Pållelade og rødvin – uden skammekrog

Så længe jeg bare er tilfreds med galningen i spejlet!

Jeg har før skrevet om, at jeg godt kan finde det svært at balancere mængden af træning (øh, og mad). At enten træner jeg helt vildt meget, ellers træner jeg næsten ikke. Det er rigtig svært for mig, at finde den gyldne mellemvej, hvor det føles naturligt.

Men det prøver jeg virkelig at tvinge mig selv til at gøre nu. Jeg bliver (som altid) lidt træt af, at træne 6-7 gange i ugen, eller får i hvert fald bare brug for en pause, for i virkeligheden elsker jeg jo den energi, træning avler.

Min krop er bare desværre bare en lille svamp. Den suger mad til sig, hurtigere end jeg kunne skyde en øl som 18årig (pretty damn fast). Det betyder, at når jeg giver slip på grøntsagstøjlerne OG sætter træningsgalop til trav, skal der ikke meget til før min krop kvitterer med en polstring. Bevares, vi taler ikke gåsedunsdyne kaliber – mere en let sommerdyne. Robert siger det er oppe i mit hoved og jeg er ikke sen til at give ham ret, men noget sandhed i det, ér der altså. Bare spørg mine jeans.

Chokomüsli – det var vel ferie?!

Når alt det her så er sagt, orker jeg ikke at fuldfreake som jeg ville have gjort for et par år siden. Jeg har spist knækbrød med smør og pållelade, rugbrødsmadder med frikadeller på et lagen af mayo, mere end 1 stykke chokolade til dessert, fået fedtede hænder af yndlings skummet med julekalenderchokolade som frakke og drukket rødvin til jeg ikke gad mere, i de her sommerhusdage og hurra for det.

Brazil! De er ekstra polstring værd, seriøst!

Alder er heldigvis en fordel her. For selvom jeg elsker at (psyko) træne og være strammere end en Løgismosepølse i skindet, elsker jeg også at svælge rundt i bunden af madpyramiden, uden at sende mig selv i skammekrogen bagefter.

Balance, balance, balance – jeg bliver en eminent linedanser en dag.