Hvad med jer? Skal i ikke snart have nogle børn?
Robert som lille purk. Svær at stå for!
Som bekendt er jeg 30 år. Min mand er 40. Vi har været sammen i lidt over 2 år og gift i 1 1/2. Vi er lykkelige. Vi har en stor lejlighed, gode jobs begge to. Vi er økonomisk godt stillet og finder råd til det vi gerne vil have. Vi har 2 børn. Dem har vi hver anden uge i 5 dage af gangen. Det er bare ikke vores fælles børn.
Hvis man putter hele ovenstående herlighed ned i en gryde, rører lidt rundt, lader det stå og simre, giver det ét gyldent spørgsmål: Hvad med jer? Skal i ikke snart have nogle børn? Og jo! Jo det skal vi da, og spørgsmålet er som sådan også fint og sikkert spurgt i en rigtig god mening. Men når man får det samme spørgsmål for 15.gang i træk, bliver man lidt træt af at høre sig selv give det samme svar.
For nogle, er dét der åbenbart lig med børn
Jeg har tænkt rigtig meget over det, her på det sidste, fordi jeg har fået spørgsmålet latterligt meget, efter jeg er blevet 30. Og så tænker jeg, er det fordi jeg er blevet 30, punktum? Eller er det fordi jeg er blevet 30 OG er gift? Oftest er det folk MED børn, der spørger og selvom jeg godt ved at de ikke gør det for at genere mig, kan jeg ikke lade værre med at tænke – hvorfor spørger du mig ikke om noget andet? Om jeg er lykkelig, eller om det er fedt at være bonusmor? Eller hvor jeg har købt mine sko?
Egentlig er det med børn jo en ret privat sag. Det kan være man ikke ønsker dem. Det kan være det er svært at få dem. Det kan være at man er uenige om at skulle have dem. Det kan være at man hellere vil have en kælegris eller en karriere. Mulighederne er mange og man kan hurtigt blive bragt i en situation, hvor man skal lyve. Vi går jo heller ikke rundt og spørger hinanden om, hvor meget vi tjener, vel?
Jeg tror f.eks. hellere hende som det der program handlede om, ville udstoppe døde dyr, end lave babyer
Jeg spørger aldrig kvinder jeg knap kender, om de ikke snart skal have nogle børn. Jeg tænker at jeg siger tillykke, når de en dag står med dunk på, eller at de sikkert bevidst har valgt det, hvis de en dag kommer slæbende med en kælegris, i stedet for et barn.
Hov hele beskeden kom ikke med…
Du giver, jeg modtager, og her skal man også give igen.
Nu hvor “mødommen” er taget, vil jeg øve mig i at kommentere i ny og næ