Jeg har fået hold i nakken! Der hvor det gør ondt bare at holde sit eget hoved. Det må være kommet sig af, at jeg på en måde har ligget forkert i nat – men det må også være kommet ret hurtigt. Se, i disse tider står jeg nemlig op mellem 4-5 gange hver nat for at nifle. Det er sket mellem 3. og 4. gang i nat, så vi er næsten ude i en form for koldbøtte sovning, forestiller jeg mig. Det er træls. Jeg kan godt lide at kunne se til hver side (uden at føle mig skruetvinget i knæ).

Hvad kan jeg sige? Det skulle gå stærkt, det bedste pizzasted lå lige ved siden af biffen – og, note to ME: Lad værre med at vælge en sandwich næste gang!!

Men ved i hvad? I skulle tage ind og se kollektivet. Dén er god. Simpelthen så fin, tankevækkende og egentlig også lidt barsk. Jeg havde nok forventet en helt anden film, men jeg blev på ingen måde skuffet. Vi nåede forestillingen kl.17.30 og også lige en bid mad inden. Det var faktisk et ret fedt tidspunkt, for man havde stadig noget aften efterfølgende… til at lægge vasketøj sammen i!

I morgen går turen mod Norges land. Normalt en tur som plejer at være ganske underholdende, da der bliver budt på fest og ballade efter endt kursusdag. Men da jeg ligesom bager et barn, der formodentlig er alkoholfornægter (so far), føler jeg ikke der bliver meget fest til mig. Jeg planlægger derfor at pakke min bærbare og eksterne filmharddisk med i tasken og håbe at jeg får tildelt et værelse med stor seng, der kan agere balsal for mig fredag aften. Det er da det mindste de kunne gøre?! Og så glæder jeg mig til morgenmaden, der er en 5km. lang buffet, med alt hvad et grovæder hjerte kan begære (Mrs.charming).

Nu kan jeg ikke holde mit hoved oprejst længere.

I dag er jeg faktisk vildt glad. Sådan helt ind i maven glad. Det startede i hvert fald sådan – og så blev det ødelagt lidt. Men det kan vi komme tilbage til.

Ej men altså… Hvad gir’ i mig?

Lad os starte med det gode, det bedste. I går var jeg nemlig oppe og blive scannet. Lad mig lige sige, at det ikke var ikke uden nerver, at Rob og jeg trillede op på Riget. Tænker det er ret normalt, når man skal have dommen over sin lille øgle? Alt var godt. Der lå en sund og rask, lille flaksende springdrage. Det første lange stykke tid var den dog ikke meget for at være på, og jeg måtte da også op og hoppe rundt, før den artede sig. Da den så endelig opdagede spotlight, gik den helt balstyrisk. Den jernede rundt og gav sit bedste show. Det var intet mindre end helt igennem fantastisk.

Resten af dagen skulle faktisk have været brugt på bif tur, men efter 1½ sekunds votering vandt sofaen og rugbrødsmadder. Biffen napper vi i aften i stedet, for de næste mange dage bliver der ikke tid til 2-mands hygge.

Nå, og så til det der har jaget en splint i mit humør. Hele den her flygtninge debat gør mig simpelthen så trist og nu også en anelse pisse sur. Jeg bliver så træt af mit eget folk, dem der skulle forestille at være mine medmennesker. Hvad nytter det at svine os selv til, på det aller groveste? Skamme sig over at være dansker (virkelig)?! ’Jeg spytter på min egen nation’ læste jeg forleden. Dét er pinligt i min bog. Pinligt at man klapper i hænderne, når The Guardian udstiller Danmark som et nazi-land. ’Jamen det tenderer også nazi tilstande herhjemme’ hørte jeg nogen udtale sig i radioen i morges. Stop! Bare stop.

Øv!

Man skal passe på hvad man siger efterhånden. Det ender jo med, at man vågner op til hagekors på døren og trusler i indbakken. Jeg har bare lyst til at sige, at jeg synes det er ærgerligt og virkelig trist, at sende et signal til resten af verden om, at vi hader at være danskere. Det kan da kun være grundlag for endnu flere hånlige tegninger og rigtig meget dårlig omtale. Som jeg faktisk ikke synes vi fortjener!!

Nu vil jeg gøre mit bedste for at finde tilbage til mit oprindelige udgangspunkt, som glad lille nisse. Det passede mig faktisk bedre!

Jeg behøver ikke sige, at det er ham her der er faren, vel?

Nu da katten (babykatten) er ude af sækken, bliver det faktisk lidt lettere for mig at blogge igen. Det har været svært ikke at kunne ’tale’ om det, da det ligesom er kirsebæret på toppen af det hele, lige for tiden.

Der er mange tanker der jerner rundt i et system, der konstant break-dancer. Det har været (og er det stadig) rigtig svært at slappe af og bare nyde, at der endelig er landet en lille kærlighedsøgle i kagebeholderen. Sådan et fertilitetsforløb fucker lidt med din ro og fornuft og har gjort mig overnervøs for, at noget skulle gå galt. Sådan har jeg naturligvis ikke lyst til at have det. Jeg vil jo nyde og surfe på den skarpeste bølge af lykke, fordi jeg faktisk synes jeg har fortjent det.

Heldigvis bliver det hele tiden lettere og jeg slapper mere og mere af. Min dunk er begyndt at bule så baby fint, min hud har sjældent været smukkere (ej heller mere tør), min appetit har aldrig været større og jeg har heller aldrig haft det så godt med at spise lige hvad jeg lyster, uden snerten af uforskammethed. Jeg har så også kun taget 2 kilo på de første 3 måneder og selvom der er røget væsentligt flere brødmadder med smør ned, end der plejer, er det ikke fordi jeg ligger i pomfrit drop (bevares, jeg kunne godt)!

Jeg forsøger at styre mit madindtag – men øgleungen kan godt lide sig en bid kage!

Vi har fortalt det til børnene (ja, og alle andre) og de er ovenud lykkelige. Det er faktisk ikke engang at underdrive det. De blev simpelthen så glade over nyheden om en kommende lillebror- eller søster og de tæller allerede dage. Det var naturligvis en kæmpe lettelse for faren og jeg, at de ikke spyttede os i hovedet og bad om at blive forflyttet. Mest af alt for Robert, der absolut har været fortrøstningsfuld ved tanken om at overbringe nyheden til de små, men stadig temmelig nervøs – og det forstår man jo faktisk godt.

Jeg fordøjer stadig tanken om at der vokser et barn, et MENNESKE, indeni mig, som jeg skal tage mig af, passe på og beskytte resten af mit liv. For at være ærlig synes jeg det er ret syret at forholde sig til og jeg er glad for at jeg har endnu et ½ år (!!) til at fordøje, forberede og blive tættere på klar. For jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg når at blive helt klar, inden lille-dragen kommer.

Torsdag aften gik snap, da vi havde en færge vi skulle nå – og et kursus jeg måtte gå fra. Min top rutinerede mand, havde derfor sørget for aftensmad, bestående af verdens bedste rulle fra yndlingsstedet på Nørrebro. Himmelsk – intet mindre!

Merry Monday mennesker. Har alle haft en forrygende weekend? Min har ikke være særligt rygende, hvis jeg skal være ærlig. Som bekendt har jeg jo været i Århus, for at agere skolepige. Selve opholdet hos Roberts moster har været skønt. God mad, lange snakke og dejlig opvartning har været både behøvet og rubiner værd, efter de lange dage i skolen.

Skolen derimod har været noget rigtig jask denne gang. Desværre! Det er første gang jeg har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med den her skole, så weekenden har været lang, dræ(b)(n)ende og udmattende. Der er ingen grund til at bad-mouthe nogen, men jeg glæder mig over, at de næste mange skoleweekender foregår i København.

Det er aldrig en sprudlende Heks i har ved tasterne på ugens første dag, men på denne mandag er det lige før jeg flyder ned i tasteturet. Vi var først hjemme kl. 19 i går, så der var ikke meget vrid tilbage i de to karklude, da vi landede på sofaen.

Tidlig lørdag morgen i Århus. Midt på gågaden. Sne, sne, sne og mig

I aften får jeg veninder på besøg, så der venter mig en støvekost og en kage der skal smækkes sammen, når jeg kommer hjem.

I morgen er en ganske særlig dag. Rob og jeg skal nemlig op og se lille miv til nakkefoldsscanning, så jeg krydser mit slatne korpus for, at vi kan se om øglen er med eller uden tap. Ps. Jeg glæder mig helt kodylt meget.

Hele weekenden er jeg blevet undervist i ACT metoden. No comments

I morgen aften gentager vi bif succesen fra sidste uge og tager ind og ser Kollektivet. Den skulle være god, ik’?

Trut trut – 4.uge af året er skudt i gang!

Jeg har ingen planer, what so ever, om at hele min garderobe skal skiftes ud med det bedste fra H&M’s mammi afdeling. Jeg planlægger at udnytte mit eget tøj så længe jeg kan og ellers købe normalt tøj i en større størrelse. Jeg er heldigvis en str.S normalt, så jeg burde kunne klare mig igennem med en str. L.

However. Det der med at der kommer dunk på, som der ikke rigtig er plads til i mine jeans – det gør mig sgu lidt hys. Så nu har jeg faktisk købt nogle af de der bukser med en slags lang forhud for enden (sorry, sig ikke I ikke har tænkt det).

Tilforladelige sager skulle jeg mene?

Sorte skinny jeans fra Mama Licious. Jeg er sikker på de bliver et hit

Dem her bliver endnu mere et hit. Bløde, stramme, gamacher hoppere

Nu skal jeg jo snart på spa ophold med min mand. Den der baby vom skal flashes.

THIS ONE!!!!! Jeg kan ikke vente på den her. Jeg har altid haft en ting for dragter og jeg tror ikke en mave med øgleindhold gør den grimmere. Fra Moshi Moshi Mind

Ej for fanden. 1000 tak for jeres søde lykønskninger, både her og på mailen. I fatter ikke hvor glad jeg bliver. Helt ind i marven! Også tak til alle jer, der har hilst mig gladeligt tilbage. Det giver det at skrive en blog, ekstra krølle på halen.

Se lige de svin der? Må snart afsted igen

I dag er en ret træt dag. Jeg havde som bekendt en vigtigt date i går, med det vigtigste menneske i mit lille liv. Vi startede med dinner på Mother. Mother er en virkelig hyggelig pizza joint, som ligger i Kødbyen. Udover at være hyggelig, men måske vigtigst af alt, laver de også en pizza der tog mig tilbage til en fortovsrestaurant, en varm sommeraften på Elba for 2 år siden. Det var lige før 1 pizza ikke var nok og faktisk var Robert og jeg kun en krumme fra at bestille én mere til deling. Vi formåede dog at tøjle os selv og kastede os i stedet over en tiramissu til deling, som til min store skuffelse (og forventning) var alt for våd og vandet. Dessert der skuffer, er lidt det samme som strømpebukser der begynder at hænge sidst på dagen.

Fra skuffende vanddessert til opløftende Leonardo film. Eller, opløftende er måske så meget sagt, men god – det var den altså. The Revenant, Leonardo Di’Caprios nye film, som varer en hel aften og som er så vanvittigt smuk, at næsten Darth Vader ville fælde en tåre. Den kan klart anbefales og SKAL ses i biffen. Just sayin’.

… og giv ham så den Oscar

I aften går turen til Århus. Skolen kalder i morgen og for at være ærlig, orker jeg det mildest talt ikke lige nu. Det er så forkælet at sige, men jeg vover pelsen og erkender, at jeg godt bare kunne bruge en weekend i lommen på min mand. Oh well, jeg hujer over at Rob trods alt skal med, så jeg i det mindste kan snave ham i gulvet når klokken ringer ud. Jeg glæder mig til turen derover. Vi sejler nemlig og det er noget af det hyggeligste jeg ved. Når vi tager bilen til Berlin, er sejlturen mit helt klare højdepunkt.

Hvis jeg er lidt stille weekenden over, er det derfor ikke fordi jeg har forladt jer igen, men fordi jeg formentlig er i gang med at lære at man ikke skal sige ’du skal’ til din partner, men derimod ’vil du være sød’…. Jeg bliver most dygtig.

Nå venner. Jeg skylder jer faktisk en forklaring på min pludselige og lange tavshed. Det er jo ikke fordi jeg ikke gad blogge mere, eller var løbet tør for emner. Forklaringen var helt enkelt, at jeg ikke orkede det. Al min energi og fokus lå et helt andet sted, og jeg følte mest af alt jeg levede på planet ‘wierd’.

Sagen er nemlig den…. at jeg har været igennem et længere fertilitetsforløb. Yes. Simpelthen. Jeg har ikke rigtig lyst til at komme nærmere ind på det. Ikke lige nu i hvert fald, måske aldrig, måske en dag. Men det er den helt simple forklaring. Det har været shit hårdt, både fysisk men i særdeleshed psykisk og overskud til resten af verden har hverken været til stede, eller er blevet prioriteret.

MEN, jeg kan nu glædeligt fortælle jer, at jeg er gravid. Fandme så. Inde i maven på mig ligger en lille øgle, og skriger på mad konstant (grådig lille djævel). Det er så lykkeligt, ønsket og fantastisk og jeg har sjældent været så glad – og så på månen, på samme tid. Det er lidt som om der er en alien der har overtaget min krop, og jeg har ikke helt kontrol med noget. Som helst! Jeg stoler på det gængse udsagn om, at det fortager sig når man rammer uge 12, som kun er en pissemyrepissestråle væk.

Det er stadig virkelig svært at forstå. Som i overdrevet svært – men det bliver lettere, nu når maven begynder at bule lidt.

Kærlighedsbassen forventer at ankomme i den spæde begyndelse af august. I har hermed lov til at spise kage på mine vegne i dag. Hele ugen!

Første og eneste indkøbte babysag

Jeg ville hoppe i kanen med julefar, hvis jeg fik denne her i byt. Overvej lige hvor helt igennem fantastisk den er?!

Den er fra Moving Mountains og skal laves på bestilling… Så den er sikkert helt vildt billig.

SUK!

Inden min cykel gik helt i koks, nød jeg stilheden og pastelfarverne på vej til skole lørdag morgen

Mandag! I minus 16 grader. Hvordan har vi det med det? BRIL-LI-ANT!

Sandheden er, at jeg simpelthen ikke tør sige andet. Lige siden jeg svinede Hr.vinter her på Heksen, har jeg mærket hans kulde i mere end én forstand, skulle jeg hilse og sige. Bl.a. fløj min pedal af (!!!) da jeg skulle cykle hjem fra arbejde sidste dag. Kæden kan hoppe af, ja. Dækket kan punktere. Gearene kan knase. Men pedalen ryger sgu da ikke af?!

Nå, men selvsamme cykel har nu også udviklet en form for knogleskørhed. Den brager, hopper, ryster og knaser når jeg kører på den. Og det er noget rigtigt bæ. Jeg er dybt afhængig af den cykel og som almindelig lønslave, har jeg ligesom ikke tid til at få den fikset i dags timerne. Så derfor (i håbet om at undgå flere skader) – hvilket fablous vejr her til morgen!

Weekenden var streng. Vi havde om basal psykologi på studiet, hvilket indebar en masse øvelser, der pløjede sig ned, som det bor der udgraver metro lige ved siden af os. Det er meget at bearbejde både egne og andres issues over 3 dage, så i virkeligheden burde jeg få en weekend serveret nu. Jeg har ventet og ventet, men der er ikke nogen der kommer med sølvfadet. I stedet trækker jeg vejret dybt og glæder mig over, at jeg på onsdag skal på date med min mand, som jeg ikke føler jeg har set i flere måneder. Jeg har inviteret ham på pizza (the good kind) og derefter en tur i vildmarken sammen med Leo. Jeg elsker Leonardo ’Jack’ Di’caprio og glæder mig til hans nye 6 timers film.

I det hele taget er kodeordet for ugen ’træk vejret’. På torsdag drager vi som bekendt til Århus, for at jeg kan blive endnu klogere på livet og andres forskruede parforhold. Det betyder endnu en weekend uden weekend og det kræver altså dobbelt lungekapacitet for undertegnede.

HallÅ?!

Men hæng endelig på – der afsløres spændende news på Heksen i denne uge.

Winter wonder (hell) land

Tror i det her vejr er en slags straf for det jeg skrev i går? Vinterens måde at sige ‘okay, din heks. Hvis du ditcher mig, så flyveskaller jeg dig lige i kulde udpinte legeme. Don’t fuck with me’? Jeg er tilbøjelig til at tro det og overtro er altså ikke noget der gror på mig.

For mange er torsdag synonym med lille-fredag og dermed snart weekend. Det plejer det da også at være for mig, men ikke i denne weekend. Jeg skal nemlig i skole! Yep. Fra fredag til søndag. Der er selvsagt ikke meget weekend og frihed til mig på den konto. Altså, faktisk er det jo okay, da jeg både selv har valgt det og tilmed betaler for det. Men lige nu, hiver nissestøvler, blødkogt æg og rolige morgener mere i mig, end at brage tværs igennem byen kl. dolk, alle weekendens dage, for at sidde og blive klog. Det er lige til man kommer afsted, så er det fantastisk – det ved jeg!

Måske er grunden til mit piveri også fordi, at næste weekend bliver samme cirkus. Bortset fra at det så foregår i Århus! (Til de uvidende skal jeg måske fortælle, at jeg er ved at uddanne mig til sexolog og parterapeut, sideløbende med mit voksenjob). Nå, men skolen har altså også en afdeling i Århus og nogle af modulerne kører vi fælles. Næste gang er det så Københavnernes tur til at drible til næsen af Danmark, for at få dresseret hjernemassen. Det bliver faktisk ret hyggeligt. Min søde mand har en meget dejlig moster der bor i Århus, så han kører med mig derover, for at være familiær og besøge gamle venner. Det går nok kun denne ene gang – så det glæder undertegnede sig over.

I det hele taget bliver første halve år af ’16 præget af skole. I snit skal jeg på bænken 2 weekender om måneden, samtidig med at jeg skal læse et mindre bibliotek. Jeg hænger i så godt jeg kan og glæder mig over at jeg får lov at tage min drømmeuddannelse. Bless!

The! Det er pisse koldt jo.

Det er i øvrigt her jeg læser – for de nysgerrige