En Østrig fortælling #2 Drage-døds-bjerget

And so it began. Vi gik hele vejen til Kirchspitze. Bemærk – sort rute! (ja, tak for kaffe)

Det ligner jo en hyggetur i Sønderskoven på billedet – men det er stejlt som bare fanden

What.a.day!!! Jeg fik en lidt sløv start på dagen, da jeg har sovet temmelig uroligt i nat. Der var nogen i ægtesengen, der var blevet slået til plukfisk af den friske alpeluft og som sov lidt tungere end de andre besværede sovere. Læs: Heksen blev holdt vågen af en knurrende løve ved sin side. Oveni det så regnede det og alt var gråt.

Første peak nået. Måske vi egentlig bare skulle være gået ned her – men vi er begge stædige væsner.. så det gjorde vi så ikke! (ps, mine støvler OG sokker var gennemblødte allerede her)

Vi var pressede. Begge to!! Tjek lige mit übertrætte fjæs?!

På klipperne på vej til peak 2, mødte vi de her små dragebasser. Kulsorte og musse stille. Jeg kunne have aet den, hvis jeg ville. Det ville jeg ikke. Se den lige

Hm! Hvad gør man så? Man sender ungerne på børnetur, efter deres eget ønske, og udnytter muligheden for at tage et dødshike. Shit, hvor kom vi på prøve, Robert og jeg. Fra første skridt på ruten gik det bare op. Og op og op og op og op og…. OP! Det silede ned og sigtbarheden var lig NUL! Vi var gennemblødte da vi nåede første peak, men besluttede alligevel at trave videre til 2. og sidste peak på ruten. Altså. Vi var ude i klatring på klipper til sidst.

Og så nåede vi toppen. Peak 2. Jeg var lidt 5 år lige der – for jeg vidste godt hvad der skulle ske efter break!

Vand i min støvle. For fanden da!!

Derfra skulle vi så ned igen. Og ned og ned og ned og ned og ned og… NED! Det tog os små 6 timer, hvor vi har lavet en stigning på ca. 1,5 km (er vores estimat). Jeg går som om nogen har brugt mig som flag – hvis i forstår hvad jeg mener (!!) og jeg har det som om der sidder 17, gnavende murmeldyr fast i mine akillessener.

På vej ned lettede tågen lidt og vi fik lov at se bare en lille smule af turen. FUCKPISSENOSSERØV, hvor var det ærgerligt at vi intet kunne se. Det må have været den smukkeste udsigt

Bjergene omkring os var tårnhøje og så flotte… altså det vi kunne se

Nedstigningen var hård!! Hvert skridt gjorde NAS til sidst

En stor schnitzel, en lille kop vin og en lur har dog hjulpet lidt på mit mørbankede legeme, men jeg har det stadig som om jeg er blevet brugt som dartskive.

Endelig. ENDELIG kom byen til syne. Måske jeg græd lidt

Som bonus var der bla. cremet champignonsuppe til eftermiddagsmad – og kage!

I morgen er der atter en tur. Ja. Det siger jeg nu og jeg håber også jeg kan gennemføre det, selvom jeg lige nu ikke har meget lid til, at de der gnavere skifter taktik over night og begynder at massere mine stakkels lægge, i stedet for at gnave videre, som var det deres sidste måltid.

…. Og den her basse til aftensmad

Bortset fra det er alt spitze. Hotellet er simpelthen fantastisk og jeg har så optur over, at der hver aften bliver serveret 4 gedigne retter hjemmelavet føde. For slet ikke at tale om den der buffet, der kælende skriger på en, når man kommer ned fra bjerget.