Min dårlige samvittighed alene i verden

Heksemor

Når vi har de små, er det ikke nogen hemmelighed at jeg ind i mellem føler mig som det 4.hjul. Ikke en del af fællesskabet. Outsideren. Jeg har berettet om det før og samtidig fortalt, at det ikke er noget de andre gør, men at det nok bare vil være sådan temmelig længe, da jeg ikke er en ‘rigtig’ del af familien og det er en læringsproces for alle, at få det til at køre så gnidningsfrit og naturligt som muligt.

Nogle gange får jeg (shit) dårlig samvittighed. Jeg kan få følelsen af uoverskuelig utilstrækkelighed, blandet med, at jeg føler jeg burde gøre noget mere. Når de små ringer og spørger om de kan komme til fællesspisning på Byggeren, men at man skal have en voksen med og jeg så siger nej, fordi jeg simpelt ikke orker det, får jeg dårlig samvittighed og tænker jeg ikke prøver nok. Når de andre 3 smutter på legeplads og jeg bliver hjemme, synes jeg, jeg er mega egoistisk. Når jeg ikke har samme trang som Robert til at putte og kysse børnene, tænker jeg, at jeg er kold og afstumpet. Når jeg hysser lidt mere end deres far, føler jeg, at jeg er den onde stedheks. Når jeg ikke jubler over fælleskoloni, føler jeg mig fej og uengageret.

… også en mulighed?!

Alt det der føler jeg og det er ufedt. Ufedt ind i en anden verden. Mest fordi jeg ikke vil, skal eller burde føle det der. Jeg gider ikke fællesspise på Byggeren, fordi jeg elsker vores mandage, hvor det kun er os 3. Måske tager jeg ikke med på legepladsen, men så bager jeg boller eller laver mad til hele banden i stedet. Min trang til at putte og kysse dem, er der helt naturligt ikke i samme omfang som hos Robert, fordi det bare ikke ér mine børn – kærlighedsrelationen kan ikke forceres og det skal den heller ikke. Jeg hysser nok lidt mere, fordi jeg ikke har den biologiske overbærenhed som en ‘ægte’ forælder har. Min manglende jubel over fælleskoloni, handler i bund og grund nok mest om, at jeg ikke har lyst til at blive udpeget som ‘Robert nye kone’, en hel weekend i træk, sammen med nogle forældre, der ikke altid har været lige venligt stemte overfor mig.

Når jeg retfærdiggør min dårlige samvittighed på den måde jeg lige har gjort, kan jeg godt blive endnu mere træt af mig selv. Jeg har jo i virkeligheden accepteret at projekt bonusfamilie bliver latterligt svær, så jeg burde bare læne mig tilbage og tage det hele ovenfra og ned. Problemet er bare, at jeg er et lidt sort/hvidt menneske og jeg kan godt lide at analysere mig hen til et facit.

Og det er jo lige præcis hele humlen ved den her sag. Der ér intet facit!

Der er heller ikke særlig mange bonusforældre, der deler den her slags frustrationer. Jeg kan simpelthen ikke være den eneste… eller kan jeg?

Der er faktisk nogle guldkorn i den der. Men hun er heller ikke sammen med manden længere, og derved bliver det også lettere at tage bladet fra munden