Mussestykket….

IMG_3686Selv Andersine er blevet en skinny bitch

Nogle vil gide at læse dette indlæg, andre vil tænke ‘åh, så hold dog kæft heks’ og klikke væk. Click away, det er helt okay. (Rimtypen, hva’ba?)

Min søde mand sendte mig den anden dag en artikel, eller et skriv om du vil, fra Information. En pige havde meget fint skrevet, at hun var træt af høns der konstant og vedvarende ser på sig selv med selvkritik kikkerten. I ved, den der ser alle de små buler, som ingen andre ser. Hun selv havde meldt sig ud af det evindelige selvhads ræs, og virkede til at nyde det – med kage til.

Jeg ved jo godt, hvorfor Robert sender netop dén artikel til mig. Selvom jeg ikke er sværvægter udi selvhad, er jeg stadig en pige der måske lidt for ofte tager bæbriller på, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg har heldigvis flest dage hvor jeg vender tomlen op, frem for ned når jeg flexer foran spejlet. Men dagene hvor ’mussestykket’, som jeg kalder det, (i ved, det bløde stykke på maven) irriterer mig nok til at jeg må berette det, forekommer da fra tid til anden. Jeg synes egentlig det er vildt ucharmerende, og vil meget hellere være typen der for evigt kunne rende rundt i bar røv og blød mave, med et glas nutella i hånden, smilende og tilfreds (for ligesom at male billedet, ik).

IMG_3794 2

Når jeg så ser mig selv helt udefra, på et billede som dette, så skammer jeg mig over at jeg sommetider kører selvhad. Jeg er faktisk ret stolt over hvad jeg har opnået på et år. Og jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst!

Egentlig tror jeg mit tenderende selvprikkeri kommer sig af, at jeg var lidt tung som teenager. Det gik mig på, og først som 18årig kom jeg det rigtig til livs, i form af træning og kostomlægning. Det sidder i mig, ikke at være tilfreds. Og nå ja, så er jeg tøs og vi har det med at tendere HysseHenriette om vores egne sjælehylstre (læs krop, ik).

Jeg havde en lang snak med Rob om det sidste dag. Vi kom ind på det der med hvornår man er tilfreds og hvad der egentlig skal til. Den kloge mand sagde bl.a., at før man definerer hvad det er der er målet, med træning, nærspejls studering, kostomlægning, kageafholdelse osv., før kan man vel ikke blive tilfreds, fordi det er uklart hvad man arbejder hen imod. Bingo! Det er jo bl.a. det jeg mangler. Jeg træner rigtig meget og lever rigtig sundt. Det gør jeg helt klart fordi jeg bliver glad i bolden af det, jeg får energi og jeg bliver stærk. Dét i sig selv er rart. Men jeg stræber jo også (uden at vide det) efter et ideal, som jeg ikke engang er sikker på jeg har lyst til at blive.

Min booty er rund af natur. Efter 1 års intens træning, er den blevet endnu mere rund og nu også temmelig fast. Bonus. Mine arme er blevet tonet og mine lår er blevet strammere. Ding, ding, ding. Min mave er stenhård – indenunder det lille mussestykke! Og det irriterer mig. Men hvorfor? Jeg har på ingen måde lyst til at have six-pack og kan faktisk godt lide at man kan se jeg er kvinde og at mad ikke skræmmer mig. Så hvorfor slutter jeg ikke bare fred, i stedet for at gokke mig selv i mussehovedet? Det gør jeg måske også nu, fordi jeg er begyndt at definere mit mål, der i bund og grund handler om at være sund og stærk… og tilpas.

IMG_3863….og så vil jeg bare have plads til den der slags goder i mit liv. Jeg fyldte ekstra i posen igår, eftersom NOGEN havde spist alle chokoladesneglene. ØV

Faktisk synes jeg jo at kvindekroppen er FAB. I går morges da jeg havde trænet, var jeg i bad og gjorde mig klar derovre, inden work. Eftersom Robert og jeg lige havde haft al den her snak om træning og krop og selvbevidsthed, kom jeg til at stå og stene (lure Lonni) på de andre kvinder i badet. Tænk hvor forskellige vi alle er – ikke to er ens. Det er der ikke noget nyt i, I know, men jeg stod der og tænkte over, at der sikkert var andre som mig i det der bad, der også punker sig selv for at være for bløde til den ene eller den anden side. Sagen var bare den, at jeg synes alle de kroppe jeg så, var pæne på hver deres måde, og ingen af dem var punkværdige.

Det gav mig faktisk stof til eftertanke – og gør det stadigvæk.

Earlybird hvid brød’s pige

you

Sådan har jeg det lidt med fredag i dag. Neon thanks!

Hej fredag, velkommen til mit liv.

Jeg startede dagen med at have uanede mængder af selvdisciplin og stod således op kl.06 for at skride over og træne. Det er fedt, jeg kan godt lide det, men den bider altså en i nummi, i den anden ende (hø)!

Weekenden byder os ikke det vilde. En god portion træning og en ansigtsbehandling (hvor Hellerup’sk), er sådan set det eneste der er fastlagt. Vi har jo de små, så det sætter en naturlig begrænsning for voksensjov, men det er som sådan okay. Der er planer på programmet hver eneste weekend hele februar, og det halve af marts med, og selvom det er gode- og selvvalgte ting, kan jeg godt få fornemmelse af spændetrøje ved at se blå skrift ud for hver weekend i kalenderen.

I aften har jeg planer om at henslænge mig i bløde stoffer (tøjstoffer, bevares) og stirre tomt ud i luften, mens Lina Rafn forsøger at være klog på musik, i den bedste sendetid. Og så bliver det nok en af de fredage, der slutter lige så fornuftigt som en onsdag. #VoksenVicki.dk

Modeugen er over os hva’? Min instagram flyder over med de samme billeder, af de samme shows, af de samme modeller, af de samme outfits og de samme stendøde og keeeedelige ansigtsudtryk. Jeg snusede en meget kort overgang til modebranchen men må indrømme, at jeg den dag i dag er glad for at jeg ikke lod mig suge ind i kulten. Jeg er bare mere en ’hvid brød med smør’ kind a type.

IMG_3857.PNG

Speaking of fashion. Jeg har længe ledt efter en god, sort, hverdagskjole. Elsk lige den her, hva?

Apropos, mon man lige skulle inspicere de der chokoladesnegle i køkkenet? Det er vel fredag!

IMG_3858.JPG

I ved – den der slags, ik?

Er du lalle Lullu eller kylling?

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOg så har jeg brug for det her i mit liv igen! Sommer, sol, smukhed!

Jeg har det sådan lidt funky for tiden. Ikke på den der boogie/soul agtige måde, men på den der lidt splittede/ubeslutsomme måde.

Jeg har igen fået en revival for min forelskelse i Robert. Den kommer med jævne mellemrum og jeg føler mig ligeså sindssyg, som det første halve år vi var kærester. I går mødtes vi efter work på Taxa og spiste mad og sludrede i nogle timer, inden vi driblede hjem og lavede fort i sengen, så Blå Øjne (har i set den på DR? DO IT) og så sov vi herre tidligt. Hvad mere vil du ha’?!

Når jeg siger funky er det mere på det praktiske plan i mit liv. Noget i mig har lyst til at sige mit stabile, velbetalte, bonusberigende (altså som i DOLLARS bonus), pensionsbetalte (i den særdeles høje ende), sundhedssikring’s hverdagsjob op, og stille mig ned og lave kaffe på den lokale kaffebar 3 dage om ugen. Ved siden af kunne jeg være fitness instruktør, og blive modstykket til nogle af de lallende Lullu’er, der svanser rundt derovre. Jeg er beriget med en mand der har en succesfuld business, så vi ville fint kunne fungere.

Jeg er bare en kylling. Eller også er jeg bare opfostret af en far der er gammel bankmand og særdeles fornuftig af natur. ‘Græsset er altid grønnere’, ‘tænk på fremtiden’, ‘økonomisk sikkerhed’ og alt det andet jazz er bare mejslet ind i skalle på mig. Og.han.har.jo.ret!!

Noget i mig fryser bare og får mit hoved til at dreje 180 grader, når jeg hører ordet ‘begrænsning’. Jeg får det stramt og får lyst til at gøre alt modsat (Tjullehut Ninna 4 år). Det på trods af, at jeg faktisk har det ganske udmærket, der hvor jeg er. F.eks. det der med at rejse udenlands et år. Til New York. Fordi jeg véd det ikke kan lade sig gøre, pga. børnene, hiver det pludselig voldsomt i mig og jeg kan næsten få mavekneb over hvor træls jeg synes det er, at det ikke kan lade sig gøre. Omvendt. Hvad vil jeg over til? Hvad vil jeg væk fra?

Jeg ser det som noget positivt dog, alt det her funkybusiness. Det er godt lige at revurdere situationen og kigge ud over klippekanten nogle gange. Ellers bliver det hele sgu lidt for farsfarvet og dét skræmmer mig næsten endnu mere. Og ved I hvad? Jeg kan oprigtigt, uden at lyve sige jeg er lykkelig. Hvor mange kan det?

OLYMPUS DIGITAL CAMERANeed I say more?

En bonusforælders plads i et forældre forhold

IMG_3852Havregrød med diverse toppings er the shiat for tiden

Okay! Jeg er ovenpå igen. Denne gang har jeg planer om at blive heroppe. Shit (ikke uovervejet ordvalg), hvor er jeg træt af at være slået i gulvet, aflyse aftaler, droppe træning og miste planlagte glædningsting, pga. sygdom!

Jeg startede dagen med en mild omgang træning, sammen med Hr.Robert. SÅ dejligt at bruge den lille krop igen. Nu skal jeg bare fylde føde i tanken og flere muskler på kvistene, så er jeg klar til forår og nye scener.

Jeg har støvsuget DR’s hjemmeside for dokumentarprogrammer, når jeg da har fået lidt fred fra helveds Pac manden i min mave. Jeg så blandt andet et program om danske familier, og de mange forskellige sammensætninger heraf. Bl.a. fulgte man en bonusfamilie, sammensat af mand og kvinde med hver deres 2 børn. De boede i en giga kasse på Frederiksberg og på den øverste af 3 etager, havde de indrettet ‘børnefri zone’. Flag og glitter for dét! Et af de her rum på topetagen var dog indrettet som en form for mødelokale, hvor ‘TAVLEN’ hang. Den her tavle var en forhandlingstavle, som sønnen til manden skulle op og stå ret ved X antal gange om måneden. Ved hjælp af en form for formler XxY 2 + 6 = 240 kr. om ugen (bare et eksempel) skulle knægten her så forhandle lommepenge. Jeg fandt aldrig ud af systemet, og var da også mere fokuseret på kvinden, altså bonusmoren, der – hvis i spørger mig, bar sig temmelig uheldigt ad.

Hun styrede ligesom slagtes gang og behandlede mere drengen på 16 år, som en elev/kursist, end et familiemedlem. Faren (ho’skvat’st), kom ikke med de store indvendinger, og JEG fik klart fornemmelsen af, at TAVLEN var hendes værk.

Det fik mig til at tænke. Som bonusforælder opdrager du på lige fod med barnets biologiske forælder, aka. din partner. Jeg vil til hver en tid handle ud fra mine egne grænser, når det kommer til børnene. Jeg vil ikke stå i kulissen af Robert og lade ham styre slagets gang. Når de er hos os, er det Robert og mig der bestemmer og de skal indordne sig efter vores regler. Jeg vil heller ikke have noget problem med at lade dem vide det, hvis de en dag udvikler sig til rebelske teenagere der kaster med eder som ‘du er ik’ min mor, du bestemmer ikke over mig – jeg vil meget hellere være hos mor’. Mit svar vil kontra og prompte være, ‘jamen ved du hvad min skat, så synes jeg du skal tage hjem til din mor’.

Jeg vil bare aldrig være en bitch omkring det. Følg mig her. Børn (de fleste af dem), har en naturlig respekt for deres forældre, fordi de er vokset op med dem fra spæd. Det er dem der lærte dem ordene ‘nej’, ‘stop’, ‘stop så’, ‘stop så for fanden’, osv. De kender forældrenes grænser og naturligvis vil de blive prøvet af, i takt med at ungerne bliver ældre, men der er sået en respekt, som de fleste forældre vil kunne hanke op i, når det hele bliver lidt for skingert.

Som bonusforælder skal du først til at så respektkornet, og så skal du vente på at det gror. I mit tilfælde overfor børn der allerede havde dannet en personlighed og holdninger til tingene, da jeg overtog en del af ansvaret. Jeg har fra starten haft min limpistol i baglommen og været ret urokkelig omkring mine grænser overfor dem, så de har vidst aldrig rigtig været i tvivl om hvor de har mig. Men jeg har også opført mig ordentligt og vist dem respekt tilbage. Jeg har ikke udnyttet min voksen autoritet og været en unødvendig idiot, bare fordi jeg kunne, og fordi deres far er en forelsket teenager på 40.

Jeg fik lidt lyst til at sige til hende tavleskinken at hun skulle slappe lidt af og opføre sig pænt. Som en voksen og som en forælder – til EGNE børn, vel og mærket. Samtidig steg min trang til at lægge mandens kugler (hvis der var nogle) i en nøddeknækker og lige stramme let til, så han fattede hvad der foregik omkring ham.

IMG_0683Ham knægten lignede til gengæld en der havde det sådan der

Ah, det er godt at være tilbage!

 

When hell freezes over

IMG_3841Anders Agger Indefra – fantastiske programmer, som underholdt mig hele dagen i går. Rob datede sin PS

Jeg er en sølle, kedelig bloggerheks i disse dage. Jeg ligger nu på 4.dagen med min lidelse og tænker, at det faktisk var mere behageligt at have 40 i feber. Jeg er jo bundet til min lejlighed og har ikke smagt frisk luft, siden jeg cyklede hjem torsdag aften. Suk!

Jeg føler at nogen har suget al liv og sjæl ud af mig, og selv en kat i modvind er mere charmerende end jeg, lige nu. Dog kan jeg sende en stor ros afsted til DR’s hjemmeside, der har underholdt mig hele weekenden. Robert har ageret sygepasser, og får topkarakterer fra undertegnede.

Nu skal jeg se om jeg kan klemme lidt morgenmad ned og så skal jeg vist til at kigge lidt nærmere på det medicin jeg har fået anbefalet. Én dag mere og jeg begynder at tælle gulvbrædder i vores lejlighed (der er ret mange)!

Nøj jeg glæder mig til at komme ud, når det her helvede er ovre!

Porcelæns gulvvase og rød saft

IMG_3817Dessert himlen

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal starte. Jeg har lyst til at råbe noget meget grimt, både ud i stuen, men også ud på bloggen – af ren frustration. Jeg er simpelthen blevet syg, igen! Denne gang er det dog ikke med 40 i feber og følelsen af 100 kanyler i huden, men det er næsten lige så træls.

I torsdag efter jeg var til tandlægen og endnu engang fik erklæret 0-huller, og en masse ros (de små sejre?), cyklede jeg med kæften fuld af knasende, blåt rensestads, ned for at mødes med Sarah til kaffe. Det var den bedste aften. Vi sludrede løs fra kl. 17-23, alt imens vi mæskede os i hvidt brød, rislende hvidvin, forret, hovedret og 3 desserter til deling. Lykke! Efter vi havde kysset farvel, skred jeg hjem og kyssede min mand goddag og sludrede med ham til alt for sent. kl.04 vågnede jeg ved at jeg havde latterlig meget kvalme, men formåede heldigvis at falde i søvn igen. Fredag morgen var jeg mega smadret og lidt utidig, men tænkte at det bare var vin og for lidt søvn. Lige inden jeg skulle ud af døren, satte min mave i gang som sådan en cementtrumle der knuser sten. Og så har jeg ellers siddet som kronen på den store porcelæns gulvvase, lige siden!

IMG_3840De bøjler i 100 år, var det hele værd!

Jeg er totalt afkræftet og træt. Sovning foregår med 2 timers intervaller og mad har ikke rigtig min interesse. Den her weekend skulle jo have været tilbragt ude. Med Robert. Og frokost. Og træning! Goodbye til det! Heldigvis sørger min søde mand for at der er saft i min dunk (jeg læste at væske er alfa og gerne noget med lidt sukker. Rynkeby – som at være 5år igen), og at der er yoghurt og andet fordøjeligt i huset.

IMG_3834Lidt hyggeligt at drikke saft helt lovligt

Nu sner det. Min situation taget i betragtning, er det meget hyggeligt. Det skal bare være væk, når jeg skal udenfor igen. Forhåbentligt i morgen. Det kan da ikke blive ved sådan noget her, hva?

Kom, lad os brokke os

SKo

I øvrigt. Se lige hvad der landede i går! Jeg bestilte dem, da jeg lå på mit dødsleje for nogle uger siden. Fornuftig type

Splat kat! Det er mig i dag. Mine øjne svier, min mave snurrer og mit hoved er fløjet til Mars. Måske er det kombinationen af at komme for sent i seng og den dødstræning jeg praktiserede i går. Jeg øgede min vægt ret markant i forhold til hvad jeg plejer på gårsdagens træningspas, og det kan i den grad mærkes på den lille krop i dag. Det var det hele værd dog, sejrsfølelsen alene.

Jeg er ærlig talt ikke særlig oplagt i dag, og min sofa virker langt mere attraktiv end min kontorstol. Mit egernven underholder mig dog ude foran vinduet, med adskillige spring der ville slå selv den dygtigste, 12årige, kinagymnast i måtten. I dag er også dagen hvor jeg skal til tandlæge. Ikke noget jeg frygter heldigvis. Jeg havde bøjle på tænderne- togskinner that is, i 3 år, det kan kurere selv den værste tandlægeskræk. Da jeg blev 18 og man ikke længere fik tilbudt gratis tandlægebesøg, ytrede jeg at bruge mine hårdt tjente $ på shots og tatoveringer i stedet for en tur til Karius og Baktus djævlen. Det resulterede faktisk i, at der gik 8 (ja 8 !!) år, før jeg igen kom til tandlægen og tænk jer… tadaaa, 0 huller! Nu er jeg dog blevet så voksen og ansvarskedelig, at jeg passer mit tandlægebesøg hver 3-6. måned.

Efter det skal jeg ned og have taget et led af mit elskede ur. Jeg fik det af Robert sidste år på samme tid, og der passede det perfekt. Hvem taber sig på håndleddene? Altså, jeg er med på at jeg har strammet op det sidste års tid, men det var altså ikke sådan at jeg havde elastikker på armene, inden jeg gik i gang med projekt stram.

Rolex

Lex, ik?

Og så! SÅ skal jeg mødes med musse. Vi starter med kaffe og slutter med dinner. Glæder mig til sladring og til at blive opdateret på et af mine yndlings menneskers lille liv.

Musse og mig

Fineste musse og mig selv

Lige til sidst, ik? Hvorfor er det, at rigtig mange bloggere skal være så overlallede hele tiden? Altså, jeg ved sgu godt at jeg til tider bræger skingert om hvor fantastisk jeg har giftet mig, at livet er fedt fordi jeg har booket endnu en rejse og at min træning beriger mit liv. I know! Men jeg synes samtidig at danskere til tider piller lidt for meget i egen fars, at hamsterhjuls hverdagen skulle have jaget en stor, fed kæp i sig, at januars golde lammelse, er mere nedern end Zulu’s samling af unge ’upcoming’ stand upp’ere og det er jeg sådan set ikke bange for at ytre. Det gør mig heller ikke til et negativt menneske, der kun kan glædes når jeg ligger på en strand med en kokosnød i hånden, 2 ugers ferie på kontoen og Robert ved min side. Faktum er da bare, at nogle gange er der ting her i livet der er en led, lille lu…s, og det behøver man ikke lægge skjul på. Desuden gør evigglade mennesker mig en lille smule usikker. Hvor gør de af deres frustrationer? Gnaver i puden? Dunker en bøtte Ben&Jerries i smug? Eller slår små kattekillinger ihjel ved midnat?

Coffee to go

Jeg glæææææder mig til man kan drikke kaffe udenfor igen

Jeg er fan af lykke og glæde, men jeg kan også godt hæve mine pom pommer for en god gang, gammeldags brok! Hej hej

Ferieidyl og overflødige måneder

IMG_3752

En undres

Må jeg godt spørge hvem der opfandt januar og februar? Det er de mest ligegyldige måneder på hele året, og de tjener absolut INTET formål.

Jeg får altid vild udlængsel, kombineret med en konstant tilstand af mumie/zoombie. Jeg talte i går med Robert om det der med at have lyst til at hive pløkkerne op, og skride fra hverdagshjulet. Altså som i flytte fra Danmark. Leje lejligheden ud og bosætte sig i New York for 1 års tid. Jeg ved jo godt at det desværre ikke kan lade sig gøre, da der er 2 børn at tage hensyn til, men drømmen om det gør det ikke mindre attraktivt.

Meget belejligt spurgte Maria mig så, om vi ikke snart skulle tage på en tur sammen, som vi faktisk har haft aftalt siden vi gik på efterskole, men som vi aldrig har efterlevet. 2015 bliver året hvor vi gør det. Kun 15 år forsinket. (15 år – det lyder vildt når man skriver det). Vi blev enige om at det skal være et sted hvor man kan shoppe, få en sjus, men også noget historie. Derfor har vi valgt London. Jeg har aldrig været der, men Maria derimod har boet der i hendes yngre dage. Robert har faktisk også boet nogle år i London, men det er som om han ikke har den vildeste trang til at returnere? Nu skal vi bare lige finde en dato der passer os begge og så er der afgang. Glædning jo!

Min familieferie er også ved at falde på plads. Altså den med Rob og de små. Vi har valgt det dejligste sted i Østrig, som byder på alt hvad vores luksus hjerter begærer, og så er der sørget for det hele. Når man vandrer i bjerge hver dag, er man træt ind i en anden verden, når man kommer retur til hotellet om eftermiddagen. Derfor passer det de voksne godt, at der er sørget for alt, så hysse Hanne & Hans ikke behøver poppe op og ødelægge feriefreden, når alle er smadrede.

Ziller

Idyl, yes?

Det bliver jo et ganske fornuftigt (okay styrrelse), et mega fedt år og der er masser at se frem til. F.eks. skal jeg om lidt have en hel weekend med Robert, hvor vi skal træne, på udflugt, arbejde og kysse. I need! I morgen skal jeg have en hel eftermiddag og aften med Sarah. Det i sig selv er jo værd at tænde bordbomber for. Om nogle uger skal jeg på dinnerdate med Maria og om nogle yderligere uger, skal jeg på endnu et spaophold med min mand.

IMG_3738

Turen går ikke til Ystad denne gang, men derimod til Skodsborg kurhotel. Jeg forestiller mig dog at alt er i samme koldskålsstil som i Sverige

Alt er godt. Det kan bare være så svært at se klart, når det er mørkt hele tiden og ens hjerne fryser. Læs: det her vejr lammer min lille krop.

Hvad er en rigtig familie?

IMG_3796-0.JPG

Jeg har f.eks. tænkt mig at hive hele banden med herhen – snarest!

Så blev det tirsdag. I en lige uge vel og mærket. Det betyder at børnene skal retur til deres mor, og være der de næste ni dage. Robert sagde i går, at han synes det går så stærkt når vi har dem, og at vi aldrig rigtig når at ryge ind i en hverdag. Det affødte en lang snak og en masse tanker.

Nu er vi jo en splittet familie. Forstået på den måde at den klassiske familiekonstellation med far, mor og børn i skøn samhørighed, ikke eksisterer. Vi er derimod en velfungerende bonusfamilie, hvor far, bonusmor og børn er glade og tilfredse. Jeg ser vores sammensætning som en familie. Når vi har ungerne hos os, er vi en velfungerende familie, i en moderne ramme.

Vi har børnene fra torsdag til tirsdag. Det vil sige at de fleste af dagene er gjort op i weekend. I weekenden vil de små gerne lege med kammerater, på Byggeren, i skøjtehallen eller andre aktiviteter, der ikke nødvendigvis involverer Robert og jeg. For sådan er det jo med kids – også når man lever i to familier. Selvom Rob og jeg har ungerne mindre tid end deres mor, skal deres liv jo ikke afbrydes fordi vi skal have intenst samvær hele tiden, når de er hos os.

Den store lavede en bemærkning til faren for nogle weekender siden, om at hun ikke synes vi laver nok ting sammen. Hun savner ’de gamle dage’, hvor weekenderne var fuld af samvær på legepladsen og andre fællesbeskæftigelser. Da han spurgte hende hvad ’gamle dage’ var, blev det tydeligt at det var tiden pre-Ninna. Han forklarede barnet (til min store respekt og kærlighed), at dengang var han jo alene med dem og kunne give dem al hans opmærksomhed.. men at nu er jeg her jo, og mig vil han også gerne bruge tid og opmærksomhed på. Og at han i øvrigt synes vi laver ting sammen, alle sammen. Jeg tror det hænger sammen med, at lige præcis dén lørdag, var der ingen veninder der kunne lege, for første gang i 100 år. Hendes lillebror derimod, havde en legeaftale og jeg tænker at hun har storkedet sig med sig selv. En ting der er lidt uvant for hende. Robert forklarede hende samtidig, at både hende og brormand jo selv beder om at få legeaftaler når de er hos os.

IMG_3798.JPG

Jeg glæder mig til sommerhus og samvær i august

Det jeg prøver at sige er, at selvom vi er en splittet familie, er vi stadigvæk en familie og der skal ikke laves særlige regler når vi er sammen. Ungerne skal fortsætte deres liv som normalt, når de rammer Nørrebro og samtidig have en forståelse af, at de bare ér færre dage hos os. Vi har prøvet at forklare dem, at man må prioritere her i livet. Hvis de gerne vil være sammen med deres venner i stedet for Robert og jeg, betyder det at de ikke kan køre klagesangen om at der er for lidt samvær, i det sekund de keder sig eller mangler underholdning. Hvis man gerne vil lege med Frederik hele dagen, kan man ikke blive knust over at der ikke er tid til at blive klippet, når man kommer hjem. Det har konsekvenser når man træffer valg og det er de ved at være gamle nok til at få forklaret – i børnehøjde bevares.

IMG_3797.JPG

Kærlighedsbrev fra den største af de små

Jeg ønsker at det skal være naturligt, når vi har børnedage. At vi laver noget alle 4, når muligheden og lysten byder sig. Sådan er det jo også i uspolerede familier. Der er man heller ikke sammen 24/7, så snart klokken slår weekend. Hvis der går en god film i biffen, tager vi i biffen. Hvis vejret er til det, smutter vi nogle gange på legepladsen eller i Dyrehaven. Hvis vi har lyst til at gå ud og spise, gør vi det. Hvis der skal bages en kage, bager vi en kage. Alt sammen noget som gøres hvis alle mand har lyst, tid og overskud.

Vi skal være sammen et helt liv fra nu af. Vi når nok det hele.

Villigt ufrivilligt rygestop og chokolade med mint (der knaser)

IMG_3789Need I say more?!

Holy smoked salmon, det er mandag hva’? Jeg vågnede med samme fornemmelse i kroppen, som en alkobelastet på afvænning. Jeg måtte slæbe mit legeme ud af sengen og svæve over mig selv, mens jeg fulgte påklædningsprocessen. Selvfølgelig regnede det (!!), så jeg måtte trække i mit yndlings hadeoutfit (regntøj, ja) og tæske hjulet i gang på min røde ganger.

Jeg har siddet i møde det meste af dagen og brugte den sidste time af min arbejdsdag, på at battle den gode og den dårlige træningsånd, der var meget uenige om jeg skulle slæbes over og straffes, eller om jeg skulle hjem og straffe min sofa. Den gode (eller onde?) vandt og jeg fik på mirakuløs vis tilbagelagt 6,5 km’s løb og noget vægttræning oveni.

IMG_3785Selvom jeg synes det er ret svært at komme afsted til træning for tiden, bliver jeg så glad når jeg kan se resultater. Armene begynder ENDELIG at falde på plads

Efter træning strøg jeg direkte hjem og overtog de små, så Robert kunne komme ud og drible med en bold. Nu sidder jeg helt paralyseret og skal tage mig sammen til at lægge tøj sammen, gå i bad og andre praktiske platting. Jeg har allermest lyst til at kværne den plade chokolade med mint, der ligger i den rare kurv i skabet, sætte en dum film på og slumre mig selv fedtet.

Der  er i øvrigt sket noget efter jeg var syg for et par uger siden. Jeg har slet ikke lyst til at ryge mere?! Nu røg jeg ikke særlig meget til daglig før sygdommen, men min lyst er helt væk nu, hvorfor jeg har valgt bare at lade værre. Det er egentlig ikke fordi jeg har gået med et ønske om at stoppe. Jeg elsker at ryge og synes det er hyggeligt, men når jeg nu ikke har lyst – så gør jeg det heller ikke. Tænk bare hvis man kunne have det sådan med snoller, hva? Sålom!

IMG_3449Noget af det bedste ven rygningen. Min elskede Dunhill lighter, som jeg har fået af min mand