‘Fordi jeg siger det’!

Det var det hyggeligste at have den lille med ude sidst. Ved ikke helt hvad far og søn måler her?!

Ved I hvad jeg godt kan blive en lille smule træt af? Når børn bliver små overrulere i en familie, eller i et voksenforhold. Lad mig prøve at forklare her.

Når man er en familie der lever sammen, hvad enten det er fuld- eller deltid, skal man naturligvis tage hensyn til hinanden, store som små. Jeg synes helt klart at de små i familien, skal have medbestemmelse på den daglige gang og have lov at pippe med deres spæde næb, hvis der er noget de gerne vil rokke lidt på. Så længe det de har at byde ind med er konkret og ikke er en trutsolo om hvor nederen det er, at opvaskemaskinen skal tømmes.

Nej, der hvor jeg bliver træt, er når forældre/voksne indgår diskussionsklub og forhandlingsråd med deres børn. Her snakker vi altså ikke teenagere, hvor jeg omvendt synes det er en nødvendighed at lade minihystaderne tale deres sag. Vi snakker børn der i princippet ikke bestemmer noget selv, så længe de stadig godt vil være en del af børneflokken, der jagter chokoladeæg til påske.

Apropos 2 par nye sneaks om måneden – overvejer om de her ikke skal bo hos mig snart

Jeg hører forældre sige, at de nok hellere må lade værre med at købe sneaks par nummer 2 i samme måned, fordi de lige har sagt nej til knægten. Eller at det da er meget forståeligt, at man godt vil ligge og spille ipad til kl. 21, inden man skal sove og ’altså, jeg ligger jo også med min telefon inden jeg selv går i seng’. Undskyld men… Hvis jeg vil købe 16 par sko i en måned, så gør jeg det, uagtet hvad jeg har sagt til de små. Jeg vil heller aldrig nå til en forhandling, med hverken K eller G om de skal riste deres små hjerner og gå i seng på farvestrålende pixels, mens de er så små som de er. Det må da være noget deres far og jeg bestemmer, og som vi først skal diskutere den dag de er gamle nok, til minimum at anskaffe sig en Facebook profil (som jeg i øvrigt håber bliver sat op til minimum 16 år, inden det er deres tur. Mere om det i et kommende indlæg).

Børn er børn. Voksne er voksne. Det er pisse uretfærdigt at være barn nogle gange. Det er det, der er med til at gøre det så fedt at blive voksen. Der er ikke noget galt i ordet ’nej’! Slet ikke faktisk. Der er heller ikke noget galt i sætningen ’det vil jeg ikke diskutere’, eller ’fordi jeg siger det’. I min verden er det kun med til at lære et barn at der er nogle grænser man skal holde sig indenfor – og lad os da for guds skyld holde lidt fast i det. I en verden der snart ikke kender til ordet grænser.