Bare vent til du selv får børn…

… Det er måske en af de sætninger her i verden, der kan give mig allermest myrekryb (og let kvalme). Jeg sværger, her på skrift, foran jer alle sammen, at jeg aldrig bliver typen der vil sige det til andre der ikke har børn, når jeg selv får det.

Det der pisser mig af, er egentlig, at det er en så nedladende kommentar at komme med, at den der siger det ligeså godt kunne tvære remoulade i hovedet på en.

’Vent du bare til du selv får børn’ – så indtil da kan jeg ikke have en mening om tingene eller? Og omvendt. Skulle jeg så kvittere med ’husk lige da du ikke selv havde børn’? Nej jeg vil da ej. Jeg vil ikke sidde og være belærende og bagklog overfor et andet voksent menneske.

Jeg havde en lille snak/diskussion med nogle kollegaer den anden dag, om det der med at tage på kør selv ferie. Her skal det lige nævnes, at det er noget jeg har gjort RIGTIG meget som barn med min egen familie. Der var ingen af os der var specielt interesseret i charterferie (nok mindst af alt de gamle), så i stedet blev bilen pakket og så ræsede vi til Østrig eller Italien og vandrede i bjerge, efterfulgt af pooltime og badeferie. Genialt!

Vi gjorde det altid sådan at vi stod op midt om natten og bragede afsted. Det betød at vi kunne tage et virkelig langt hug, inden det blev dag og trafikken blev tæt. Vi har aldrig brækket turen op i to dage, men i stedet forkuseret på at få overstået det kedelige, for at komme ned til det sjove. Så har der været pauser undervejs og underholdning en masse inde i bilen, men mine forældre havde bestemt at turen derned foregik i én strækning.

Sån’ en havde min søster og jeg hver. Fyldt med alle vores sager. Hyggeligt jo!

Gårsdagens diskussion gik således på, om man skulle brække turen op i 2, eller holde den i en. Her sad så forældre der gjorde det op til børnene at bestemme. ’Det ér også en lang tur for sådan nogle små nogle’, ’gu’ ve’ om de nu kan klare det’, ’mon det bliver en god nok oplevelse’.. og sådan fortsatte det. Da jeg forsigtigt prøvede med ’det er vel jer som forældre der bestemmer – de små skal jo nok klare den, hvis der er underholdning nok og turen planlægges så de kan sove det meste af vejen’ smaskede boomerangen lige tilbage i skallen på mig med ’ja ja, bare vent til du selv får børn’. Tell you what people. Nu skal vi til Østrig til sommer med 2 børn. En ca. 10 timers lang køretur. Og den bliver kørt i én strækning, uagtet hvad de små har lyst til. Det er noget Rob og jeg har bestemt og selv hvis de små synes det virker uoverskueligt langt, er det sådan det bliver!

Forældre skal holde op med at lade deres børn blive små bestemmerkonger. De skal nok klare sig. De retter ind. Jeg har da ikke lidt nød fordi jeg har siddet i en bil på et 12 timers stræk, for at skulle på ferie vel og mærket. Det var da det fedeste at lande sydpå og vide at ferien for alvor kunne begynde. Og med lydbånd, tegnebøger, Anders And blade, ispauser, masser af lure og Robin Hood fortælling for hele bilen, blev det til nogle af de bedste barndomsminder jeg har.

Jeg glæder mig til kør selv… i 10 timer!

Bare fordi jeg ikke har børn (endnu) behøver jeg da ikke vente med at have en holdning til tingene. Og ja, det kan da godt være at jeg får et nyt syn på sagen, når jeg har mine egne små rotter, men man har et standpunkt til man tager et nyt og det er der ikke nogen der skal sidde og være bedrevidende eller belærende omkring. I øvrigt (for 2.gang). Jeg HAR to børn. Vist er det ikke mine egne, men de bliver opdraget som om de var – og hjemme i min lejr er det altså mig, den voksne og deres far der bestemmer. Punktum!