2014 i billeder – i får det her

Miib miib – wruuuuum. Har 2014 ikke været sådan?

Normalt er jeg ikke typen der gør året op, når vi står på tærsklen til et nyt. Jeg er mere den konkluderende type. Det var et godt år/det var et skidt år!

Det her har været et godt år. Jeg skrev på min FB profil i slutningen af 2013, at det havde været mit år og at 2014 skulle blive det samme. Jeg fik heldigvis ret. Det skulle ellers synes svært at overgå 2013, hvor jeg mødte min drømmemand, jeg fik mit drømmebryllup og blev skænket min drømmebolig. Men 2014 har været god ved mig. Fuld af kærlighed, rejser, sundhed og opstart på egen business. Jeg takker, bukker og nejer ydmygest. Virkelig!

Jeg har ingen nytårs fortsæt. Jeg har heller ingen forventninger som sådan, til 2015. Mit eneste håb er, at jeg kan forblive lige så lykkelig, sund og rask som nu og at det samme kan gøre sig gældende for min klan. Jeg ved godt det lyder enormt gammelt og en lille smule kedeligt, men det er seriøst det der er essensen i hele den store heksekeddel.

Billeder siger det bedst:

Vi startede ud i nye stuer

Vi var en tur i Paris

We went fashion in Paris 

Vi var i Warszawa

…. og i Berlin

Jeg hev og sled min røv i stykker i dødsmaskinen

Vi havde fantastisk sommerferie med ungerne i sommerhuset

Vi var i smukke Italien

Jeg rykkede videre til Fitness.dk

Der var smukke veninder

… og sjove fester

Der var LOVE!

Vi havde den sidste tur i lejligheden i Berlin

All in all it was GOOD!

VI SES TIL NÆSTE ÅR!!!!

Vi har en ret flot lufthavn i København, faktisk!

Jeg er tilbage i Sønderborg. Det var mere fantastisk at komme tilbage den her gang, end det var for 7 dage siden. Det har sikkert noget at gøre med, at man har været hjemme på planeten Palle. Jeg elsker København og jeg kommer aldrig til at flytte derfra – så skal det i hvert fald være for at immigrere til det store udland, men lige så meget som det kan føles som verdens mindste by, når man færdes der til daglig i sin normale hverdag, lige så meget kan det føles som verdens største sted, når man er overladt til sit eget solo selskab.

Robert og jeg startede morgenen med nytårs træning i det sønderjyske gymnastik værksted, mens de små nissede rundt sammen med mine forældre. Må jeg endnu engang sende verdens største glimmerraket afsted, for at vores bonusfamilie harmonerer hele vejen rundt.

Nu står den på forberedelser til i aften. Som den dessert dronning jeg er, har jeg sat mig på den post og har tænkt mig at kreere et chokolade chok der gør 2014 værdig. Slut af med bravur, ja? Jeg tæller sekunder til vi skal dulme vores halse med perlende bobler. Det er ved at være en måneds tid siden jeg har været sviller og abstinenserne begynder så småt at melde sig.

Jeg nåede lige et smut i H&M inden jeg ramte lufthavnen i går. Endnu engang sikrede svensken mig et ganske fornuftigt outfit til den nette sum af 130 kr. Derfor er jeg nu mere end klar til i aften og et nyt år.

… og der er endda noget med glimmer…

2015 – bring it on!

I morgen skal der sjusser til!

I dag skal jeg tilbage til Sønderborg, min familie, min mand og mine øgler. Jeg glæder mig, som i at glæde sig rigtig meget. Efter en virkelig ondskabsfuld omgang træning i går, handlede jeg ind og tog hjem og spiste aftensmad, all by my lonesome. Tænk sig engang. Jeg brød mig virkelig ikke om det.. og det synes jeg faktisk er underligt. Man skulle tro at det var rart med lidt ro, efter 5 dage med juleramasjang.  Dengang jeg boede alene på Frederiksberg, som faktisk var små 2 år, elskede jeg at være alene. Jeg kunne ligge på mit spisebord (ja spisebord) i timevis og glo op i loftet, mens jeg hørte musik. Måske er det bare ren og skær vane – at jeg har vænnet mig til at være 2. Eller måske er det bare bedst, når Robert er der?

Åh, jeg kommer helt til at savne det når jeg ser billedet. Det ville ikke være det samme at gøre det i dag. Det var kombinationen af bordet, lejligheden og mig selv

Jeg stod op kl 06 (!!) i dag og tog over og trænede. Det var egentlig ikke så slemt. Kl. var 21.45 da jeg gav op i går. Jeg følte mig simpelthen som en skål havrefras der har stået lidt for længe, og eftersom der ligesom ikke var andre end mig selv at underholde, slukkede jeg for Mr.Sopranos Jersey røst og gik ud som et heksehyl uden krudt.

Early bird, gok

Jeg har lidt tøjkrise over i morgen. Asos har ikke leveret min nytårskjole til tiden (de svin) og det er som om mit skab er løbet tør for ting med glimmer på, hvilket jeg faktisk finder en smule foruroligende. Vist er det ’bare’ mine forældre, min mand og mine bonusbøller, men derfor må man jo godt byde 2015 velkommen med stil. Jeg påtænker også den ældste, at have totalt tjek på hendes outfit, og selvom jeg ikke er ude på at stjæle hendes shine, skal jeg gu’dødme ikke agere beige Bolette. I øvrigt er det min mands fødselsdag, selvsamme dag som man lader himlen glimte i en mio. farver. Ikke alene er det hans fødselsdag, det er en rund en af slagsen og jeg agter at lade ham fortrænge det ved at stå lige så skarpt som en stang dynamit, så han kan glæde sig over at han har en ung hustru. Han har faktisk slet ikke pres, men det skal ikke afholde mig fra at bruge det som undskyldning til at dresse up.

Der er noget ved krudt og duften af det. Ej, pludselig glæder jeg mig vildt til i morgen

Vi truttes ved i morgen.

Dét der syn ramte mig, da jeg vendte hjem til Kbh igår

Jeg tror jeg har luftet min mening om sne i et tidligere indlæg her på bloggen. Men lad mig da ikke lade jer være i tvivl om, at jeg afskyr det hvide gøglerstads noget så grusomt. Jeg var ved at styrte 76 gange, på min ellers korte tur til arbejde i morges og mine skinker måtte genstartes med stød, for at få følelsen tilbage. Det er smukt og alt det der, men praktisk er det sgutte.

Udsigten fra min plads på arbejdet. Pænt – indrømmet!

Det var mystisk at være alene hjemme i går. Jeg havde vildt svært ved at falde til ro og jeg kan ikke finde ud af om det var fordi Rob ikke var der, eller om det bare var fordi jeg skulle tidligt op og tilbage på job næste morgen. Det hjalp så heller ikke at jeg startede kold tyrker, karamel afvænning, hvilket fik mig til at koldsvede værre end Ole Thestrup.

Det er svært at koncentrere sig i dag. Mit fokus lod jeg ligge i Sønderborg og jeg dagdrømmer om gåtur i skoven, udsalgsshopping, nattøj og om at fortsætte med at udvide min mavesæk til en spærreballon (læs, jeg vil have mere mad! gerne kage). Men jeg gør det ikke. Der stod grønt og fisk på menuen til lunch i dag, og det var rigtig rart at få noget i munden man rent faktisk skulle bruge sine tænder til at tygge på, ikke bare presse op i ganen og synke.

Jeg hjalp Vigga med at putte glasur på hendes kager, hun havde lavet med mormor. Jeg kunne flænse hele pladen lige nu

Efter work står den på løb og mavearbejde, inden jeg skal hjem og finde noget passende at pakke i tasken til nytårsaften. Heldigvis er det allerede i morgen efter arbejde, at den sorte hævner fragter mig tilbage til dem jeg skal være hos. Og så har jeg faktisk fri 1 lille uges tid. Bless!

 Nytårsaften 2012 – måske ikke lige dét slags outfit jeg går efter i år

Flyene i Sønderborg er sorte og kaptajnen står udenfor og byder dig velkommen – wauw!

Ferieidyllen afbrydes for en stund i dag. Jeg er nemlig nødt til at flyve tilbage til København for at arbejde i morgen og overmorgen. Ærligt synes jeg det er top latterligt. Jeg har det egentlig fint nok med at komme hjem til mit eget sted i nogle dage, men da ikke for at arbejde – og heller ikke uden min familie. Ungerne kommer med tog til Sønderborg i aften, og jeg gad da meget hellere være sammen med dem og deres far end at arbejde.

MEN, sådan er det ikke og fred være med det så. Det har været nogle virkelig dejlige dage og jeg har nydt dem alle sammen. Det har været rart at få et lille pusterum med indbygget nutella/kage/brød hylde. Der har dog ikke været en brøkdel af den mængde alkohol der ellers plejer at være i juledagene. Men det er min egen skyld at jeg ikke har drukket af den hellige gral, for der har været rig mulighed for det. Lysten har bare ikke været der, som den plejer. I øvrigt var det helt rigtigt at alliere sig med en gymnastik kirke hernede. Det har været fedt at ryste de små ædeorgier på plads hen af vejen.

Jeg kom til at voldtage den der kage igår. Serisøt, det var overgreb

I går var det 2 år siden, Robert og jeg havde vores første date oppe i min lejlighed på Frederiksberg. I dag for 2 år siden, var jeg så mere forelsket end et helt hold cheerleadere på 12 år, tilsammen. Jeg husker jeg brugte dagen på at arbejde og aftenen på at drikke mig til demens, sammen med Sarah, for at undgå det spind af tanker om min fremtid med Robert (ja, vi snakker efter én date). Jeg var bare så solgt i ham og kunne slet ikke overskue et liv uden ham. Syret at tænke på nu her, 2 år efter. Stadig lige så forelsket – og endda gift med manden der gjorde mig sindssyg i 1 års tid. Vist er jeg ikke i samme tilstand af gak forelskelse, som i starten – det tror jeg i øvrigt heller ikke er muligt, og måske også meget godt, for jeg var jo ude for menneskelig rækkevide. Men forelsket dét er jeg!

Man forstår hvor man har sin noget tørre og primitive humor fra, efter en tur hos de gamle. Min faders værk

I dag er også 1 årsdag for vores lejlighed. For præcis 1 år siden flyttede vi ind i vores palæ. Jeg elsker det her sted. Også selvom jeg skal være alene i det for første gang nogensinde. Altså mere end ét døgn, ik?

Flyveturen var smuk i øvrigt

… og nu skal jeg prøve hvordan det er at spise en gulerod og gå i seng uden maven fuld af karameller… Alene oveni. Omvendt land.

Den er så pæn.. og slim… og sort. Og let at anvende!

2 dages stilhed blev det alligevel til. Det må være rekord her på Heksen. Selvom jeg har haft værre abstinenser end en alkoholiker i rehab, har det simpelthen ikke været muligt at komme til tasterne.

Juleaften forløb præcis som jeg havde drømt om. Jeg svælgede i litervis af sovs, den saftigste gris med svær så knasende, at jeg nær fik ondt i skalle og en and så mør, at selv en tandløs ville have kunnet klare den. Jeg fik mandlen i første hug og var derfor en gave i plus, allerede inden omdeling var sat i gang. Bonus! Jeg fik det meste af det jeg havde ønsket mig, og lidt til. Min elskede ægtemand havde misforstået vores aftale om ‘en lille ting’ og berigede mig med det nyeste Thinkpad. Jeg har længe haft lyst til at kyle min Mac af pommern til, og sukket højt og længselsfuldt efter hans computer, som også er et Thinkpad. De dage er nu ovre, for nu har jeg min HELT egen – som endda er nyere end hans. (Hæ).

Den 25. gik vi en lang tur i skoven efter morgenmad, sammen med mine forældre og så var det tid til anstændigt tøj igen. Vi havde nemlig en date med Roberts far og hans kone til julefrokost. Det plejer at være det helt store shabang, med alle hans søskende og påhæng. Det er også den dag, vi plejer at tage i byen for at Mojne alle de andre hjemvendte. Plejer stod der. Vi gjorde det ikke i år. Ingen af os var særlig snapse hungrende (bekymrende!) og vi nappede i stedet en hyggelig og stille dag, med forældrene, den ene bror og mormor og morfar.

Jeg samler på kitsch julepynt og fik et premium piece af min faster – hvaba’?

D. 26 snuede vi til vi vågnede, fik lidt i sovsehulen og tog så over og trænede. Jeg må sige at jeg er mere vild med de instruktører de har hernede. Der er ingen skingre skrig og bedrevidende Betina attitude. Efter træning var det min egen families tur til julefrokost. Mere mad, flere mennesker, tillægsgaver og snaps. Det var hyggeligt, men igen stille og roligt. Lige som jeg gerne ville have det.

Altså jeg drak snaps – snapsebaljer

I morges tog vi igen over og var kække med de andre juleskinker, inden den stod på fælles morgenmad hjemme i hytten. Nu har jeg så brugt alt for lang tid på at få min mail til at virke på min nye computer, sammen med min far. Tror I det virker nu? Næ! Pis!

Resten af dagen skal jeg slappe så meget af, at jeg savler. I morgen står der nemlig en flyver og venter på mig kl.16. Den skal fragte mig til København, hvor jeg skal bruge et par dage alene. Ja, altså – jeg skal hjem og arbejde ik’? Det niver i min mave ved tanken, men jeg har lovet mig selv (og alle de andre), at holde min kæft – for det kan jo ikke være anderledes. On the bright side bliver der masser af tid til at skrive.

Det har ikke været en lige god jul for alle

… så vi skrives.

Skålen med deller var vist nok tom, da vi gik i seng

Nå. Har I bare glædet jer helt vildt til at høre om, hvor dejligt jeg har det i hygge højborgen? Sorry. Jeg er ekstatisk afslappet og villig til at udgive en pixibog om det på nuværende tidspunkt.

Vi bragede lige igennem landet igår aftes og ramte parcelhus idyl kl. 22.30. De gamle ventede med 4 Gin&Tonic, en skål fuld af frikadeller (som Hr.Robert fik sat kål på) og et glimtende fad fuld af Quality street. Jeg græd næsten lidt af lykke. Jeg græd også næsten lidt af smerte, efter en nat med mystiske mavekramper. (nej, ingen svømmende haletudse!)

Det ser så fint ud på broen med lys og juletræer

I morges vågnede jeg ret smadret, men glad og krampefri. Robert og jeg delte et morgenbord med min mor, mens faren snuede videre. Kl. 10 tog vi os sammen og slentrede over i Fitness Syd, hvor vi begge straffede et løbebånd og vores eget mavefars.

Efter det gik turen videre til Roberts far og hans kone, til gaveudveksling og en sludder der fik min hudfarve til at skifte fra blåviolet til dyb grøn. De har nemlig købt en tur til Amazones, med afrejse d.1/1. Imagine that?! En times tid senere satte vi kursen mod Roberts mor, hvor vi også fik fornøjelsen af hans lillebror og lillesøster. En kop kaffe og en snaps senere, tog vi turen tilbage til mine forældre, hvor vi nu begge chiller i stuen med marcipan the (halløj, hva?), førnævnte Quality Street fad, marcipan rulle med nougat (dobbelt halløj), og ro, mens vi venter (nok mest mig og min mor) på Disneys juleshow.

Juletræ er her også. Nok mest til glæde for den lille Vigga, der kommer i morgen. Tvivler på at vi traver det i aften – os 4

Jeg har sørget for at lave en hyggelig hule i min mave, hvor der kan bo en and i forening med en lille glad gris. De skal få en blød dyne af sovs over sig og sove på en bund af risalamande. Jeg er et venligt menneske forstår i nok, både mod mig selv.. men også mod dyr.

Den er bare mere klædelig når den er svitset, ik?

Nu må i have mig undskyldt. Min kop er tom og jeg har svært ved at fylde min mund, når mine fingre er optaget andetsteds. Vi ses i morgen. Over eat!

Sidste år fløj jeg hjem til Sønderborg. Det kommer jeg på en måde også til i år – men først d. 30!

IT’S HEEEEERE! Dagen hvor jeg endelig skal hjem, og dagen hvor I ikke længere skal høre mig bralre om, at jeg skal hjem.

Jeg har det lidt som jeg havde det, dagen før jeg skulle flyve til Las Vegas for at blive gift – altså ‘sommerfugle i maven over at skulle til andre himmelstrøg’ fornemmelsen. Jeg er pakket og klar med hovedpuder, gaver, gamle løbesko og intakt appetit på smør, sukker og sjusser.

Dagen hvor vi fløj til Vegas

Apropos løbesko, jeg straffede mine ben igen igår, men overraskende nok var det ikke så slemt og jeg har det helt fint idag. Phew! Den planlagte 5’er blev dog til en 7’er. Jeg bliver et stædigt lille svin på det der løbebånd og så mit snit til at smække 2 kilometer ekstra oveni, inden jeg skulle nedenunder til mavestrafning. Det resulterede i, at jeg kom brasende ind for sent til timen, lignende en der havde været til tomatfest i Spanien. Not so pretty!

Robert har fri sammen med de små idag, og min alarm har sjældent været så provokerende som den var i morges. Anstændigt tøj og arbejde er ikke just det, mit lille hoved er mest indstillet på, men hey – om lidt bliver alt godt. Endnu bedre bliver det at slå de små glukker op i morgen og lade nattøj være dresscode, lige så længe det behager prinsessen her.

Jeg har slet ikke haft tankevirksomhed til at glæde mig til juleaften, men også det kommer snigende som en lille, listig nisse nu. Robert og jeg har aftalt at sove til vi vågner, gufle lune boller med smør og nutella (HVER for sig, aldrig ovenpå hinanden) og drikke kaffe til vi vibrerer, før vi buzzer over og tjekker de midlertidige gymnastik faciliteter. Efter det skal vi kysse  svigerfamilier god jul og overdrage gaver, inden vi igen rammer hytten hvor hele gildet skal løbe af stablen.

Må man godt få dét der juletræ?

Ninna 5 år. That’s me i morgen!

De berømte løbesko (og trommestik) – in action!

My little legs hurt!! Eftersom løb ikke er det der har stået højst på min agenda de sidste par år, har jeg selvsagt været mere interesseret i at bruge mine skejs på stiletter, end på løbesko. Jeg har derfor løbet i mine latterlige små nike free 3’whatever træningssko. Det har mine skinneben så måtte bøde for. Jeg gravede derfor langt i skabet og fandt mine custom løbesko frem, som jeg fik af min mor, efter jeg løb et halvmarathon i lige så usle kondisko… for 4 (!!) år siden. Dem løb jeg så i igår, i troen om at de var lige så fresh som da jeg bragte dem hjem fra marathon sport. Øh, not so much. Jeg betaler derfor en lidt smertefuld pris idag og ordentlige løbesko er nu højest på ønskelisten, for jeg har faktisk fået lidt smag for det der med at bevæge mine ben i pendulfart.

Mine ironman/marathon/ekstremsport freak kollegaer siger, at den eneste måde man kan kurere pestramte løbeben, er ved at traske en rolig 5 kilometers for at drive ondskaben tilbage til helvede. Så det er altså planen når 2.sidste arbejdsdag før ultimativ frihed, er overstået.

I aften skal der pakkes til opholdet i Sønderborg. Tirsdag har min mayn og jeg besluttet os for at køre lidt halvsent, for at forsøge at undgå lemming effekt med alle de andre immigranter. Det passer med at vi lige kan nå at træne, få noget i skrutten og så ellers lade freden sænke sig sammen med Chris Rea på E20. Når man sidder der og bilen er pakket med gaver og tøj uden elastik (og ens egne hovedpuder. VIGTIGT, hvis jeg selv og alle andre skal have ro), så véd man at det er jul lige om lidt. Jeg elsker det øjeblik. Og ved I hvad? Det sker om 28 timer. (Indsæt jubeldans, her).

Mig i morgen – men måske med sokker på! (og Roberts fingre inden de blev beblækket – ser helt syret ud)

Min mor sendte mig et billede af hendes nye køkkenfidus maskine. Se lige de boller der. Hvor meget smør tror i der kan fyldes på?

Det er nu 3.weekend som alkoholfornægter (ja ja, jeg leger bare, ik’) og det er virkelig rart. Når vi rammer fredag, er det som om den store røde knap bliver mast i bund og den lille fabrik lukker ned (læs, jeg er den lille fabrik). Jeg har haft ret meget brug for ikke at have nogle planer og bare dabbe rundt i min egen verden.

Den her weekend har ikke været nogen undtagelse.. og så har vi kids, eller det vil sige – den lille blev spurgt om han havde lyst til en sommerhus tur, med en kammerat og det tror jeg da nok lige han gerne ville. Han fløj rundt, pakkede taske, arrangerede og ordnede. Meget spændt og nervøs på hans første ’weekend ophold’. Virkelig sødt. Faktisk var både Robert og jeg lidt kede af, at vi ’mister’ 3 dage med den lille mand, men vi synes heller ikke han skal straffes, fordi familien er splittet op og børnene er delere som resultat heraf. Så afsted med ham. Den store ville gerne sove ved en veninde, og så var det bare Rob og mig. Igen.

Lørdag stod vi op og trænende kl. 09, spiste lang morgenmad og hentede så det store barn, inden vi tog ud til min søster for at bytte julegaver. Resten af lørdag blev brugt på at stene, spise, se film, sove og glo på regnvejr. Helt perfekt faktisk. Den store hang ud med en veninde hun har, der bor et par etager oppe. Så fedt at de små har kammerater her i bygningen, som de selv kan rende op til, når de har lyst.

I morges præsterede mine små trommestikker at tilbagelægge 10 km, efterfulgt af døds mave træning. Og så blev der endelig tid til en lang gåtur rundt om søerne, med en elsket og savnet veninde. Virkelig needed.

Mandag, og så tirsdag og så – HJEM!!!! Er lidt uinspireret i disse dage. Mit hoved ér allerede smuttet på juleferie, så fabrikken kører på autopilot. Sorry.