Noget om næstekærlighed, venlighed og at opføre sig (f***ing) ordentligt!

Jeg synes det er lang tid siden, der har været rigtig fut i kosten her på Heksen, er det ikke? Lad os lige lave om på det, bare for en kort bemærkning. Der skete nemlig noget i bussen i lørdags, som gjorde mig røv irriteret, lidt vred og ked af det på samme tid. Ja, og så er der noget der har naget mig i en længere periode, (vi snakker år) som nu ender som et surt opstød her på bloggen. (Også lidt til min mand i går aftes)…

Det er meget sjældent jeg kører med bus. Jeg ynder helst at cykle, hvilket ville være uansvarligt, når Gry ikke engang kan sidde selv endnu, og løsningen med gaffatape rundt om styret, ville nok heller ikke skabe begejstring, tænker jeg? Når jeg nu ikke kan cykle, så går jeg. Og går… og går noget mere. Jeg tager næsten aldrig bilen, da jeg synes det er alt for besværligt, med den der stol til den lille og tøj og tjams. MEN, i lørdags da jeg skulle ind i byen, barnløs, valgte jeg at tage bussen. Jeg var i godt humør, solen skinnede og jeg havde lavet en spontan kaffedate med savnet veninde, efter min tur i torturstolen hos piercer bødlen. Bussen var proppet til randen og folk stod oven i hinanden. Jeg stod så jeg kunne se døren, men med en suppe af mennesker foran mig. Ved et stop går dørene op og her står en lidt sølle, gammel mand, (ex-sømand var mit bud), med hans rollator, i klipklappere og brandert fra i går. Bevares, han var ikke just skridtet ud fra barberen, nyvasket og friskstrøget, men han var heller ikke ubehøvlet eller opkastende. Han spørger venligt, om der ikke er nogle der vil hjælpe ham ind i bussen, med rollator og pivtøj, fordi han ikke selv kan klare det. Her sker det så – INGENTING! Ingen gjorde noget, sagde noget, HJALP noget. Næ, folk kiggede bare væk og fik travlt med at få åndenød over at være hjælpeløse. Det endte med, at jeg måtte råbe gennem mængden, om ikke der var nogen der kunne hjælpe den stakkels mand og da det stadig ikke skete, måtte jeg så møffe mig vej og hjælpe mand og køretøj ind, lige i tid, inden døren klappede i bag os. Da så den stakkels fyr stod i bussen, vaklende, uden noget at holde fast i, men samtidig med en ring rundt om sig, fordi alle så ud som om, de ville få pest hvis de stod for tæt på ham, fik han så bare lov at stå der. Ingen ofrede deres handicap plads for manden, eller tilbød ham at sidde på et klapsæde. Ikke før jeg bad hende den lade, ligeglade teenage krampe om at lette sig, så pladsen kunne blive brugt til den rette bruger. Pigen kiggede på mig, som om jeg var idiot og rejste sig irriteret. Således placeret, kunne sømanden få sig et hvil og jeg var nået til min ende destination. HVAD.FUCK.SKER.DER?!

Det er så der vi er nået til. Kald mig Hysse Heidi eller Uvidende Ulla og fortæl mig, at denne slags sker hver dag. Det ved jeg godt. Det er bare ikke altid, jeg er medvirkende i dramaet. Ad, at vi ikke kan hjælpe hinanden. Svagelig, lugtende, besværet og bagstiv eller ej, kan vi da for hulan ikke hjælpe hinanden ind i bussen? På vej?

Apropos vej og ting der har vold irriteret mig i lang tid nu. Som sagt går jeg jo virkelig meget. Det indebærer oftest en klapvogn, som mit minimenneske sidder i. Jeg bestræber mig virkelig, med eftertryk på virkelig, på ikke at være sådan en fortovs præsident, der har ret til begge stier, bare fordi jeg har født et barn, der nu skal fragtes rundt i sin trone. Jeg har altid skumlet og frådet over de k(ællinger)vinder, der insisterer på, at agere fortovsmafia i det sekund de får monteret et skib foran sig. Men når det så er spyttet, så kan jeg altså heller ikke gøre mig mindre, eller krumspringe mig gennem byen, med sådan en rullende vogn foran mig. Det er der åbenbart en gruppe af befolkningen der ikke vil finde sig i. Åh, det betyder, (og nu begynder det at syde i tæerne), at jeg hver eneste dag oplever, at blive skubbet og tvunget til at kaste mig sidelæns, for ikke at kollidere med de her intolerante typer af egoistiske fjolser, der føler sig bedre, end at flytte sig for venlighedens skyld. NOTE: det her sker også, når jeg går uden barnevogn og bare er mig. (Jeg sagde jo det havde irriteret mig i flere år). Det jeg har fundet ud af, i mit ‘skubbe-jeg-tager-ikke-hensyn’ research er, at det oftest er grandvoksne indvandrermænd, der praktiserer den her underlige… sport? Jeg føler jeg bør nævne, at jeg ikke er racist og at jeg omfavner et multietnisk samfund og bla bla bla.. men det håber jeg, at alle ved! Jeg tænker, det handler om kulturforskelle? At i deres kultur, for nogle that is, er mænd mere berettiget til at fylde, end kvinder er? Ærligt, så ved jeg det ikke. Jeg ved bare, at folk skal opføre sig fucking ordentligt, at vi alle skal være her og at vi burde være lidt bedre til lige at give en hånd. Også til den gamle sømand der har haft en hård nat – og et hårdt liv.

PS. Så er jeg i øvrigt øredøvende ligeglad med, hvilken rase af befolkning vi har med at gøre. Vi har ALLE et ansvar!!

Hurra, der er ild i kosten igen. I’m BACK!