Fortid og blævrende budding

Sådan startede min morgen. Med endnu engang at tage over og svitse min røv af. Da uret ringede kl. 08.30, var jeg sikker på det var midt om natten og jeg fordømte mig selv, for at have booket træning. Selvom jeg er velsignet med gode gener fra de to der producerede mig, har selvkørende, højt stofskifte bare ikke været én af dem. Faktisk er jeg en af dem, der ret hurtigt tenderer blævrende budding, hvis ikke jeg pisker mig selv, som ham der freaken Silas, i Da Vinci Mysteriet. Whipped I was og da jeg returnerede hjem, blev jeg belønnet med overdådig morgenmad og godt selskab.

Det var en af de der ekstremt hyggelige morgener, der oftest opstår, når der ikke ligger en agenda for dagen og vejret ikke er til andet end at glo ud på det. Vi kom til at tale om at  det snart er jul og dermed også vinter. Ungerne glæder sig selvfølgelig helt vildt til nisser, en måneds lang sugar OD og sne. Jeg har det sgu lidt ambivalent med alle 3 ting. Jeg er fan af at være sammen med familie (og drikke snaps), men som Robert sagde; ‘det er først rigtig rart, når man sidder i bilen, på vej hjem til Sønderborg’. Jeg er så heldig at være gift med en mand, der kommer fra samme sted, som jeg, hvilket gør det lidt lettere at pleje familie relationer, især i højtider. Men al den stress det indebærer med gave koordinering og skyen af ‘JUL.ER.HYGGELIG – så hyg jer nu’, der ligger over hovedet på samtlige danskere, giver mig lidt gøjs. Sne absolut hader jeg, det samme med kulde. Og i set i lyset af det jeg lige skrev om stofskifte og budding, kan I vel selv regne ud hvordan jeg har det med det faktum, at man ikke kan træde ud på neutral grund, uden at blive budt noget der enten har dej eller nougat (ÅH!) som hoved ingrediens.

Noget af det bedste ved jul. Min fars hjemmelavede snaps!

NÅ, men der sad vi så og glædede os, på hver vores måde. Ret hurtigt faldt snakken på minder, som julen jo gerne bærer med sig. Ungerne havde stafetten og sætningen ‘far, kan du huske dengang’, var aldeles populær, denne morgen. Jeg får det altid lidt skørt, når snakken falder på deres små liv og tiden, inden jeg kom ind i billedet. Jeg bliver ikke jaloux, men jeg kan få det som man fik det til gymnastik, når man stod der, lille og tyk og var den sidste der blev valgt til høvdingebold (som i øvrigt var hade disciplin nr.1), udenfor. Jeg føler mig lidt udenfor. Jeg kan ikke rigtig tale med om deres minder, kun lytte, hvilket jeg gør med behag og interesse, komme med input fra mit eget 30årige liv og glæde mig over de minder vi selv skaber, som vi sidder der. Men Robert, Kamille og Gustav vil altid være en 3-kløver. De er bundet sammen, ikke kun af blod, som på sin vis er let nok at kapere, men også af minder. Og dén er svær at battle. Nej, det er ikke en konkurrence eller et forsøg fra deres side, om at holde mig ude af selskabet, men følelsen man får i maven kan godt svie engang imellem. Det er især referencerne omkring dengang de stadig var far, mor og børn, sådan rigtigt, der kan gøre nas. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de i deres stille sind, sidder og ønsker at det stadig var sådan. Det gør de jo nok, men det er en tanke jeg hurtigt skyder fra mig. Heldigvis har Robert og børnenes mor, et sundt og fornuftigt forhold til hinanden, hvilket jeg priser mig lykkelig for. Mit forhold til hende, fejler i øvrigt heller ikke noget, og jeg tror børnene oplever harmoni og er trygge i det familie mønster, de nu engang befinder sig i. Det er bare aldrig fedt at forestille sig sin kæreste/mand/partner, sammen med sin eks. Her kan jeg ikke rigtig slippe udenom, jeg er endda også tvunget til at høre om det. Normalt, når man slår op med et andet menneske, er det fordi der var nogle omstændigheder der gjorde, at det ikke kunne lykkes og med tiden lægger man det bag sig og kommer videre. Det sidste man har lyst til, når man flipper rundt i sindsforelskelse er at tage stilling til vedkommendes eks. Det er bare ikke en mulighed her. Roberts fortid vil for evigt være min fremtid. Nogle dage er den lettere at sluge end andre!

En stor del af min fortid ser sådan her ud, det vil en stor del af min fremtid nok også!

 

Jeg fik vist sagt i går, at vi skulle ud og trave i Rolde nolle skov… det er jo løgn. Min kære husbond gjorde mig opmærksom på, at den jo ligger i jylland. Det jeg mente var grib skov (som om det navn er bedre), men det er sådan set underordnet, for vi har slet ikke gået i nogen skov. Det har fistel regnet hele dagen. Den slags regn, der ikke rigtig er der, men som gør en pisse våd på 2 sekunder. I stedet har vi dabbet rundt på Nørrebro og gloet på skøre butikker og overværet et skænderi der indebar, skrigende damefrisør og mand der spyttede på hendes ruder, sært. Jeg elsker Nørrebro.

Den der drømmekage løj jeg også om. Det blev til en banankage med kokos og chokolade i, i stedet! Det er til gengæld ikke lyv, se selv.

Jeg skal konsumere et stykke af den nu. Ja, kald det bare en pre-dinner snack.

Mojn.