Pest i trommestikkerne

De berømte løbesko (og trommestik) – in action!

My little legs hurt!! Eftersom løb ikke er det der har stået højst på min agenda de sidste par år, har jeg selvsagt været mere interesseret i at bruge mine skejs på stiletter, end på løbesko. Jeg har derfor løbet i mine latterlige små nike free 3’whatever træningssko. Det har mine skinneben så måtte bøde for. Jeg gravede derfor langt i skabet og fandt mine custom løbesko frem, som jeg fik af min mor, efter jeg løb et halvmarathon i lige så usle kondisko… for 4 (!!) år siden. Dem løb jeg så i igår, i troen om at de var lige så fresh som da jeg bragte dem hjem fra marathon sport. Øh, not so much. Jeg betaler derfor en lidt smertefuld pris idag og ordentlige løbesko er nu højest på ønskelisten, for jeg har faktisk fået lidt smag for det der med at bevæge mine ben i pendulfart.

Mine ironman/marathon/ekstremsport freak kollegaer siger, at den eneste måde man kan kurere pestramte løbeben, er ved at traske en rolig 5 kilometers for at drive ondskaben tilbage til helvede. Så det er altså planen når 2.sidste arbejdsdag før ultimativ frihed, er overstået.

I aften skal der pakkes til opholdet i Sønderborg. Tirsdag har min mayn og jeg besluttet os for at køre lidt halvsent, for at forsøge at undgå lemming effekt med alle de andre immigranter. Det passer med at vi lige kan nå at træne, få noget i skrutten og så ellers lade freden sænke sig sammen med Chris Rea på E20. Når man sidder der og bilen er pakket med gaver og tøj uden elastik (og ens egne hovedpuder. VIGTIGT, hvis jeg selv og alle andre skal have ro), så véd man at det er jul lige om lidt. Jeg elsker det øjeblik. Og ved I hvad? Det sker om 28 timer. (Indsæt jubeldans, her).

Mig i morgen – men måske med sokker på! (og Roberts fingre inden de blev beblækket – ser helt syret ud)