En Østrig fortælling #1

Hotellet – hvad gir’ i mig?

Så nåede vi til Østrig! Det tog kun 12 timer, 25 ‘hvornår er vi der’, 1 stor madpakke, 2 heftige køer, 4 gange monsunregn og ca. 1200 kilometer at komme herned. Og det var det hele værd, for her er helt igennem fantastisk.

Jeg siger jer det pissede ned undervejs. Vejret har nok kostet os små 2 timer i forsinkelse… (PISSE PIS)

Hotellet er autentisk alpestil i træ, med lyserøde blomster over det hele. Lofterne er lave, sengene himmelske, dynerne store og kridhvide, omgivelserne drop dead gorgeous, maden økologisk, frisklavet og meget og så er her hverken danskere, eller personale der taler ret meget engelsk. Med andre ord: vi har fundet himmel på jord.

Vi var hos mine forældre inden vi kørte. Min søde mor havde sørget for friskbagte boller og gedigen madpakke. TAK for det

Et kvarter til mål – vi var klar til ankomst

Heksen har sørget for separate værelser. Det er et hit for alle mand og de små er helt oppe og støde at de har deres egen dør. Her er det Roberts og mit kammer. Den seng der?

Med dejlig balkon, hvor den hjemmebragte vin indtages

Et lille udvalg fra baren (vigtig jo)

En sidste farvel skål (hulk)

Det hele minder lidt om noget fra et eventyr – hvor jeg er prinsessen

I morges, efter en overdådig omgang morgenmad, sluttede vi os til bjergfører Erich, der dagligt går guidede ture rundt i bjergene. Med lift kørte vi op af bjerget og hoppede af der hvor man om vinteren ville drøne ned i fuld fart. Vi gik opad i stedet for. Helt op til toppen, hvor der var mindegudstjeneste for de mange, der åbenbart er omkommet i bjergene denne sommer.

… og afsted vi gik

… Op….

… og op (i åbenbart meget gennemsigtige bukser?)

Det var fantastisk smukt og temmelig sørgmodigt for undertegnede. I går da vi ankom, ringede min far og fortalte at min farfar er gået bort. Lidt en rocky start på ferien, selvom han var gammel og selv ønskede at komme herfra. Min far bad os dog om at nyde ferien, elske hinanden, hylde livet og drikke en skål for min kære farfar. Så det gør vi, selvom jeg ind i mellem må baske temmelig meget med vipperne, for at holde tårerne tilbage.

Det ser så fattigt ud på billeder. Men in real life… OMG!

Helt oppe på topen. Jeg tænkte på min farfar

De små flakser nu rundt i poolen, Robert slikker sol og læser bog, mens jeg sidder med en kop kaffe og nyder at jeg har 2 ugers ferie, at jeg lever, at jeg er elsket og at jeg har muligheden for at give øglerne oplevelser, som nu når jeg er tilbage, virkelig husker som nogle af de bedste minder, fra da jeg selv var barn.