‘Er du ikke blevet lige vubbi nok’?

Færdig med gymnasie, skinny og træt

Den observante og (somewhat) trofaste læser vil på nuværende tidspunkt have luret, at en del af min vågne tid går med at straffe mit usle legeme, med den ene eller anden form for træning. Robert og jeg havde en lang snak sidst, omkring det der med at træne og være afhængig af det, samtidig med at mad også bliver lidt en besættelse.

Jeg har været der. Flere gange i løbet af mit spæde liv.

Det startede sådan set, da jeg kom hjem fra efterskole. Deroppe levede vi af boller med smør, nudler og knækbrød med pomfit’ sovs (no comments please). Man kan vel sige at vi tog ordet ’selvstændiggørelse’ som efterskolen gerne skulle fremme, særdeles bogstaveligt. Det var altså ikke fordi der ikke blev serveret ordentlig mad på skolen. Men vi kunne spise når vi havde lyst og vi bestemte selv hvad. Det havde konsekvenser (meget apropos) Ca. 10 kg. konsekvens. Nuj, jeg var en lille basse da jeg kom hjem og skulle starte gymnasie. Det sørgelige var, at jeg var i total fornægtelse. Jeg så ikke en smørbolle body i spejlet, hvilket betød at jeg heller ikke ændrede min måde at klæde mig på. Jeg husker SÅ tydeligt en aften, inden en gymnasiefest. Jeg havde taget et (synes jeg selv) knock out outfit på. Noget med mavestumpende bluse og lavtaljede jeans (aaargh det gør ondt at skrive og male billedet samtidig). I kan godt se det for jer, ik? Klar til fest og på vej ud af døren, tog min mor kærligt fat i mig og sagde, at det der kunne jeg altså ikke have på. Jeg havde lyst til at slå hende ihjel, for det var ikke første gang, hverken hun- eller min far, havde gjort mig opmærksom på, at jeg var blevet lige rund nok. De havde tilbudt at hjælpe med både madplan og motion, men jeg ignorerede det fuldstændig. Eller. Jeg kunne bare ikke overskue det.

Jeg mangler billeder (wonder why?!) af min post efterskole tid. Men her er jeg godt i stand… flere steder end i hovedet hva’?

Det var først da min daværende kæreste, efter en omgang tumleslåsen på sofaen en dag sagde; ’er du ikke blevet lige vubbi (lasket) nok’, at der skete noget. Én ting var min far og mor. Men min egen kæreste?.. fandme nej! Fra dét sekund lagde jeg alt om. Jeg meldte mig ind i et fitnesscenter og trænede som regel 2 gange om dagen. 1 time om morgenen og 2 timer efter skole, inden arbejde. Jeg stoppede med at drikke i et ½ år, jeg målte og vejede AL min mad og sukker eksisterede ikke i min verden. Det tog mig et lille års tid, at gå fra fedladen til super (næsten for meget) fit.

Ung fugl type

Jeg er glad for at mine forældre tog fat i mig da de gjorde. Det var deres pligt. Nu var de 10 kilos hyggefedt jo ikke deres ansvar som sådan, men jeg boede stadig hjemme, de så på mig dagligt og egentlig synes jeg det er forældres ansvar at hanke op i deres børn, hvis de kører at sporet og styrer mod fedt fabrikken. Også når man ér flyttet hjemmefra og kommer hjem på besøg med runde kinder, nye hager og flæske forhæng (læs, løssluppen mave). Tak mor, af hjertet tak.

Min mor hoppede med på fitness vognen og trænede sig op til sit livs form, inden hun fyldte 50 (jaws). Sund og fornuftig kost har vi altid fået hjemme, så de gamle fortsatte uændret, men prøvede for så vidt muligt at koordinere med min madplan. Det var en kæmpe hjælp at have deres støtte.

Det var fedt at være fit! Det var en kæmpe sejr at bevise overfor mig selv, at jeg kunne gøre det, og samtidig få den ros fra omverdenen, som jeg også havde brug for, i processen. Men det var også en kamp og hårdt slid. Jeg gik på mange kompromisser og på et tidspunkt blev den nye livsstil alt for styrrende. Jeg har aldrig haft en spiseforstyrrelse, men jeg blev klart control freak. Maden SKULLE vejes og træning TO gange om dagen blev et absolut must. Først i 3g begyndte jeg at slappe mere af og fik et sundere forhold til både mad og træning.

Da jeg flyttede til København kulsejlede det helt. Jeg fik ikke trænet, da alt var nyt og hektisk og jeg havde ikke overskud til at holde formen ved lige. Lige så langsomt steg vægten desværre igen.

Basseunge!

Nu er jeg er jo sådan en ’enten eller’ type. Jeg har aldrig kunnet finde ud af det der med at træne 2-3 gange om ugen, og spise efter 80/20 reglen. Enten er det træning 6 gange om ugen (mindst) og ingen sukker, alkohol, fedt eller andet der i virkeligheden gør livet værd at leve. Ellers er det fuld gas på alle tangenter. Hvidt brød med smør til morgenmad, 2 portioner til frokost, efterfulgt af en nutellamad (2cm tykkelse, naturligvis) kage til eftermiddag (bare et lille stykke) og pasta med.. you name it, til aftensmad. Nå ja, og så nok lidt snoller til dessert. Kan i se mig? Hæve stille og roligt som ubagt dej? Sådan har det været hele mit 20’er liv. Op og ned.

Lige indtil mit 29. år. Først dér fandt jeg fodfæste. Jeg sluttede fred med, at det var nok at træne 2-3 gange om ugen (uden at have dårlig samvittighed over ikke at træne 6). Jeg fandt ud af, at hvis man undgår brød, pasta, alkohol og sukker (vræl! VRÆL!), i løbet af ugen, kan man godt drikke sjusser og spise en stor bøf (med beanaise og fries) i weekenden, uden at ligne et sødmælks franskbrød 2 uger senere.

Fra i sommers. Efter en Energii challange (20xtræning på en måned)

Og må jeg lige sige det er en fornøjelse. Det er simpelthen så dejligt at være i vatter. Ikke at have dårlig samvittighed over at træne for lidt, eller voldfråde for meget.

Jeg kan dog godt mærke at den lille fitness dronning der blev født, da jeg var 18, presser på for at fyre sit show af. Jeg skal passe på at træning ikke tager overhånd, forstået på den måde, at det duer ikke hvis jeg booker 5 dages træning på en uge, for sådan starter det. Pludselig bliver det normen for mig og efter 6 måneder, går jeg død og giver op, fordi jeg har kørt mig selv helt i sænk. Heldigvis er Robert god til at holde mig lidt i halen, hvis det tager overhånd.

En del år siden efterhånden.. i en ‘eller’ periode.

Jeg må jo bare se i øjnene, at hvis ikke jeg træner og styrer mit madforbrug (alt hvor ordet ’mad’ indgår, gør mig bare glad), bliver jeg flommet hurtigere end Fetterlein kan underskrive en kontrakt på et nyt reality program. Derfor håber jeg, at jeg altid vil holde min krop ved lige- også når jeg bliver gravid og har født, som jeg glædeligt ser masser af piger formå at gøre.

Jeg sled ret meget i centeret, inden jeg skulle til Bahamas og flashe hud, på min bryllupsrejse. Det er jeg glad for jeg gjorde!

Jeg ville elske at være en af de (djævlebørn) kvinder, der kunne flænse en hel kasse hindbærsnitter, uden at bule ud nogen steder. Men det er jeg ikke. Det bliver jeg aldrig.Til gengæld er jeg velsignet med en røv, der altid minder om et honninghjerte i 3D – også når jeg hæver. Og når nu man ikke kan få det hele, er jeg glad for at det var dét jeg fik og ikke utrolig smukke tæer. Men det er nok bare mig.