Klip en streng, knæk en nakke

På min arbejdsplads, er der rigtig mange der har børn. Børn i alle aldre. Det afføder naturligvis en masse hverdagshistorier og episoder, som deles og diskuteres til frokost og over skrivebordet.

Selvom jeg ikke selv har børn der er mine egne, er jeg ikke bange for at blande mig i debatten (den havde i vist luret?), men nogle gange bliver jeg simpelthen nødt til at holde min kæft, for ikke at skabe tordenstorm.

Det har som sådan ikke noget med mine kollegaer at gøre. Det kunne være hvem som helst, der havde samme holdning, som ville få min blære til at buldre.

Jeg har været inde på det før, men det er åbenbart noget som provokerer mig nok, til at kvække om det igen. Nemlig problematikken; hvor meget skal man hjælpe sine børn?

Som barn havde jeg, som så mange andre børn fodvorter, knopper på fingrene, ekstremt svære tilfælde af eksem. Jeg havde bøjler på tænderne og på et tidspunkt fik jeg en skæv ryg (okay, hej Quasimodo barnet?!). Alt det her krævede behandling, af den ene eller den anden slags. Da jeg var et lille skrævl tog min mor, eller far mig i hånden og fulgte med mig til diverse lægebesøg. Og så fik jeg i øvrigt altid et holdkæft bolsche bagefter – det røde og gule af slagesen. Men lige så snart jeg blev stor nok, var det noget jeg klarede selv. Også kiropraktoren, og kinesiologen og ham der, som testede mig for diverse hudallergier. Yum!

Derfor, når jeg hører forældre tage deres 14årige børn i hånden, for at gå til lægen med en syg finger, eller tjek på bøjlerne, begynder det at klø i min tungespids og kradse i min hjerne.

Det var jo fredag for mig i morges…

Jeg er direkte målløs (jo, det er jeg), over den måde at selvstændiggøre sine unger på – eller ja, mangel på samme. Børn skal da lære, at man klarer tingene selv. At man ikke kan have far, eller mor med, når der skal renses tænder hos skoletandlægen. Rolig nu. Jeg kan forstå, at man første gang der skal ske noget vildt- som at starte forløb hos fysioterapeut, kiropraktor eller what not, tager en forælder med, for lige at finde hoved og hale på tingene, men efterfølgende må man da stole på, at sit barn kan klare det selv. I øvrigt synes jeg man bør peptalke sine unger til, at det ikke bliver et problem for dem, at klare det alene. Ros dem i stedet, når de så kommer hjem et halvt hoved højere, over at de er nogle seje sataner.

Jeg blev herre mobbet i folkeskolen, i rigtig, rigtig mange år. Jeg kunne sagtens have endt ud som en forkvaklet, lille stakkel uden mod på modgang og med en selvtillid der spændte ben for mig selv. Heldigvis havde jeg to forældre, der blev ved med at skubbe mig i ryggen og som vedvarende selvstændiggjorde mig. Halleluja. Jeg ville have noia på, når jeg skulle alene til lægen første gang som 17årig, hvis jeg havde haft min mor eller far med mig indtil da.

Forældre skal klippe den der kontrolnavlestreng meget, meget før end de gør, kravle ud af børnenes hånd, ud af børnenes telefon og stole på, at de med vejledning, opbakning, respekt og kærlighed fra forældrene, får skabt nogle selvstændige sejlinger!

Solen skinner og jeg har fri i morgen. Hej lille glas (ingen siger hvor mange) med rødvin i aften!