Den snavsede side af guldmedaljen

For at være helt ærlig, havde jeg svoret jeg ALDRIG skulle finde en mand der havde børn. Men så igen, man sværger jo også at man aldrig skal drikke igen, efter 80 gin&tonics en lørdag aften i byen.

Men da jeg mødte Robert, og forelskede mig pladask efter 6 timer og en flaske whisky, oppe i min lejlighed, var det faktum at han havde to børn på 6 og 8, ikke noget problem – overhovedet.
Alle mine principper faldt til jorden og blev glemt, sådan er det jo når man befinder sig i en bobbel af lyserød sindssyge. Jeg vidste bare at jeg skulle være sammen med den her mand, resten af mit liv og så skulle alt andet nok løse sig. Det bekymrede mig ikke rigtigt.
Heller ikke da han, meget bestemt (apropos principper) fortalte, at han aldrig skulle have flere børn. ‘Egentlig bryder jeg mig ikke særlig meget om børn, så de to aber jeg har nu, er så rigeligt’, var meldingen på 3. date, hvor der blev talt om fremtid og ønsker om selvsamme. Jeg har jo altid været af opfattelsen, at en eller anden dag, når jeg blev rigtig voksen, skulle jeg have en mand, 2 smukke børn (jeg i øvrigt selv havde poppet) og ellers leve et vildt liv, i en stor, fed lejlighed, på Frederiksberg og være omgivet af lykke, som jeg husker det fra min egen paracelhus prinsesse opvækst.
Robert boede i Rødovre, havde 2 børn og en ekskone. Men som sagt, alt det var underordnet, fuldstændig, for Robert var alt det jeg havde gået og drømt om, og higet efter i mange, mange år, og som jeg var sikker på, ikke fandtes.

Det der med at det ikke blev et problem? Jeg blev klogere, hurtigere end Matt Damon løser ligninger i Good Will Hunting! Det er muligvis en af de største udfordringer jeg havde stået overfor, i mit, på det tidspunkt 28årige liv. Det at der ikke var ‘hjælp og vejledning’ at hente, fra andre sjus drikkende-cigaret rygende-natklub dansende-stor forelskede pigebørn, var roden til en del frustrationer og dagsbogs rasende skriblerier. De eneste selvhjælps (dét ord?!) redskaber der var at finde, var fra bedrevidende psykologer og coaches, der ikke sagde sandheden, også den hæslige og grufulde, eller fra damer der havde overtaget livsansvar fra miniøgler… altså dem der er omkring 2 år, og noget lettere at forelske sig i, fordi personligheden ikke er formet, præget og til tider svært irriterende, som hos de ældre rødder, som mine på 6 og 8, der nærmest allerede befinder sig i en form for prepubertet – ja ja, overdrivelse fremmer forståelsen. Nå ja, og så i min mand. Men den selvhjælp jeg fandt i ham, deles desværre ikke.

Derfor forsøger jeg med egne beretninger. Dem der, der er lige så brutale, som en hudafskrabning efter et cykelstyrt i en koger. Der er brug for at nogen tager bladet fra munden, filteret af linsen og beretter om den snavsede del af den guldmedalje det pisse meget, også er.

Jeg håber i vil læse med – velkommen til bonusheksen, mig.