Nej jeg vil ej. Det skal du. Nej jeg vil ej. Jo du skal!

Little Miss K

Jeg har vist nok omtalt før (okay, mere end en gang), at der i mit hjem hveranden uge bor en preteenager. Vel er hun kun 10 år, men deraf kommer også ordet PRE. Det er virkelig morsomt at se, hvordan den lille dame får mere og mere attitude, for ikke at tale om klare og personlige holdninger til tingene, eller ønsket herom. Jeg kan faktisk godt selv huske den der tid, hvor man stille og roligt mistede lysten til at lege, og i stedet vandt interessen for at danne egne meninger til tingene, som man så kunne dele med de lidt ældre i ens sfære.

Da Roberts lillesøster for nogle uger siden holdt sin kandidat ‘fest’ hos os for familie og venner, var det ikke de andre unger lille Miss.K brugte sin tid sammen med. Det var de voksne og vores snak om bla bla bla, rundt om bordet. Det var simpelthen så fint, at betragte de store øjne der fulgte det ene kloge ord der blev slynget ud, efter det andet. Man kunne se, at hun ikke helt forstod sammenhængen i alt det der blev sagt, men hun sugede det til sig og tog det ind, som var hun en del af det integrerede voksen slæng. Det passede hende så også meget fint, at hun sad lige foran slikskålen og kunne mæske i sig, uden det blev bemærket synderligt. Det bedste af to verdner, hm?

Med de her selvstændige holdninger og trangen til at blive sit eget voksen menneske, kommer også de små kampe, med de ægte voksne. I det her tilfælde undertegnede og hendes far. I mandags da selvsamme far straffede sit korpus på en fodboldbane, havde jeg fornøjelsen af et par timer alene med den lille og den store. Inden julekalender (det er hun heldigvis ikke blevet for stor til endnu), skulle der smøres madpakker. Vi stod og sludrede imens og diskret forsøgte hun at liste ét sølle stykke rugbrød, ned i madkassen. Jeg bad hende tage et halvt stykke mere med, da den her madpakke altså skal holde hende kørende fra 8-16. Dét passede bestemt ikke barnet, der med det hvide ud af øjnene forklarede at ét var nok, og at hun i hvert fald ikke havde brug for mere. Det blev til ca. 2 minutters diskussion frem og tilbage. Jeg vandt. Fordi jeg er ældst og fordi hun stadig kun er 10 år og ikke gammel nok til at bestemme at ét stykke rugbrød er nok til en hel dag.

Morgenmaden er også noget der snildt kan springes over i hendes verden. Desværre ikke i hendes fars og min. Det der er lidt sødt er, at de situationer hun bliver obsternasig omkring, er dem hun ved der kan komme en tovtrækkende diskussion ud af. Sengetider og forlænget ipad tid er ligeledes emner, hvor hun kan blive lidt stejl. Forskellen fra for bare et år siden og til nu, og i øvrigt også på den lille og den store, er at før i tiden var det nok at give en ordre én gang. Det var ikke noget der skulle ping ponges frem og tilbage.

En af fordelene ved at have en preteenager i huset. Dét behøver vi ikke diskutere

Det skal nok blive interessant de næste par år. Også fordi de er delebørn og regelsættet her, er anderledes end hjemme hos deres mor. Der skal altså ikke bare omstilles hveranden uge, nu bliver det også en udfordring at der både bliver omstillet oveni hovedet og også på omgivelserne omkring hende.

Som før skrevet vil jeg hjælpe dem begge det bedste jeg kan i den fase af deres liv, der kaldes teenage årene. På mange måder er det en forfærdelig tid, fordi man slet ikke kender sig selv.. eller fordi man i virkeligheden skal til at sige goddav til sit eget jeg, og det kan være noget af en prøvelse. Når det så er sagt, har jeg også meninger, holdninger og grænser – og jeg har tænkt mig at stå fast. I hvert fald så længe jeg er den voksne og har ansvaret. Frøkenen må snerpe nok så meget sammen, når det kommer til tvungen morgenmad og madpakke. Det er det bedste for hende og det er sådan set det der er hele humlen ved det. Jeg vil bare det bedste – for dem begge.