En rullestegs bekendelser

Altid pakket, den lille træningstaske

Jeg kom vist til at omtale min krop som en lille rullesteg i et indlæg i går. På trods af at det er mit eget valg at skrue drastisk ned for træning, betyder det ikke, at jeg bad om at komme til at ligne en benløs fugl, klar til at blive branket i ovnen.

Tidligere har jeg været inde på, at det der med at finde balance i både krop og træning kan være rigtig svært for mig. What can I say? Det er det så stadig. Jeg er jo godt klar over, at når man har været helt skrabet som jeg har været det sidste halve år, skal der ikke meget kødfars til at føle sig lidt kvabse. I virkeligheden spiser jeg ikke anderledes end da jeg trænede meget. Min krop er bare hurtig til at reagere på pause. Åbenbart (judas)!

Faktisk har jeg det ret ambivalent med det. Når jeg ser billeder af en ultra tight træningsfugl, kan jeg faktisk godt synes det er for pillet i forhold til nu, hvor jeg har fået min polstring tilbage. Jeg elsker former. Jeg elsker også at kigge på kvinder med former. Jeg har bare svært ved at finde mig tilpas i fars form.

Hej lille steg

Så det er faktisk det jeg træner nu. At blive god til at være tilpas i min krop, selvom maven er blødere og lårene mere kødfulde. Jeg har det nemlig ret godt for tiden, med ikke at bruge det meste af min fritid på at skulle flaxe rundt i træningstøj. Dog har jeg lovet mig selv fortsat at træne 2-3 gange om ugen – som så er mere svært end jeg lige troede. Skizo type?