En søndag med crumble på toppen

Hvad så med ham der babyfaren?

Der er selvfølgelig mange der spørger til hvordan jeg har det, nu hvor jeg har slået lejr op på maven. Jeg har det fint, det er vist ingen hemmelighed. Men faktisk er der ligeså mange der spørger til hvordan Robert har det, med at skulle være far. Igen. Det er det der ’igen’, jeg studser lidt over.

Det at få et barn sammen var altså en fælles beslutning. Jeg lavede ikke en Houdini baby på ham. Vi havde vores diskussioner, det indrømmer jeg gerne. Robert var overbevist om, at han var færdig med at føre gener videre og jeg derimod, var lige så sikker som nutella er livseliksir på, at jeg bestemt skulle formere en lille gizmo.

Efter mange, lange, seje, tårevædede (for nogle), kærlige snakke, kom vi ligesom frem til sagens kerne og fik på samme tid løst den magiske gåde, der førte os begge videre til level 2.

R2

MIN!

Udover at Robert for længst havde besluttet sig for, at han havde skiftet den sidste lorteble var han temmelig ræd for, at hans to børn ville tro at far nu bare startede en ny familie med et nyt menneske, og at de på den måde ville føle sig efterladt og til overs. Tid og forventningsafstemning gjorde, at vi faktisk indså, at vi var på samme side. Jeg ville vildt gerne have et barn med Robert og han ville vildt gerne have et barn med mig. Han ønskede inderligt, at K&G blev storebror og storesøster, at de blev involveret i graviditeten og lilleøglen generelt. Det samme ønskede jeg. Jeg kunne slet ikke se, hvordan det ville kunne lade sig gøre uden.

Nu står vi her så. Inde i min mave ligger vores fælles barn og en lillesøster. De to store børn har været med siden hun var ca. 2½ måned gammel. I starten var det vildt spændende for dem og nu er det bare hverdag, præcis som det, at de skal stå op og gå i skole hver dag. De spørger hvis der lige er plads til det, midt i deres eget travle skema, men ellers venter de bare på at hun ankommer. Og de glæder sig. Det glæder også mig, at det er blevet hverdag for dem, for jeg tolker det som om de er trygge og rolige ved situationen. Som om de er en naturlig del af det, at skulle være storebror og storesøster, uagtet at de ikke har samme mor, men derimod samme far.

Hvad angår babyfaren. Robert. Min mand. Så glæder han sig også. Måske mere end jeg gør. Han har forklaret mig, at det er en fuldstændig unik oplevelse, at skulle være far igen når man er blevet 40. At roen er en helt anden, overskuddet en helt anden, tiden en helt anden og han en helt anden. Det synes jeg er vildt dejligt, for det smitter af på mig. Det har ikke noget at gøre med, at han har to børn i forvejen, at han har prøvet det før og ved hvad der skal gøres. Det kan jeg ikke bruge til noget, for det ændrer ikke på det faktum, at det er MIN første gang og i øvrigt Roberts og mit første barn. Du agerer jo heller ikke på samme måde med en ny partner, som med din gamle, bare fordi du har haft en kæreste før, vel? Nej. Det er det, at han hviler 100% i sig selv. Der er ro omkring ham og jeg kan mærke han er der hvor han gerne vil være. Hos mig. Og babyen. Og de to store børn. I skøn forening – hvordan den forening nu engang er skruet sammen.

Så han har det godt, Robert. Bedre end jeg nogensinde har set ham måske. Og hvor lykkeligt er dét lige?

2 kommentarer

  • Nanna G

    Jeg bliver så glad af at læse dit oplæg – både på dine vegne og på mine egne.. Jeg er nemlig ca. Netop i samme situation .. Bonusmor til to søde unger på 7 og 10 og kæreste med deres far der er 40+ – jeg selv sidst i 20’erne og i dag 8+4 henne efter fertilitetsbehandling .. Jeg glæder mig sådan til at vores allerede skønne familie på 4 bliver til 5 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bonusheksen

      Stort tillykke med babymave – det er fantastisk.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En søndag med crumble på toppen