X

The perfect world. Nørrebro fra sin bedste side

Der er en læser der har spurgt mig, hvordan mit forhold til børnenes mor er. Faktisk et spørgsmål jeg er glad for, at ingen har stillet mig noget før, for det er et lidt et ømt område synes jeg. Når det så er sagt, har jeg ofte tænkt på at skrive et indlæg om selvsamme, og jeg er i øvrigt altid glad når I læsere giver jer selv til kende, så no bad feelings til spørger.

Som udgangspunkt er mit forhold til børnenes mor, fint. Rigtig fint. Vi får tingene til at fungere med skemaer der skal gå op, ferier der skal planlægges, weekender der kræver bytning, jul, fødselsdage og what not. Tingene glider. Vi har ikke noget problem med at være i samme rum, hverken hos os når hun afleverer, eller hos hende til boller og lagkage.

MEN. For selvfølgelig er der et men. Jeg tror altid jeg vil synes det er lidt skørt at min mands eks, skal være en del af vores forhold. For det vil hun unægteligt være, i kraft af børnene. Jeg har før skrevet, at det eneste man IKKE ønsker når man starter et nyt forhold op, er at tage stilling til fortidens storspillere. Det kan godt være man vil høre om dem, men have dem i sit liv, har man vel aldrig rigtig lyst til? Men sådan er det, og det kan ikke være anderledes.

Jeg har aldrig, aldrig nogensinde været jaloux på eksen, eller følt at Robert tager hendes parti i stedet for mit. Selvom Robert har et rigtig sundt forhold til sin eks og hans børns mor, tager han altid mig med på råd og overvejelser, når det er noget der omhandler børnene. Min stemme i forhold til de små, vægter lige så tungt som hans egen og hans eks’. Dét betyder meget – faktisk er det alfa. Hvis jeg var blev behandlet som en slags babysitter, eller hyggelig ven, ville vi have et problem – også eksen og mig i mellem, fordi jeg ville føle mig truet eller nedværdiget. Robert har ladet sin eks vide, at selvom det er deres børn, er der nu 3 i en opdrager konstellation og det er jeg ham faktisk svært taknemmelig for!

To come in peace!

Børnenes mor og mig bliver aldrig slyngveninder. Som mennesker er vi alt for forskellige og jeg tror også mange af vores holdninger ligger langt fra hinanden. Det må være svært, især som mor, at skulle acceptere at der er en anden kvinde der pludselig opdrager og præger dine børn. Også selvom hun godt ved, at faren ville opdrage dem ligesådan uagtet nyt forhold til en anden kvinde. Der er da mange ting jeg slet ikke er enig med eks i omkring opdragelse, ligesom jeg tror, at hun også skal sluge nogle kameler. Men sådan vil det være, når der er to hjem der skal deles om opvækst. Det vigtigste er, at vi holder børnene ude af uenigheder og tager dem internt, de voksne i mellem, hvis det er noget der bliver altoverskyggende irriterende. Vi ’badmouther’ ALDRIG børnenes mor, hendes beslutninger, eller måde at gøre tingenen på , overfor de små. Robert er heldigvis ikke den konfliktsky type, så han tager konfrontationen med sin eks, hvis der er noget han føler skal diskuteres.

Hvis jeg selv kunne bestemme, så var der ikke nogen X. Men det handler ikke om hende, børnenes mor. Det handler sådan set bare om, at jeg ikke har lyst til at glo Roberts fortid ind i øjnene og en sjælden gang i mellem synes det er træls, at han også skal gøre det. Faktum er bare, at sådan er det og vi kan ikke ændre det, og når vi ikke kan det, er jeg virkelig glad for at tingene er som de er. Jeg forestiller mig det scenarie hvor de to forældre ikke kan tale sammen og al energi bruges på at ødelægge hinanden, eller omvendt, hvor de stadig er så filtret ind i hinanden, at man (jeg), ville blive sparket til hjørne. På den måde er vores situation perfekt, for alt er neutralt. Det fungerer – fuldstændig som voksne mennesker skal få det til. Heldigvis (!!), ellers er jeg faktisk ikke sikker på jeg kunne være i det.