I do!

Tjek lige hvor corny det hele er. Perfection

Her den anden dag skulle jeg omtale mig selv som kone. Nogens hustru. Roberts wife. Og selvom det jo lige præcis er det jeg er, kan det fra tid til anden komme totalt bag på mig, at jeg er gift. Jeg.er.gift. Det er jo ikke fordi det kommer som en overraskelse for mig, at den der diamant der sidder på min finger er et symbol på mit ægteskab, men jeg kan stadig slå flik flak (med skrue), når det lige rammer mig. Alt det her på den virkelig gode måde, skal jeg lige skynde mig at sige.

Nogens kone på ca.5. time her

Måske er det fordi jeg kun har været gift med Robert i et år, at det stadig overrumler mig. Egentlig mærkeligt, for titlen ‘kæreste’ virker komplet fremmede for mig, allerede nu.
Dengang Robert og jeg besluttede at forsegle vores forhold med diamanter og blæk (både på papir og i hud), havde vi kun været kærester i 1 måned. Yes, ca.35 kolde januar dage. Det var ganske uprætentiøst, ikke nogen stor gestus, ingen røde roser, ingen ring på bunden af en chokoladebudding. Heldigvis for det. Fred og respekt være med overdådige frierier, det er bare ikke lige mit glas champagne. Egentlig var det vel mere en indforstået forståelse, der gjorde at vi valgte hinanden til den bitre ende. Som før nævnt, brugte Robert og jeg samtlige aftenener sammen i min lejlighed på Frederiksberg, da vi lige havde mødt hinanden. I ved, der hvor man stadig har 1000 ubesvarede og nysgerrige spørgsmål, til hinanden. Ét af mine var, om Robert nogensinde ville giftes igen. (På trods af min klare vished om at den her 1.90 høje, tuschede mand skulle være min for evigt, vil jeg godt lige påpege at det ikke var et trick spørgsmål… ikke bevidst i hvert fald) Nå, men Robert svarede, at hvis han nogensinde skulle giftes igen, skulle det være af ren kærlighed… og så skulle det være i Las Vegas. Robert og jeg klikkede allerede bedre end legoklodser, men lige der, var det lidt som om at de der klodser var lavet af det pureste guld. Jeg har som sådan altid gerne ville giftes, men jeg har altid vidst at det ikke skulle være et traditionelt kirkeshow. Et Las Vegas wedding derimod – det var som om Robert truttede med mit horn.
Næste dag sad jeg og tjekkede billetter til vores første forestående ferie sammen og jeg kunne ikke dy mig for at se hvad en tur til Las Vegas skulle koste (come on, ville i det?) 2 timer senere havde jeg et tilbud på 1 uge i Las Vegas, efterfulgt af 10 dage på Bahamas, liggende på min mail. Med rolige hænder SMS’ede jeg Robert og fremlagde forslaget. Jeg fik 3 ord tilbage: ‘Helt sikkert BABY’! Hva’ba? Da jeg trådte ind af døren i min kærlighedsrede om aftenen, kyssede Robert mig og sagde ‘såååh Las Vegas’? Jeg svarede ‘du ved jo godt hvad det betyder, ik’? og han sagde køligt ‘Fuck jo, det er derfor vi gør det’. Og bom. Så var det på plads. 9 måneder senere skulle vi poppe et ægteskab i Las Vegas.
Det var vildt, syret, fantastisk, rigtigt, stort, ægte og kærlighed. Det var kærlighed, som jeg altid havde drømt det skulle være.

Bahamas var blåt. Krystal blåt

Nyheden blev modtaget noget blandet. Mere blandet end jeg havde regnet med. Vi ventede et par måneder, før vi fortalte folk om det. Mest fordi vi troede det ville formildne informationen. Da vi stod midt i det, min kæreste og jeg, tænkte vi slet ikke på at det kunne virke overvældende på folk, at meddele vi skulle giftes efter kun 3 måneders kendskab. Set i bakspejlet kan jeg måske godt forstå at nogle stejlede lidt. Det er jo ikke ligefrem det samme som at meddele, man har købt en ny sofa sammen. Mine forældre syntes det gik for stærkt, alt for stærkt og de forstod ikke hvorfor vi forhastede os sådan. I virkeligheden var de bare bange for at jeg skulle blive såret igen. Min tidligere kæreste smadrede mig temmelig grimt og sendte mig i 2 års eksil. De var vel bange for, at jeg skulle ende der igen. Denne gang med præstens velsignelse om et lykkeligt liv. De fleste af mine venner tog det pænt og var glade på vores vegne, men enkelte holdt deres begejstring lidt tilbage. Hvorfor? Tja, grundende kan være mange og jeg vil ikke få noget ud af at vide dem nu. Roberts far og hans kone lignede nogle der var faldet ned fra månen, og da det sank ind brød Roberts fars kone ud i glædestårer. Så fint!
Ungerne tog det virkelig cool, stille og roligt. De var mest bare kede af, de ikke skulle med til Las V, men det var de nu ikke ene om. Der har egentlig aldrig været nogle reaktioner omkring vores ægteskab fra deres side. Kamille har engang i et brev til mig skrevet, at hun er rigtig glad for, at hendes far havde fået mig til kæreste. Og måske er det derfor at det, at vi skulle giftes blev modtaget på samme måde som når vi fortæller, at vi skal have burger til aftensmad. Umiddelbar, øjeblikkelig begejstring, der glemmes i det sekund en spyflue flyver forbi. Øglerne havde accepteret- og var glade for tingene som de var, så et nyt twist på vores forhold var underordnet i deres verden.

Jeg scoutede mange, mange outfits før jeg fandt det rigtige at sige ‘I do’ i

Månederne gik og inden vi fik set os om, satte Robert og jeg os, lige så forelskede som 10 måneder tidligere, ind i flyveren og satte kurs mod Las Vegas. D.6/10.2013 blev vi gift i ‘The Little White Wedding Chapel’ (nej, ikke af Elvis) og det var magisk og ret cheasy. Kun Robert og jeg og en pastor. Efter vores ‘I do’, gik vi ind på den første snuskede bar og drak en dobbelt G&T, med de lokale tosser og havde grineflip over hvor vildt det hele var. Bryllupsmiddagen var uformel og ufin, præcis som jeg ville have det. Vi kunne have siddet på en 7 stjernet Michelin restaurant og jeg ville ikke kunne huske hvad jeg havde spist eller drukket. Alt var så vildt og Robert var så smuk. Efter dinner skød vi den af hele natten. Lykkeligere end nogensinde. Næste morgen fløj vi til Bahamas og havde 10 vidunderlige dage.
Hjemvendte, nøddebrune af solen og gylden glimtende af LOVE, holdt vi et bash af en bryllupsfest med venner og familie. Det er jo næsten som et manuskript til en virkelig pladder romantisk b-film, hva’?

Gift i 23 dage – den bedste fest nogensinde. Vores bryllupsfest

Og her er jeg så. 1 år efter. Gift med Robert og stadig i en rus af lykke.
Da vi giftede os lavede vi en pagt, min mand og jeg. En pagt og et løfte om at vi altid, altid skal have det vildt sammen. Vildt i vores verden betyder, ikke at lade dagligdags fnidder som vasketøj, indkøb, pligter, koordinering af aftaler, hentning og bringning af børn, hverdag, økonomi og rengøring, gå ud over vores forhold. Vi lovede hinanden at kommunikere, være ærlige og tage selv den mindste lille ting op, i stedet for at lade det blive til én kæmpe stor. Og ved i hvad? Vi har overholdt hele pakken.
Før jeg mødte Robert, kunne jeg se par på gaden og tænke ‘adrk hvor ser de lykkelige, glade og forelskede ud’ og kigge lige så hurtigt væk igen. Det handlede jo selvfølgelig om rendyrket misundelse og en reminder om noget jeg ikke selv havde, men ville dø for at få. Hvis jeg så Robert og mig på gaden i dag, ville jeg tænke præcis dét, hvis jeg ikke selv var hvor jeg skulle være. Derfor kan jeg også godt forstå, hvis der er nogle der ikke kan rumme det, mig, os. Da jeg var aller længst nede indrømmer jeg blankt at andres lykke var en stjerne i galaxen ‘Whatever’, for mig. Jeg kunne simpelthen ikke rumme det, fordi jeg var så langt fra selv at være der og det hele blev endnu mere uoverskueligt og sort, når jeg skulle høre andre tale om det.
Men jeg under mig selv alt det jeg har. Al min lykke og kærlighed. Jeg skrev ovenover at jeg havde en kæreste der ødelagde mig, og det er ikke lyv (i kan få den en anden dag) men set i lyset af det der skete dengang, fortjener jeg det liv jeg har nu.

Ægteskab handler for mig om respekt, kærlighed, kommunikation og HUMOR. Det handler om at være hinandens bedste ven og klippe. Man skal have overskud til at bære hinanden når lortet sejler.
Robert og jeg kan sagtens diskutere og være uenige. Jeg kan synes han er en røv med ører og jeg kan være ører med røv – og det er fint. Sådan skal det være.

Pointen med det her indlæg? Hmm… trippede mest bare over det der med titlen ‘kone, hustru, viv, wife’.. og kærlighed generelt og så stak det af med mig. Det sker nogle gange. Hvis i ikke allerede havde bemærket det?

LOVE. LOVE. LOVE

Nu vil jeg smutte over og flexe lidt, inden jeg skal hjem og krænge mig ned i noget (moderat) anstændigt. Jeg glæder mig – som i meget (og det er rigtig meget), til drinks, dulle, dinner og drenge (som også skal ud på korstog). Trut!