Mine bonusbørn er bare ikke nok…

Mine gener skal da også ind i det billede der

I går var der en læser der spurgte mig, om Rob og jeg har overvejet at ‘holde’ os til de to øgler vi har. Altså stoppe projekt om egen avl, lade værre med at føre fælles gener videre. Spørgsmålet falder meget belejligt oveni i min egen tankestrøm om præcis dét emne.

Det er ubeskrivelig fedt at have to store børn. De er selvkørende og oftest selvunderholdt. Vi skal ikke konstant have et vågent øje på dem og deres alder taget i betragtning, giver min mand og jeg mulighed for at læse bøger en hel dag, med indbyggede sjuspauser, der i og for sig godt kan føre over i en mindre funktionel hjernestrøm.

Men, for der er et ret stort og afgørende men. Jeg kommer aldrig til at elske de små, som var de mine egne børn. Simpelthen fordi de ikke ér mine egne børn. Jeg holder umådeligt meget af dem. Jeg har indtaget en form for forældrerolle i deres liv. Jeg betaler til deres ve og vel. Jeg skriver en blog til dels pga. mine bonusbørn. Jeg sidder ved en psykolog, for at kunne tackle bonusrollen bedst muligt og jeg deler glædeligt mit liv med dem. Det er bare ikke nok for mig.

Hvem vil ikke gerne klone sig med det der?

Jeg er 30 år og mit biologiske ur tikker med tiltagende kraft. Jeg vil opleve hvordan det er at blive mor. Prøve at kigge på børn med samme fortryllelse, som jeg kan se Robert kigger på de små ind i mellem og som er noget jeg endnu ikke forstår. Jeg vil se Rob være far til VORES barn. Jeg har lyst til at tilsidesætte eftermiddagssjusser og det frie liv, til fordel for en miniklon, der kræver al min opmærksomhed.

Jeg forstår godt dem, der synes, at jeg pt. har det bedste af alle verdener. Frihed til at rejse, gå ud hveranden weekend, rum til at kunne fokusere al min kærlighed over i min mand, dyrke min forelskelse og på sin vis ikke være yderligere bundet, samtidig med at jeg har glæden ved at have to børn i mit liv. Det lyder jo også som hele pakken. Det er bare ikke nok.

Min trang til at få et barn er udelukkende egoistisk. Det er en følelse der sidder inde i mig og som min mand heldigvis deler med mig. Men skal man lige tage bonussituationen med i spil, har jeg faktisk også en forhåbning om, at når jeg engang får mit eget barn, vil min tilknytning til de små blive forstærket, fordi jeg vil få en bedre fornemmelse og forståelse for det bånd, der knyttes forældre og barn i mellem. I øvrigt glæder jeg mig overdrevet til den dag, vi skal fortælle de to aber, at de skal have en lillebror eller lillesøster. De bliver jo en vigtig del af hele processen, fordi de bliver storebror og storesøster – fuldbyrdet. Ikke noget med halv, her.

I øvrigt gider jeg godt den der størrelse en gang til

Så derfor. Tanken har strejfet mig – at bevare det liv vi lever nu, uden afbrydelser eller ændringer. Men i det lange løb ville en del af mig dø, fordi jeg ville skulle give afkald på noget, der er så meget en del af mig – bliver en del af mig. Men indtil den dag kommer, hvor vi har en lille nisse der gakker rundt, nyder jeg til fulde at jeg får lov at opleve de bedste år af en stormforelskelse på den måde som jeg gør. Hvilket bedre grundlag at røre en kærlighedsbaby sammen på?