Her kommer mut… børnene med kost og spand

Det her scenarie kommer vi til at se meget mere af fremover

Den anden dag skrev jeg, at der skulle ske forandringer i det nørrebroske hjem. Både i form af bofællesskab for de små, men også på fællesskabsfronten, for os alle.

Her lidt baggrund: Robert og jeg kom til at tale om hvor gamle vi var, da vi fik vores første arbejde. Robert begyndte allerede i 6.klasse at arbejde i en købmand, og jeg fik mit første job som pakkepige i Kvickly, da jeg gik i 7. Vi var begge enige om, at det er vigtigt for vores fremtid, læs: børnene, at de får sig et arbejde allerede fra en tidlig alder. Ja ja, vi snakker jo ikke 20 timer om ugen, måske bare en eftermiddag her, eller en formiddag der. Vi synes det er vigtigt, både at lære de små at penge ikke bare kommer af sig selv, samt forberede dem på et fremtidigt arbejdsliv. Så er der alle de små bonusser som at lære at møde til tiden, overholde aftaler, disciplin osv. (Hjælp mig, jeg er jo 75!?)

Den her snak vi havde affødte et helt andet emne, der omhandlede pligter i hjemmet. Som barn havde både min søster og jeg (og Robert og hans brødre) pligter i hytten, i alle mulige afskygninger. De her pligter havde vi, fordi vi var en del af et fællesskab og en familie og det var selvskrevet at man hjalp til. Lommepenge fik vi. Men det var ikke som sådan for pligterne, som jeg opfatter det. Det fik man, så man kunne spare op og købe sine egne små ting, men det var ikke en belønning for at hjælpe til i huset – og til fællesskabet. Jo længere vi kom ind i den her snak, jo mere gik det op for os, at vi faktisk ikke har givet de små nogle pligter. Det kom ret meget bag på os, fordi vi jo begge er af den opfattelse at det hører sig til, når man er en familie. Også en delefamilie.

Bevares, de smører deres egen madpakke. Eller, de flækker 3 halve og et stykke agurk sammen. 10’er maden står vi stadig for. Og det er noget de skal mindes op – gang på gang, ligesom vi gang på gang skal minde dem om at de skal dække bord.

Det er selvfølgelig vores egen skyld, at de ikke tager mere del i fællesskabet, for vi har aldrig kørt det ind som en rutine. Den dag kommer så nu. Først og fremmest skal vi forklare dem, at der er noget der hedder fællesskab. At opvaskemaskinen ikke bliver tømt af sig selv, derimod fyldt af alle. At skraldet ikke bæres ned af Dobby, eller jo, men den menneskelige udgave – Robert/mig. At når der er blevet lavet mad, skal der også vaskes op. Den slags helt basale ting, som vi ikke mener man skal have lommepenge for, da det er noget der involverer os alle sammen, på et helt naturligt dagligdags niveau.

Jeg tænker, jeg lærer en af dem op i at blive en sublim pandekagebager – ville det ikke være smart af mig?!

Lommepenge er dog noget vi har tænkt os at indføre. Da Robert og jeg talte om alt det her i sidste weekend, var vi ret enige om, at lommepenge skulle tjenes ved at gøre noget ekstra i hjemmet. F.eks. at hænge tøj op, eller lægge tøj sammen. Hjælpe med at handle ind og lave mad. Støve af, støvsuge, skure et lokum, gå ned med pant, støvsuge bilen osv. Men så kom Robert hjem i går og sagde, at han faktisk ikke synes at lommepenge skal tjenes ved pligter. Vi skal derimod lære dem at når man er et fællesskab, skal man bidrage og det skal man for at få tingene til at hænge sammen. Det er ikke nødvendigvis noget der bliver aflønnet i guld, og den forståelse må de godt få med fra os. Jeg kunne ikke være mere enig!

Så sådan er det blevet. Vi havde snakken med dem i går, da vi fik dem hjem og de kan jo sagtens se hvad vi mener. Der var derfor ikke nogle protester, eller sure opstød fra de to aber. Jeg er nu spændt på at se hvordan det går. Første opgave der hed ’oprydning af køkken’, gik i deres optik på at sætte tallerkner i opperen, og så var det ligesom det. Men hey, vi hjælper og lærer og støtter. Det skal nok blive pisse godt!

Jeg synes hverken det er urimeligt, stridt eller for meget, at give børnene en forståelse af fællesskab og ansvar i form af pligter. Vi skal selvfølgelig nok hjælpe dem og give dem en kærlig hånd med i begyndelsen, men børn er nogle udspekulerede små sataner. Vores 2 har f.eks. luret det der med, at hvis ikke der bliver sagt at der skal dækkes bord, så gør de det heller ikke. Den slags ting skal de bare lære, er deres pligt, deres ansvarsområde. Fuldstændig som at det er min eller Roberts pligt, at vaske tøj til alle mand.

Jeg er spændt på om der sidder nogen derude og tænker ’herre Jemini en ledskabsond Heks’. Hvis der er, så giv jer gerne til kende, og lad mig høre hvad jeres syn på pligten.