TAK, smag lige på det

For noget tid siden skrev jeg det her , hvor jeg nævnte, at jeg gerne ville skrive et indlæg om det med taknemmelighed.

Jeg har tænkt meget på, hvordan jeg skal formulere det, for det er faktisk noget der er lidt svært for mig, ikke alene at tale om, men også at få skrevet ned. Nu prøver jeg altså alligevel.

Bogen ‘Bekendelser fra en Bonusmor’, har gjort et kæmpe indtryk på mig. Det kan godt være, JEG synes jeg har det svært i bonusrollen ind i mellem, men det er peanuts i forhold til forfatteren af bogen, som virkelig kæmper en kamp. Den største og værste udfordring (som jeg ser det) er, at hun ikke kan tale med sin mand om den opgave hun er stillet overfor. Han føler sig angrebet og nedgjort, når hun bringer det svære emne, der omhandler hans børn, på banen.

Hvis ikke Rob og jeg kunne tale åbent og ærligt om de prøvelser vi står midt i, kunne vi ganske enkelt ikke være sammen. Det ville ødelægge os, hvis han fejede mig af, når jeg har brug for luft. Det takker jeg ham tit for – at han ALDRIG negligerer mine følelser, går i forsvar, beder mig tale med en anden, vifter mig væk, eller bliver sur på mig.

…. sagde alle de andre

Jeg spurgte Robert om han aldrig bliver stødt eller ked af det, når jeg står, blå i hovedet af frustrationer over vores familie, som også tæller hans børn og ‘lige har brug for at sige…’ for 25. gang. Han svarede blankt ‘nej’! Jeg forklarede ham, at det betyder alt for mig, for det eneste jeg vil er alles bedste. ‘Det ved jeg godt’ svarede han med et smil. ‘Nogle gange tænker jeg bare, om alle ved det’, kvækkede jeg (hvor kvindsk, hva?). Han kiggede undrende på mig og så sagde jeg ‘jamen altså. Det er jo ikke fordi man får tak fra omverdenen, for det man gør’.

Og her må jeg lige indskyde en bemærkning. Grunden til mit besvær omkring det her indlæg ligger nemlig dér. Jeg forventer IKKE og det var IK-KE, tak, klappen på hovedet, eller medaljer for at opføre mig ordentligt overfor børnene. Jeg er den voksne, jeg har et ansvar og jeg har selv indvilget i det her projekt. Det er jeg fuldt ud bevidst om.

Det er mig nogle gange – heldigvis er der en der løfter i den anden ende

Når det så er indskudt, kan jeg stadig godt famle i blinde og være i tvivl om hvorvidt min omverden synes, jeg gør et godt stykke arbejde. Selvom det for nogen er en selvfølge, at jeg spørger til børnenes dag, laver lektier med dem, køber julegaver til dem, bager store kager til deres fødselsdag, tager stilling til problemer osv., er det stadig hårdt arbejde for mig, da det er en indsats ydet, overfor et sæt aber der ikke er mine egne. Synes moren jeg gør det optimalt, hvad med bedsteforældrene, resten af familien – og børnene i sig selv? Det ér bare noget du sjældent får svar på, i rollen som bonusmor.

Robert blev i tvivl, om han er god nok til at sige tak, altså de 3 bogstaver, nok. Jeg svarede nej. Han siger det meget sjældent – ordende that is. For hans handlinger siger jo det hele. At han giver mig frirum til at opdrage på fuldstændig lige fod med ham, må være al tak i verden nok i sig selv. Og selvom jeg har brug for at høre det gyldne ord en sjælden gang i mellem, har samtalen i sig selv sat nogle ting på plads for mig. Mest fordi han (endnu engang) godt kunne følge mig i mit behov, for at høre ham give mig credit for min indsats.

Det har taget mig 2 timer at skrive det her indlæg og det slutter sådan her: TAK!

 Tak til ham her