‘Du vidste hvad du gik ind til…’

Forleden var der en læser der skrev til mig, at det var rart at finde noget forståelse/genkendelse på min blog, da hun er den eneste i sin omgangskreds der er bonusheks og det kan være temmelig svært at forklare sine veninder, hvilke udfordringer man står overfor.

Der må jeg jo nikke genkendende til min læser.

Det kan faktisk være rigtig svært at indvie sine veninder i, hvad det er man går igennem, fordi det kan være svært for modparten at sætte sig ind i. Det være sig underordnet om veninden har børn eller ej. Det er lidt ligesom med kærestesorg. Hvis der sidder 2 veninder hvoraf den ene er blevet kamp-dumpet og har fået sit hjerte skåret i småstykker, er det næsten umuligt for den anden veninde, at sætte sig ind i sorgen hvis hun ikke selv har prøvet det. Øhm – ikke at sammenligne bonusbørn med kærestesorg. Det var mere for at sammenligne sværhedsgraden omkring emnet.

Der er flere problematikker der gør veninde/bonusrollen svære at forene. For det første er der det faktum, at mange af mine veninder ikke selv har børn. Derfor kan børneproblemer godt virke lidt kedelige/langt fra deres verden – fordi de er det. Dem af mine veninder der så har børn, har helt små børn og det virker som om de synes jeg gør vold på mine bonusøgler, når jeg med et lidt skævt fjæs siger, at jeg synes det er fu****ing hårdt ind i mellem. Og så er der den værste jeg kan blive præsenteret for: ’du vidste hvad du gik ind til’!

Springskalle lige i bayonneskinken. Gu’ gjorde jeg da ej. Ja, jeg vidste der var 2 børn med i pakken. Ja, jeg vidste det blev et kæmpe ansvar. Ja, jeg vidste at jeg var den voksne og dermed skulle være den overbærende. Men jeg vidste da ikke hvilke udfordringer jeg ville blive stillet overfor. Hvad jeg skulle ofre. Hvilke kompromisser jeg skulle indgå. Hvordan min verden ville ændre sig. Hvordan JEG ville ændre mig. Intet af det vidste jeg på forhånd, så lad værre med at sidde og spille bagklog på min bekostning.

Jeg er overbevist om at hele min omverden vil mig det bedste. At de kun vil hjælpe og støtte mig. Det forventer jeg faktisk af dem, for det er vel det et venskab går ud på? At man støtter hinanden i tykt og tyndt. Børn og hjertesorger. Singleliv og ægteskab. Jeg vil bare have lov til at afreagere hos min omverden, komme af med min galde og bruge den til at lade op, så jeg kan være den bedste heks overfor de små. Og det vil jeg have lov til, uden at blive dømt til brænding næste Skt.Hans og uden at høre pegefingerløftede bemærkninger som ’du vidste hvad du gik ind til’. Den næste der siger det, kunne jo ende op med død ankel, ude af stand til at bære stylter i et ½ år. Dét er straf!