of Sin (hvor paradoksalt, hva’?) for lidt over 1 år siden. Vi har således begge en klar aftale omkring det forbudte æble og befamling heraf. Eat it, and die, eller bare… skrid mis!

IMG_3415

I do

Jeg kender tons af mennesker, der har været utro, som sagt incl. mig selv og også min egen mand i de yngre dage. Det er næsten mere reglen end undtagelsen, at man har bedrevet hor (udenom ægtesengen altså). Faktisk har hver 3. i et fast forhold, været utro. Men hvorfor er det efterhånden blevet så udbredt et fænomen, det der utroskab? Er folket blevet mere lækre? E det bare blevet smart og legitimt at tale åbent om? Er vi blevet mere tolerante og villige til at give vores partner plads? Næh, ingen af delene tror jeg. Jeg tror bare vi er blevet en flok forkælede møgunger, der vil have i pose og sæk. Her mener jeg ikke luderen og Madonnaen, pimpen og Jesus. Her mener jeg, at vi både vil have en bragende karriere og en forstående partner, der giver plads og udviser tålmodighed, når vi er for trætte til hyggeligt samvær (i mere end én forstand). I den proces taber vi hinanden og man hægtes ud af samarbejdet, tosomheds teamet og man bliver to individer, uden samhørighed under samme tag. Kommunikation bliver en pink diamant i Afrika – det samme med sex og til sidst bukker den ene af parterne (eller begge for den sags skyld) under for Majbritt fra marketing eller Key account Kaare, ved den næste julefrokost (den vildeste kliché, men ikke desto mindre er hver 5. utro ved det årlige snapsebal, cray right?).

Med i pakken når man er dødforelsket, følger også angsten for at miste. Det er jeg. Jeg er da bange for, at Robert en eller anden dag synes, at hende den unge mørbrad der brygger hans morgenkaffe på Riccos, er mere interessant end hans egen wife. Heldigvis vil jeg altid være 10 år yngre end min kære mand (hæ) og i øvrigt tænker jeg, at så længe jeg mærker angsten for at miste, er jeg stadig in love og lige præcis dér hvor jeg skal være. Den dag jeg ikke længere er bange for, at en 25årig marcipan skinke skal kaste sine fedtede hove i min mand, skal jeg måske til at revurdere mit ægteskab. Og hey, han får det ikke vildere end Bonusheksen, så jeg sover roligt om natten. Gnæk gnæk.

IMG_0725

Vi får i øvrigt ret svært ved at slippe af med hinanden

AA og gokkeand

IMG_1372

Der findes virkelig mange sjus billeder på min computer

Åh, den der lørdag morgen hvor man vågner uden kødsår i munden og uden fornemmelsen af, at være blevet brugt som boksebold af små dværge, hele natten. Læs; lørdag morgen uden tømmermænd – I LOVE YOU! For at være ærlig er jeg ved at være fyldt op, af arrangementer hver weekend, om end det er sjove selskaber og sjusserne bedøver så dejligt (Wow?!). Jeg kan mærke på min krop at den bliver træt og slatten, af ugentlig promille afstraffelse og det tager mig længere og længere tid, at prøve at agere normal efter drukkenskab. ’Så lad’ vær’ at drik’ sjusser når du er ude’ – spis klidkager i stedet for sovs, juleaften! Det sker jo ikke. Er jeg ude til fest der inkluderer sjusser, så drikker jeg dem – og bøder senere.

IMG_0965 IMG_1368

M-A-N-G-E

Nå, never the less. Denne weekend og de to næste står den på fødselsdag, kandidatfest og julefrokost. Derfor må jeg transformere min lever om til en svamp, styre mit madforbrug (pivsel) i løbet af ugen, plyndre en helsekost forretning for vitaminer og give den en ekstra røvfuld i fitness konservatoriet. Planen efter de 3 forestående weekender, er så at melde mig ind i en privat form for AA, hvor Robert skal agere sponsor (måske jeg skal revurdere dén del af planen) og ellers holde mig tørlagt indtil … måske juleaften, hvor de der sukkerkartofler, den lille gokkeand (altså, den siger gok sådan en, ik?) og flødegrøden med ris, skal have baghjul i rødvin og sovs. Det bliver fremragende.

IMG_2531

Virkelig mange (jeg stoppede med at tælle ved 30. Er det for mange)?

Apropos træning. Min mand og jeg hár statueret gode eksempler i dag og stod således op kl.8.15, for at tage over og flå i jern. I Fitness.DK, forståes! Nu står den på morgenmad med de små, inden turen går ind til Mordor, aka. København K, for at finde gave til Roberts lillesøster og måske en lille ny klud til undertegnede, så jeg kan forsøge at outshine mine lækre damer senere i aften (som om!).

IMG_2628

Speaking of at outshine – da jeg bladrede mine billeder igennem, fandt jeg det her. Kender I det hvor man bliver klar over, at man har lidt for meget tøj, når man pludselig tænker ‘hmm, hvor er dén’.? De der shorts – de skal da findes 

Kl. 16 skal jeg mødes med Sarah, til en pre kop vin, inden den faktiske vin runde hos Anna. Det bliver en god resten af dagen.

Jeg har i øvrigt bagt en cheesecake til fødselsdagen i aften. Jeg er ikke til cheesecake, faktisk hader jeg (stærkt ord, I know) ost. Men dén her. Ooooh, dén her. Jordbær cheesecake med bastogne bund. Jeg siger jer, den dræber.

IMG_2904

Normalt kan jeg spise viiiirkelig meget kage. Men den her kræver flere dages faste, hvis man skal klemme 2 stykker ned

Du har ret til ikke at udtale dig, alt hvad du siger, kan blive brugt imod dig…

P9010583

Da Robert og jeg var i Italien i sommers, var vi forbi Lucca hvor vi besøgte et tortur museum (how could you not?). Den her ‘maske’, blev mennesker der havde opført sig grimt, tvunget til at have på. Jeg håber kun der er én tilbage og at den er godt låst væk – i Lucca

Et af de længere indlæg. Men et der er yderst relevant for MIG, at ytre min holdning til. Læs lige med.

Det vildeste ved at starte den her blog, udover at opdage, at der rent faktisk er andre end min mand og mine forældre der gider læse med, har været at modtage mails og kommentarer, fra andre bonushekse der takker mig, for at være ærlig og for endelig at have fundet noget forståelse fra en ligeheks.

Jeg vidste jo godt at hele emnet omkring det at være bonusheks er meget prekært, ømtåleligt og til tider tabubelagt. Altså den sande side af sagen, ik’? Og det var sådan set også derfor jeg startede med at blogge, om selvsamme emne. Fordi jeg selv så mange gange på bare 2 år, har følt mig alene og rådvild. Ja ja, der er skrevet masser af bøger om projekt familiesammenføring, tonsvis af artikler og den ene ekspert efter den anden, har udtalt sig stort og flot om hvilke redskaber der skal tages i brug, i en ’plastik’ familie (mit eget ord for en moderne familie, med bonus det ene og det andet). Men når man står midt i suset af en andens børn, ekskoner/kærester, planlægning, madpakker og rutiner, kan jeg ikke bruge en klog kones lange uddannelse til noget. Jeg har brug for at høre, at andre som er i samme situation som mig, også bander højt, bider i puden og føler sig som en forkælet 3årig, nogle gange når tingene spidser til, og man undrer sig over hvad der lige pludselig skete i sit eget lille liv.
Det kan være en støtte og en god form for vejledning, at få nogle redskaber til hvordan man håndterer processen omkring det at finde sin rolle i en ny familie, bedst. Sagen er bare den, at det JEG har haft mest brug for, er sandheder og følelser. Den ægte sandhed og de blotlagte følelser om hvordan det er, at blive kastet ind i en arena hvor man til tider føler sig blottet og udsat.
Jeg læste engang en bog af en bonusheks, der skrev om det at blive én. Hun havde interviewet 7 kvinder, hvoraf de fleste havde valgt at være anonyme. Det var naturligvis kun dém, der var hudløst ærlige. De øvrige deltagende stoppede hver gang den ægte sandhed tittede op over kanten. Af frygt forestiller jeg mig. Frygt for at blive stemplet af diverse læsere, egen mand, ekskoner, børn osv., som Judasheks der skal direkte på grillen.

Alt det her får mig til at tænke… og tænke. Hvorfor er det her emne så tabubelagt? Så hemmeligt? Så svært at berøre? Hvorfor ender det altid med en enormt praktisk tilgang til at berøre situationen? Bøger der håndterer sagen i begreber og modeller. Vi kan diskutere skilsmisser, sygdom, økonomi, depression, utroskab, vores sexliv og børneopdragelse. Der er vi ikke bange for at have store armbevægelser, eller komme med eksempler fra vores egen matrikel. Er det virkelig ikke muligt at være åben og ærlig omkring emnet ’BONUS____ (indsæt selv her), fordi der er børn involveret? Kunne man ikke forsøge at pille børnene ud af relationen og forholde sig 100% til de følelser, man står med som VOKSEN, i en sammenført familie situation? Jeg er bange for at svaret er nej. Lige så snart der bliver blandet børn ind i det, vil rigtig mange have svært ved at holde tingene adskilt og isolere de involverede parter. Desværre, må jeg jo sige her, da jeg tror en større åbenhed omkring emnet, ville kunne betyde en lettere og mere gnidningsfri hverdag, for mange af familiens medlemmer. Både dem på hvide og gule plader.

Der var en læser der skrev til mig, at det var død frustrerende, at ingen forstår hende når hun synes det er stejlt at have et bonusbarn. Det på trods af, at hun holder virkelig meget af det lille væsen. Men hverken hendes mand, hendes veninder eller nogle andre synes at forstå hvad det er hun svømmer rundt i. Alle har dog en klar holdning til, at hun bare skal tage den med ro. Og som hun skrev ’man kan bare ikke sætte sig ind i det, når man ikke har været der’. Uden nu at lyde som en solidarisk rødstrømpe rive. Nej, det kan man bare ikke. Hverken manden eller veninderne, eller familien. Selvom mange forsøger af godt hjerte, at sætte sig i bonusrollens sted.

IMG_2275

Hvem spiser hvem først?

Når jeg raser ud engang i mellem over hvor frustreret jeg kan være omkring hele situationen, er der rigtig mange der misforstår mig. Mange der forsøger at kontrollere det løftede øjenbryn, men som ligner nogle der har rigtig svært ved det. Mange glemmer at overveje, at det slet ikke er børnene som sådan jeg er irriteret på. Det er hele situationen om at være magtesløs. Om ikke at være herre over tingenes forløb og tilsidesætte egne behov for nogle andres. Selvfølgelig er man den voksne og den der bestemmer, men det gør du stadig på nogle andres præmisser, på børns præmisser, og du skal konstant træde varsomt, for ikke at jokke nogle over tæerne. Jeg tror mange udenforstående glemmer den kobling og ser udelukkende et lille menneske, et barn, der så let som ingenting kan gå i stykker i processen, hvis ikke alle omkring dem træder et skridt tilbage og tilsidesætter sig selv.
Der er jo ingen der kan lide at være kontrolleret eller styret. Men det er faktisk lige præcis den følelse man kan have som bonustype. Det betyder jo ikke at man hader børnene og ønsker dem til helvede, men hele situationen isoleret, kan man nogle gange have lyst til at spænde fast på en raket.
Dertil kommer jo så også hele misseren med, at du som bonusheks bliver opfattet anderledes end den biologiske forælder. Både af børnene, men også af resten af omverdenen. Robert kan f.eks. godt nogle gange sige ’shit, hvor er de (børnene) irriterende’, som alle forældre ind i mellem tænker om deres unger (lad vær’ at lyv’). Men hvis en bonusforælder siger det samme, høres der svage gisp rundt i krogene. Det ér bare tabu at ytre sin ærlige mening som heks, da det hurtigt lyder hårdt, koldt og strengt, fordi der ikke indbygget og naturligt medfølger oprigtig kærlighed, en bonusforælder og barn i mellem. Sådan er det til gengæld barn og biologisk forælder i mellem og derfor bliver en hårdere tone fra forædlerens side, automatisk også mere tolereret.

Slutteligt er det bare lettere for de fleste (tror jeg), at sætte sig ind i den biologiske forælders sted. Den forælder der skal overlade sine børn til en bonusheks/troldmand og som skal forholde sig til, at der er en anden der skal opdrage og agere omsorg for sine kære små. Det er lettere at forholde sig til den forælders frustrationer, bekymringer og til tider vrede, da det er mere håndgribeligt og let fordøjeligt. Det er lettere at forstå, fordi den handler om en rendyrket kærlighed til børnene og fordi vedkommendes frustrationer ofte vil bunde i en bekymring, overfor børnenes ve og vel.
Når det er bonusforælderen der skærer tænder, tror jeg mange er tilbøjelige til hovedrystende at tænke ’vær’ nu lige den voksne’.

Hør her, jeg er jo godt klar over (som jeg har skrevet før i øvrigt), at alt handler om børnenes ve og vel. Det er dem der skal være 100 % fokus på, dem der skal passes på og tages højde for. Men det er ikke det, jeg forsøger at belyse her. Jeg synes som sådan der er masser af dialog og fokus på, at børnene skal have det godt, i en sammenbragt familie. Deres ord bliver talt og heldigvis for det, for de kan selvskrevet ikke gøre det selv. Jeg forsøger ganske enkelt at sætte gang i en debat, jeg i den grad synes mangler fokus. Det er som om at bonusforælderens stemme drukner eller forties, i dialogen om bonusfamilien og konstellationen herom. Der skal helst være en ekspert, eller en en form for familieterapeut bag diverse udtalelser og udsagn, før det bliver legitimt og spiseligt.

Jeg vil hverken klappes på hovedet, eller aes på kinden. Tværtimod (jeg er ikke så god til folk der rører mig i hovedet). Jeg vil sådan set bare kvække et pip på mine egne og mine medhekses vegne, omkring det at være bonusforælder. Fortælle, at jeg ikke hader mine bonusøgler, fordi jeg nogle gange synes de er irriterende og træls, at mine til tider, verbale frustrationsudbrud ikke går på, at jeg er sat sammen med to børn jeg ville ønske væk til ønskeøen, men at det oftest handler om en situation jeg ikke var forberedt på og som jeg stadig er ved at finde mig til rette i. Formentligt noget der vil tage et helt liv. Jeg tænker bare at læreprocesser skal deles, så andre kan få muligheden for at kloges på, i det her tilfælde, mine erfaringer (hvad enten man finder min håndtering omkring det at have bonusbørn, rigtig eller forkert). Ved at dele erfaringer og oplevelser, kan det jo være at bonusfamilien udvikles. Måske endda til gavn for dem det hele i sidste ende handler om: børnene!

IMG_2677

For dé der to

Fortids fortælling (del 3)

IMG_0498

Julen 2012

Julen 2012 var hård. Jeg havde ingen kæreste, og resten af min familie var ligesom ’teamet op’. Det fik mig til at føle mig meget alene, frustreret og ensom. Svært, i en tid hvor det er meningen at man skal føle det direkte modsatte (Ho Ho Ho. Som om). Traditionen tro skulle jeg i byen med det gamle slæng d. 25/12 og inden jeg, helt snapse stiv, væltede halv deprimeret (fantastisk kombo?) ud af døren, sagde min kloge mor, efter vi havde talt kærestesorg og mænd hele aftenen, til mig: Hvem ved Ninna? Det kan være du møder ham i aften. Bingo og endnu 1 point til hende den kloge, der ikke slog mig ihjel, trods et halvt år med konstant kolik.

 

IMG_0520

Stinne havde forsøgt at dække mit undercut, som hun til dels havde ansvaret for. Tilgivet, med denne fine frisure, som prydede mit lille hoved, første aften jeg mødte Robert

Jeg mødte Robert på Penny Lane (det lokale røvballe sted) i Sønderborg d. 25/12.2012. Selvom vi er fra Sønderborg begge to, har Robert 10 år på mig. Til den kloge side (eller?), så det var ikke fordi vi rendte ind i hinanden til gymnasie reunion og andet gøgl. Jeg tror godt man kan sige det var kærlighed ved første blink. Også selvom det var igennem en tåge af min fars hjemmebrændte og husbandet, der gav deres fortolkning af Proud Mary (why?). Uden at lyde Københavner snobbet (okay, det kan ikke lade sig gøre), er det ret let at spotte, hvem der ikke er bosat i Sønderborg, når man er hjemme på besøg. Sagt på en anden måde; man kunne godt se, at Robert ikke shoppede i den lokale Jack&Jones, så jeg var instant interesseret. Det er vist heller ikke længere nogen hemmelighed, at jeg har en ting for tuscher, som i har set, at Robert besidder en del af.. og så var han bare virkelig, virkelig pæn! Vi faldt hurtigt i snak og lavede endnu hurtigere en aftale om, at vi skulle ses når vi begge var tilbage, i vante rammer hjemme i København (sjovt hvordan både Sønderborg og København er hjem). Det gjorde vi så d. 27/12.2012 og siden har vi ikke været fra hinanden.

 

IMG_0518

Én af farens berømte hjemmelavede blodfortyndere

Det var vildt at blive kærester med Robert, fordi jeg fra starten fik alt det jeg nogensinde havde ønsket mig, drømt og fantaseret om, og så lige en spand fuld mere til. En good guy, der havde styr på sit liv og sine værdier. Robert er en drengerøv og en balladebandit, jo jo, men han lagde ikke skjul på hvad han ville, der var ikke nogen jagt og han behandlede mig ordentligt. Det har han gjort hver dag lige siden.

Hvad pointen med den her lille triologi er? 1. At man aldrig må lade sin fortid, bremse sin fremtid. Jeg har ikke på noget tidspunkt været bange for, at brænde nallerne igen, fordi jeg tror på kærlighed og at det nok skal lykkes, på et eller andet tidspunkt. 2. At vild kærlighed ikke behøver starte med en ulige jagt, der skal ende i en masse frem og tilbage med ’måske vil han, måske vil hun ikke’. When it’s right, it’s right! 3. At en grim fortid kan være med til, at ens fremtid bliver så meget bedre, fordi man véd hvordan man ikke vil behandles. Jeg blev meget bevidst om mine egne grænser, og jeg var ikke bange for at fortælle, hvad jeg forlangte af et forhold og en kæreste. Det har aldrig været nødvendigt at forklare Robert, fordi han har indfriet alle mine forventninger på forhånd. Men jeg var klar til at tage snakken, skulle det have været nødvendigt. 4 og slutteligt. Jeg tror at mit tidligere forhold har gjort, at jeg er villig til at strække mig så meget længere for kærlighed. Også de ting man måske ikke lige havde set komme. Som mine 2 bonusøgler. Det var ikke lige dét jeg havde forestillet mig, min fremtidige kæreste skulle have med i bagagen. Men det blev en bagatel, når jeg satte det op imod alt det andet jeg fik med, i den store mand med farvelade rundt om.

Så tak. Tak til en ekskæreste der slap mig fri, så jeg kunne møde ham, der har lært mig hvad ægte, dybfølt, respektfuld og ligeværdig kærlighed handler om. Og tak til min mand, der har givet mig alt det jeg ikke troede fandtes. Det har gjort mig til et bedre mig.

 

IMG_2452

Ham der. For altid

AMEN!

Speaking of bonusøgler. De to på henholdsvis 8 og 10 ankommer senere i dag, til deres andet hjem, aka. mit faste og så starter 5 børnedage. Der er ikke lagt de store planer, udover at undertegnede bonusheks forlader banden lørdag aften, til fordel for en fødselsdags fest hos min veninde Anna. Jeg glæder mig tosset. Alle mine piger kommer og jeg har ikke set dem i samlet flok, siden jeg kunne flashe bare stænger i sandaler. Altså noget der minder om 100 år siden. Men jeg håber at de to små og deres far (nok bare de to små. Det var som om faren blev svært glad for fodbold app’en sidst), har lyst til at fortsætte Harry Potter kavalkaden sammen med mig. Både fredag aften, som altid er helliget os 4, og måske de også kunne lokkes (lokkes, ha) søndag, hvor jeg nok har et hoved, der kan bløde rødvin.

 

IMG_3522

Jeg glæder mig til dans og sladder

Jeg er heldig. Heldig og glad!