Du har ret til ikke at udtale dig, alt hvad du siger, kan blive brugt imod dig…

Da Robert og jeg var i Italien i sommers, var vi forbi Lucca hvor vi besøgte et tortur museum (how could you not?). Den her ‘maske’, blev mennesker der havde opført sig grimt, tvunget til at have på. Jeg håber kun der er én tilbage og at den er godt låst væk – i Lucca

Et af de længere indlæg. Men et der er yderst relevant for MIG, at ytre min holdning til. Læs lige med.

Det vildeste ved at starte den her blog, udover at opdage, at der rent faktisk er andre end min mand og mine forældre der gider læse med, har været at modtage mails og kommentarer, fra andre bonushekse der takker mig, for at være ærlig og for endelig at have fundet noget forståelse fra en ligeheks.

Jeg vidste jo godt at hele emnet omkring det at være bonusheks er meget prekært, ømtåleligt og til tider tabubelagt. Altså den sande side af sagen, ik’? Og det var sådan set også derfor jeg startede med at blogge, om selvsamme emne. Fordi jeg selv så mange gange på bare 2 år, har følt mig alene og rådvild. Ja ja, der er skrevet masser af bøger om projekt familiesammenføring, tonsvis af artikler og den ene ekspert efter den anden, har udtalt sig stort og flot om hvilke redskaber der skal tages i brug, i en ’plastik’ familie (mit eget ord for en moderne familie, med bonus det ene og det andet). Men når man står midt i suset af en andens børn, ekskoner/kærester, planlægning, madpakker og rutiner, kan jeg ikke bruge en klog kones lange uddannelse til noget. Jeg har brug for at høre, at andre som er i samme situation som mig, også bander højt, bider i puden og føler sig som en forkælet 3årig, nogle gange når tingene spidser til, og man undrer sig over hvad der lige pludselig skete i sit eget lille liv.
Det kan være en støtte og en god form for vejledning, at få nogle redskaber til hvordan man håndterer processen omkring det at finde sin rolle i en ny familie, bedst. Sagen er bare den, at det JEG har haft mest brug for, er sandheder og følelser. Den ægte sandhed og de blotlagte følelser om hvordan det er, at blive kastet ind i en arena hvor man til tider føler sig blottet og udsat.
Jeg læste engang en bog af en bonusheks, der skrev om det at blive én. Hun havde interviewet 7 kvinder, hvoraf de fleste havde valgt at være anonyme. Det var naturligvis kun dém, der var hudløst ærlige. De øvrige deltagende stoppede hver gang den ægte sandhed tittede op over kanten. Af frygt forestiller jeg mig. Frygt for at blive stemplet af diverse læsere, egen mand, ekskoner, børn osv., som Judasheks der skal direkte på grillen.

Alt det her får mig til at tænke… og tænke. Hvorfor er det her emne så tabubelagt? Så hemmeligt? Så svært at berøre? Hvorfor ender det altid med en enormt praktisk tilgang til at berøre situationen? Bøger der håndterer sagen i begreber og modeller. Vi kan diskutere skilsmisser, sygdom, økonomi, depression, utroskab, vores sexliv og børneopdragelse. Der er vi ikke bange for at have store armbevægelser, eller komme med eksempler fra vores egen matrikel. Er det virkelig ikke muligt at være åben og ærlig omkring emnet ’BONUS____ (indsæt selv her), fordi der er børn involveret? Kunne man ikke forsøge at pille børnene ud af relationen og forholde sig 100% til de følelser, man står med som VOKSEN, i en sammenført familie situation? Jeg er bange for at svaret er nej. Lige så snart der bliver blandet børn ind i det, vil rigtig mange have svært ved at holde tingene adskilt og isolere de involverede parter. Desværre, må jeg jo sige her, da jeg tror en større åbenhed omkring emnet, ville kunne betyde en lettere og mere gnidningsfri hverdag, for mange af familiens medlemmer. Både dem på hvide og gule plader.

Der var en læser der skrev til mig, at det var død frustrerende, at ingen forstår hende når hun synes det er stejlt at have et bonusbarn. Det på trods af, at hun holder virkelig meget af det lille væsen. Men hverken hendes mand, hendes veninder eller nogle andre synes at forstå hvad det er hun svømmer rundt i. Alle har dog en klar holdning til, at hun bare skal tage den med ro. Og som hun skrev ’man kan bare ikke sætte sig ind i det, når man ikke har været der’. Uden nu at lyde som en solidarisk rødstrømpe rive. Nej, det kan man bare ikke. Hverken manden eller veninderne, eller familien. Selvom mange forsøger af godt hjerte, at sætte sig i bonusrollens sted.

Hvem spiser hvem først?

Når jeg raser ud engang i mellem over hvor frustreret jeg kan være omkring hele situationen, er der rigtig mange der misforstår mig. Mange der forsøger at kontrollere det løftede øjenbryn, men som ligner nogle der har rigtig svært ved det. Mange glemmer at overveje, at det slet ikke er børnene som sådan jeg er irriteret på. Det er hele situationen om at være magtesløs. Om ikke at være herre over tingenes forløb og tilsidesætte egne behov for nogle andres. Selvfølgelig er man den voksne og den der bestemmer, men det gør du stadig på nogle andres præmisser, på børns præmisser, og du skal konstant træde varsomt, for ikke at jokke nogle over tæerne. Jeg tror mange udenforstående glemmer den kobling og ser udelukkende et lille menneske, et barn, der så let som ingenting kan gå i stykker i processen, hvis ikke alle omkring dem træder et skridt tilbage og tilsidesætter sig selv.
Der er jo ingen der kan lide at være kontrolleret eller styret. Men det er faktisk lige præcis den følelse man kan have som bonustype. Det betyder jo ikke at man hader børnene og ønsker dem til helvede, men hele situationen isoleret, kan man nogle gange have lyst til at spænde fast på en raket.
Dertil kommer jo så også hele misseren med, at du som bonusheks bliver opfattet anderledes end den biologiske forælder. Både af børnene, men også af resten af omverdenen. Robert kan f.eks. godt nogle gange sige ’shit, hvor er de (børnene) irriterende’, som alle forældre ind i mellem tænker om deres unger (lad vær’ at lyv’). Men hvis en bonusforælder siger det samme, høres der svage gisp rundt i krogene. Det ér bare tabu at ytre sin ærlige mening som heks, da det hurtigt lyder hårdt, koldt og strengt, fordi der ikke indbygget og naturligt medfølger oprigtig kærlighed, en bonusforælder og barn i mellem. Sådan er det til gengæld barn og biologisk forælder i mellem og derfor bliver en hårdere tone fra forædlerens side, automatisk også mere tolereret.

Slutteligt er det bare lettere for de fleste (tror jeg), at sætte sig ind i den biologiske forælders sted. Den forælder der skal overlade sine børn til en bonusheks/troldmand og som skal forholde sig til, at der er en anden der skal opdrage og agere omsorg for sine kære små. Det er lettere at forholde sig til den forælders frustrationer, bekymringer og til tider vrede, da det er mere håndgribeligt og let fordøjeligt. Det er lettere at forstå, fordi den handler om en rendyrket kærlighed til børnene og fordi vedkommendes frustrationer ofte vil bunde i en bekymring, overfor børnenes ve og vel.
Når det er bonusforælderen der skærer tænder, tror jeg mange er tilbøjelige til hovedrystende at tænke ’vær’ nu lige den voksne’.

Hør her, jeg er jo godt klar over (som jeg har skrevet før i øvrigt), at alt handler om børnenes ve og vel. Det er dem der skal være 100 % fokus på, dem der skal passes på og tages højde for. Men det er ikke det, jeg forsøger at belyse her. Jeg synes som sådan der er masser af dialog og fokus på, at børnene skal have det godt, i en sammenbragt familie. Deres ord bliver talt og heldigvis for det, for de kan selvskrevet ikke gøre det selv. Jeg forsøger ganske enkelt at sætte gang i en debat, jeg i den grad synes mangler fokus. Det er som om at bonusforælderens stemme drukner eller forties, i dialogen om bonusfamilien og konstellationen herom. Der skal helst være en ekspert, eller en en form for familieterapeut bag diverse udtalelser og udsagn, før det bliver legitimt og spiseligt.

Jeg vil hverken klappes på hovedet, eller aes på kinden. Tværtimod (jeg er ikke så god til folk der rører mig i hovedet). Jeg vil sådan set bare kvække et pip på mine egne og mine medhekses vegne, omkring det at være bonusforælder. Fortælle, at jeg ikke hader mine bonusøgler, fordi jeg nogle gange synes de er irriterende og træls, at mine til tider, verbale frustrationsudbrud ikke går på, at jeg er sat sammen med to børn jeg ville ønske væk til ønskeøen, men at det oftest handler om en situation jeg ikke var forberedt på og som jeg stadig er ved at finde mig til rette i. Formentligt noget der vil tage et helt liv. Jeg tænker bare at læreprocesser skal deles, så andre kan få muligheden for at kloges på, i det her tilfælde, mine erfaringer (hvad enten man finder min håndtering omkring det at have bonusbørn, rigtig eller forkert). Ved at dele erfaringer og oplevelser, kan det jo være at bonusfamilien udvikles. Måske endda til gavn for dem det hele i sidste ende handler om: børnene!