Send børnene langt væk

Sådan der havde jeg det, da jeg blev sat af på skolen – alene!

For rigtig lang tid siden kom vi, over aftensmaden hjemme hos os, til at tale med de små om det at gå på efterskole. Flytte hjemmefra i et år. Jeg har selv taget 10.klasse på en efterskole og vil til dato klassificere det som det bedste år i mit liv. Derfor er jeg naturligvis kæmpe fortaler for, at begge unger skal have samme oplevelse.

Da vi talte om det første gang, var begge meget afvisende og hurtige til at sige, at det bestemt ikke var noget for dem. Bevares, det er jo ikke noget der skal besluttes inden deres næste fødselsdag, eller som de skal skrives op til 5 år i forvejen. Derfor må man stadigvæk godt masere deres små hjerner til tanken om det – tænker jeg.

Hør her, da jeg skulle på efterskole, var det ikke med min gode vilje. Tanken om at skulle ud af mine faste rammer rigtig langt væk hjemmefra, var ikke noget jeg poppede champagnen over. Som sådan var det mine forældre og til dels også min søster der skubbede mig på modstridende hæle. Min folkeskoletid havde været led og jeg var ret knækket af den – selvom jeg ikke kunne se det dengang. Til sidst gik jeg med til at SE på et par skoler. August 2000 stod jeg der så, på den nøje udvalgte efterskole. Lille! Meget lille og meget alene.

Her kører vi noget reunion – 5 år efter vi stoppede. FUN

Forløbet i sig selv sidder i hjertet. Min bedste ven, Maria, fik jeg på efterskolen. Meget af min selvstændighed er blevet bagt på den skole. Jeg løsrev mig det år. Jeg var ikke særlig meget hjemme og heller ikke interesseret i, at mine forældre skulle komme op og besøge mig. Det var noget jeg skulle gøre alene – bevise overfor mig selv og alle andre, at jeg kunne uden støttehjul. Udover at skolen jeg gik på havde stor fokus på internationalitet, lå den også 3 timer væk hjemmefra og jeg skulle både med 2 tog og bus, for at nå derhen – alene! Men når jeg tænker tilbage, har det nok været et bevidst valg, at den havde så lang afstand til hjem. Jeg husker nogle der boede 20-30 min. fra skolen, hvor jeg tænkte – ’jamen så er jo ikke RIGTIGT væk hjemmefra’, som ligesom var konceptet for mig.

Uanset om man er blevet mobbet eller har haft en gnidningsfri folkeskoletid, vil jeg på det kraftigste anbefale, opfordre og næsten (næsten), tvinge samtlige forældre, til at sende deres basser afsted. Det giver dem altså noget karakter og noget gåpåmod, som jeg ikke tror bliver skabt på samme måde, som hvis de ryger direkte videre til den næste ’snorlige’ skole.

WUHUW – do it

De små var lidt mere venligt stemte for projektet, da vi talte om det anden gang for nogle uger siden. Især den store – den lille kunne ikke helt forstå det der med, at man skulle være væk fra far og mor en hel UGE af gangen?! Han bliver klogere. Ellers hjælper jeg ham lidt. Gnæk!