En Østrig fortælling #3

Afsted og op det gik

Terrænet var noget mere spiseligt i dag, må man sige

3. dag i Østrig land. Her er så terapeutisk smukt, at betonjunglen derhjemme virker som noget fra fjern og uønsket fremtid.

Jeg trodsede mine stakkels ben, som værker noget mere end jeg husker de har gjort på tidligere vandreture. Især mine knæ og akillessener driller mig. Men med på bjerget skulle jeg. I dag gik turen til europas højeste vandfald, Krimml wasserfall. Vi sluttede os igen til Hr.Bergführer Erich, da vi havde de små med på dagens etape. Det var en smuk tur, noget lettere end den i går (underdrivelse), men også noget mere turistet.

Undervejs kom vi forbi flere kilder, hvorfra vi kunne fylde vores vanddunk med iskoldt, frisk alpevand. Det havde de små en fest over

Halvvejs. Hyggelig, lille hytte hvor der blev serveret forfriskninger

Vi havde selv forsyninger med. Når turen ikke var længere og der i øvrigt ventede overdådig buffet på hotellet, så….

Nå ja. Robert havde pakket ægte vandringsforsyning i tasken

Det er som sådan fint nok at gå i en gruppe, fordi man kan slå hovedet fra og slippe for at tage stilling til hvilken rute der skal følges. Men! for der er et men. Robert og jeg er klar på at gå, når der skal gås. Derfor bliver det en lille smule (pisse) irriterende at vente og tage hensyn til flæske Fritz, der skal have æblesaft pause hvert 20. minut.

Igen, det der med at indkapsle den virkelige udsigt på et billede – det er bare ikke det samme, men det var virkelig smukt

… og enormt

De små klarede det rigtig fint, men synes nok i dag var noget hårdere end den tur de var med på i forgårs. Selv synes jeg det var en tynd kop spritz i forhold til den dødstur vi var igennem i går.

Jeg kan ikke blive træt af den udsigt

I morgen holder vi pause fra gåningen og tager i stedet et smut til Innsbruck. Det er nok i virkeligheden mest mig der vil det, men min fars lovning om en gigantisk swarowski butik, trækker lidt i mig. Jeg har nogle små figurer, sirligt skåret i de fine krystaller og jeg vil faktisk gerne have et par stykker mere til samlingen. Udover det har mine små skinker brug for et hvil. Fredag tager vi en lang, sej tur, som jeg gerne vil være helt på toppen til. Det skulle være et fantastisk hike og så er det sidste dag, inden turen (desværre) går tilbage til det flade land.

Bloggen, kaffe, ømme stænger, frihed og afslapning på programmet. Bliver det bedre?

Nu er det vist tid til en lille lur, inden jeg skal spise igen. Oh, how I love this.