Noget om en fejring..

I dag bliver min lille snips 7 måneder. Det er ufatteligt. Altså, det var jo i går vi kom hjem med hende, hvor hun bare var en lille rosin, der lavede de skingreste, dejligste mussehyl – inden hun for alvor bredte sine lunger ud.

Hun havde travlt på sin sidste dag som 6 måneders baby. I går fik hun således styr på at sidde selv, komme fra siddende tilbage til kravle flaksning – og så brød første tand igennem. Gisp. Lillebitte, store menneske. Hun er det sejeste, mini væsen allerede. Fuldstændig frygtløs, altid glad, fuld af temperament og gåpåmod. Og så gør hun mig glad, helt derind hvor det slår gnister. Men 7 måneder? Mommy floskel nr. 1 – STOP.TIDEN!

Ej men hva’?

Nå. Men i stedet for at sidde og snotte ned i kaffen, vil jeg i stedet tage min mand i hans store næve i aften og fejre vores barn, os selv og livet, med allerførste datenight, siden flæske barnet ankom. Min mor arriverede i går og er klar parat, til at agere sitter, mens min husbond og jeg skal starte med at sjusse cocktails på Lidkøb, efterfulgt af koncert med Rival Sons i Store Vega. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt latterligt, overdrevet, totalt meget. Det er med komplet ro og uden skyggen af bekymring, at jeg i aften forlader hulen, mit barn og dennes mormor, sammen med min allerbedste ven i hele verden.

Jeg er den heldigste på hele planeten. Sådan har jeg det virkelig. Jeg har været i mit livs lykkerus de sidste 4 år. Lige siden Robert trådte ind i mit liv, har jeg været ubesværet lykkelig. Og jo, jeg kendte udmærket til ubetinget kærlighed og mening med livet, før jeg fik et barn. Gry har ‘bare’ været med til at forstærke hele herligheden og øget pladsen til kærlighed i mit hjerte. Kærlighed – mere af det!