Ms.Kardashians røv lige i face

Plastik eller blæk? Jeg går for det sidste

Det her er et lidt langt indlæg, men et relevant et af slagsen. Jeg lover jeg prøver at begrænse de lange fristile fremover, da jeg godt ved de sluger vigtig (vasketøjs) tid. Men here goes.

Kan i huske jeg nævnte at jeg havde set et program på nettet, der hed Generation Plastik? Jeg har sgu ikke rigtig kunne slippe det og de tanker det førte med sig.

De er en programserie på 8 afsnit der hver varer ca. 30 min. Man følger forskellige menneskers forløb igennem forskønnende indgreb, af den ene eller anden karakter. Det er ret chokerende TV. Ikke på den der ’wauw, kan man suge fedt der ligner fyldet på en pizza Margaritha ud af en topmave, eller nuuuj, restylane giver lidt hud som glasuren på en citronmåne’ måde, men mere hvor lidt tanke, der egentlig kan ligge bag at få udført sådan nogle indgreb.
Der var f.eks. den her pige der har ønsket sig nye bryster, siden hun var 13 år (og det var 13!!?) og da hun så bliver 19, låner hun pengene af sin mor (og det var af sin mor?!!), for at få lavet de her meloner. For, excusé moí, det blev altså til meloner. Alt for store til den lille pige – og da hun stod i omklædningsrummet, med sit umalkede yver og prøvede BH’er, lignede hun da også en der havde taget barmen lidt for fuld (hø!). Et par måneder efter sin operation, skulle hun så i byen – i Vejle, hvor man fulgte hende flække Mokais og tungeslaske sine veninder, mens de befamlede hendes nye foretagender. Dagen efter ser man hende så, sidde tudbrølende foran sit digitalkamera og være dybt uforstående for, hvordan hendes bryster var det eneste folk kunne fokusere på og hvorfor hun skulle spørges om de var hendes egne selvdyrkede. Jamen lille skat. Hvad havde du regnet med? Ud fra det man så i videoklippet, følte selv jeg mig fristet til en lille chit-chat, om hendes mors låne donation. Man finder jo så ud af, at hendes selvværd er på størrelse med en tissemyres diller og at hendes mor faktisk har stillet det krav, at hun skulle gæste en psykolog, for at få lov til at låne penge til hendes fremtidige selvtillid.
Hvorfor kræver man ikke af sit barn, at hun skal sætte sig til psykolog FØR hun lader sig ligge under kniven. Jeg mener, hvis man har indvilliget i at hjælpe til operation og man også snakker psykolog, så må man jo vide at sin datter har nogle issues, der skal tages hånd om? Programmet slutter med, at hun faktisk indrømmer at store bryster ikke har givet hende den ønskede selvtillid hun havde drømt om – men at hun da nok godt vil have lavet dem større en dag?! (jeg tror ikke det er psykolog opsparingen går til).

Og nu frem til det jeg gerne vil belyse. Jeg synes, som de fleste andre nok også gør, at der er en sørgelig tendens i samfundet og forskønnelsen af selvsamme. På busserne hænger der KÆMPE reklamer for et sæt nye bryster, som var det 3 pakker smør for en rund 20’er (hvis det altså ikke lige er en KÆMPE reklame, der opfordrer til, at du skal have en hed affære udenom din partner, i stedet for at gå til badminton. Victoria Milan – dén tager vi helt sikkert en anden dag).
Piger ønsker sig næse korrektioner og nye jader i konfirmations alderen, 10 årige piger hiver sig i maveskindet og påstår de har for meget flæsk på maven?! Arhmen hvad er det for noget?

Jeg er ikke imod plastikoperationer som sådan, hvis det enten er fordi man virkelig er led og ked af tingenes tilstand (og her snakker vi ikke om pæne bryster, der bare godt lige kunne klare lidt mere fylde. Vi er ovre i myggestik afdelingen), eller hvis der vitterligt ikke er andet at gøre, fordi formen måske flækkede lidt ved skabelse. Jeg er bare ikke fan af lette og uovervejede løsninger. F.eks. hende med maveskindet, jeg skrev om den anden dag. Det var tydeligt at se, hun ikke havde trænet én eneste gang, i jagten på en strammere mave. Det synes jeg måske man skal forsøge først. Gøre en indsats, omend en hård og led en. Lad værre med bare at vælge den lette udvej med det samme, fordi den anden vej virker uoverskuelig og uopnåelig. Hvad er det i øvrigt også for et signal at sende til sine børn? Don’t fight it, just fix it? Den unge pige nævnt ovenover – alt for ung og ude af balance til at træffe en så stor beslutning, i en alder af 19. Vent til der er lidt mere selvsikkerhed og rygrad at gøre godt med, især hvis selvværdet halter så markant efter.
På et tidspunkt var der den her unge pige, der blev omtalt ret meget i medierne. Fie tror jeg hun hed. 21 år. Hun tabte over HALVDELEN af sin vægt på 1½ år, UDEN mavesæk operation eller fedtsugning eller shit. Træning og ordentlig kost. Dét er power!

Robert og jeg vandrede Italien tynd i sommers. Hvis jeg kunne ville jeg holde mig i form sådan, hver dag!

Jeg kan forstå de kvinder der har virkelig små bryster, som i næsten ingenting og som føler sig u feminine og forkerte. At de får lavet bryster, kan jeg godt forstå. Jeg kan forstå de kvinder, der har født børn og som et resultat deraf ikke har andet tilbage end 2 sjaskede flapper. Det forstår jeg. Men jeg forstår ikke dem, der pumper deres fjæs op med botox og restylane, i en alder af 25. Som skal fylde deres læber til de ligner Ms.Kardashian’s røv og som bliver fedtsuget på knæ og albuer (hvad ér der med det?). Hvad skete der med at ældes med ynde og acceptere at det er natures law, at få fuger i face når man smiler? (Hurra for den der bog der lige er kommet, om kendte uden makeup i øvrigt). Køb en personlig træner i stedet for en fedtsugning og gro noget lækkert hår i stedet for at klippe det i kort kattestil (i ved, helt kort i siderne, lidt længere på toppen og så farvet i flere nuancer, end Monet ville have formået at male med), fordi man tror det giver et udtryk af ungdom.
Det sender et helt forkert signal til vores børn, om at hvis der er noget du er utilfreds med, skal du for alt i verden ikke leve med det, vende det til din fordel, acceptere det eller arbejde med det. Næh du, gå da ned i banken og lån 30K. Endnu bedre- spørg mor, eller hvad med den her? Køb dine nye bryster på Sweetdeal for halvdelen af oprindelig pris (Yes, det var der 2 piger i det der program der valgte). Jeg bliver svimmel i mit hoved ved tanken.

Med plastik patter og restylane røv følger så også bare en god portion dobbeltmoral, især fra de voksne (og mere modnes) side. Dem der egentlig ikke rigtig vil stå ved, at de har fået foretaget noget. Der var f.eks. en mor, der havde fået lavet bryster, som sad og sagde at hun ikke ville fortælle sin datter det, før hun var, i hvert fald over 10 (MINDST), og som faktisk helst ville holde det hemmeligt. I øvrigt, hvis lille Nikoline ville komme en dag og fortælle, at hun også ville have justeret forlygter, ville den her mor gøre alt hvad hun kunne for at stoppe hende.
Hey!? Hvis du ikke vil sende et signal til dit barn om at plastik er ok, så lad værre med at rode rundt med det. Ellers må man slutte fred med, at i det sekund man bliver fyldt op, af den ene eller den anden form for polly fylla, risikerer man at ens egen arving en dag står og siger ’jeg vil også og du kan ikke sige noget, for du har det selv’ og den synes jeg faktisk ikke man kan komme udenom.

Både Robert og jeg har ret mange tatoveringer. Min husbond temmelig mange flere end jeg. Derved sender vi også et signal til ungerne om, at hvis de en dag ønsker det, er det deres valg – og selvom jeg måske ikke synes det er noget de skal begynde på, har jeg tabt på forhånd.
Jeg kunne godt finde på at få lavet mine bryster, hvis de ligner noget to aber har svunget sig lidt for meget i, når jeg har fået børn. Men så vil jeg da informere mine unger. Fortælle dem hvorfor jeg har fået det gjort og forklare dem, at jeg er voksen og at jeg har tænkt det meget godt igennem, flere gange. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det til en hemmelighed. Ligesom når vi forklarer Kamille og Gustav om det at få farve i sin krop. De er jo begge overbeviste om at de skal have en tusch engang, og vi siger ’ja ja, men det er også fint nok’, i skal bare lige være gamle nok til at være HELT sikre. Og så plejer der faktisk at blive ro og man kan se de små hjerner prøve, at finde svaret allerede nu.

En af Roberts mange tuscher

… og en af mine (frisk fra nålen)

Jeg bliver bare så ked af de idealer der bliver sat op, fordi de små får alt for hurtig adgang til sociale medier (gid fanden havde de iphones) og derved også en masse urealistiske forestillinger om, hvordan man skal se ud og klæde sig og agere og være. De er slet ikke gamle nok til at filtrere al den information fra hinanden og skelne rigtige mennesker fra computer modeller (jøsses, JEG kan have svært ved at holde mit hoved koldt- og jeg er 30!). Jeg prøvede at forklare Kamille i sommers, at man ikke er tyk, fordi ens lår breder sig når man sætter sig på hug (det var hun ellers overbevist om), og jeg forstår det egentlig godt. Tøserne kigger på Medina, der har lår så hule så en dværg kunne bo derinde, maveskind så stramt så man skulle tro hun havde fået foretaget en tarmreduktion og arme så tynde at jeg kunne knække dem ved at knipse hen over dem (bevares, jeg synes hun er lækker!). Hun er så en sej antimobbe ambassadør og opfordrer altid til ordentlig opførsel på de sociale medier, men det er jo ikke det de små pus spejler sig i, når de står og suger maven ind hjemme på værelset, vel?

Hold ud, jeg er snart færdig….

Det bedste man kan gøre som forældre, er vel i virkeligheden at være opmærksomme. Holde øje med at ens unger ikke skifter adfærd, stopper med at spise, eller pludselig ved lidt for meget om kalorie indhold i… noget som helst i virkeligheden (eeej, tænk hvis man aldrig havde lært hvad en kalorie er, hva’ba?).
Og så i øvrigt sætte en fod i døren. Nogle forældre lader deres børn træffe alt for mange valg, hvis I spørger mig. Valg der munder ud i, at de små bliver alt for hurtigt voksne og får et forskruet billede af, for det første det at være barn, og for det andet det at være voksen, fordi der gives lov til at justere så mange skønhedsmæssige ting i en alt for tidlig alder, som overføres til teenager alderen og sidenhed til voksen alder. I mange tilfælde burde der slet ikke være nogle valg at tage som barn. Eks.: Morgenmads indtagning – ikke til diskussion, Facebook profil – ikke før minimum alder, som er 12år, maveviser og hulskørt i en alder af 10.. eller 12 for den sags skyld – ah ah, makeup til hverdag før 14års alderen (stadig tidligt, ik?) – nix.
Jeg siger ikke at kids i dag, ikke må sminke sig og give den i bedste Mylie Cyrus stil hjemme i stuen. Gi’ den gas for dælen, men det er en leg og den leg slutter, når den røde læbestift og guld trusserne ryger af ved sengetid, eller når mor og far bestemmer det. Det er en fejl i mine øjne, at piger på 14 år render rundt, fuldstændig spartlet ud og poserer i bikini på Facebook, i bedste Carmen Electra stil. Hvor er forældrene, der sætter en stopper for galskaben.. og som i øvrigt burde være godt nervøse for sleske stoddere, når de har en datter der vimser rundt og ligner en på 21. Og giv mig nu ikke den der ’det er aldrig pigens skyld’ (Donna Martin i Beverly til selvforsvar, NO-NO-NO.. ej, kan i huske?) Nej, det er det da ikke. Men pigebørn kan jo godt forveksle sig selv med også at have følelser som en på 21, fordi de ligner en på 21, selvom de i virkeligheden kun er 14. Og så kan der jo lige pludselig ske ting, der gør at de hulkende sidder i et program om plastik madder, 5 år senere.

Helt ærligt, så tror jeg man gør sit barn en kæmpe tjeneste ved at sætte grænser, nægte og være strid engang i mellem. Det er meget lettere at forholde sig til som youngster, end at have valget mellem at træffe valg, i en verden af valg, du slet ikke burde træffe valg i, før du er gammel nok til at vælge.