Du er ikke optaget endnu. Desværre

Robert fandt gamle billeder da han var hjemme hos sin far, her i julen. Tjek lige den lille basse der!

Juleferien var det bedste der længe er sket mig, og jeg nød hvert et sekund af den. Der er kun én ting der nager mig, eller nagede mig, mens jeg var sammen med alle mine loved ones. Det er ikke deres skyld og jeg bebrejder dem intet, det er mere følelsen af at stå alene tilbage, der gnaver lidt i mig.

Nu er jeg jo den yngste i familien. Altså den yngste voksne. Det gælder både på min egen side, men også Roberts, lige på nær hans lillesøster der er 2 år yngre end mig. Det med at være ‘den bette’, har jeg som sådan ikke noget problem med, for det har jeg altid været, så jeg er vant til det. Men at være den eneste uden et barn, er måske lidt nyt for mig.

Min søster har lille Vigga på 4 år. Robert har, som bekendt, to børn. Mine forældre har to børn. De fleste af Roberts søskende har børn, and so it goes. Når man sidder rundt om sådan et julebord, kan det ikke undgås at snakken falder på børn ind imellem. Det skál heller ikke undgås, men jeg kan have lidt svært ved at deltage i snakken nogle gange, fordi jeg aldrig har haft et barn jeg skulle køre ind i børnehave, en lille størrelse der skal på ski første gang, eller andre problemstillinger der kræver at man har været med rogn.

Min sejeste, mindste ven – Vigga

Jeg kan godt føle mig helt enormt udenfor og det kan godt kradse lidt i min lille mave. Det hele bliver især sat på spidsen, når min Robert kan tale med i børnesnakken, da han jo har prøvet balladen hele to gange. Lige pludselig bliver man temmelig bevidst om hans førliv, som jeg ikke var en del af. Det i sig selv rør mig ikke. Vi har jo begge haft et liv uden hinanden (selvom man ikke skulle tro det nogle gange), men hele tingen omkring børn har vi bare ikke sammen, og som jeg før har skrevet, er det en flodhest jeg skal sluge på tværs nogle gange. Det kræver lidt smørelse og lidt tid, at få den til at falde ned på sin plads og det er ikke sikkert at den nogensinde lander.

Det er følelsen af ikke at være optaget i en klan, som alle andre omkring en er en del af. Som at blive valgt sidst i høvdingebold, da man gik i skole. Man står der og træder sig selv lidt over tæerne, bliver en lille smule forlegen fordi man jo gerne vil være med på holdet, men det er man bare ikke. Når alle ens nærmeste, selv ens bedste ven og mand i samme person, er sat på holdet uden selv at være valgt, føles det i så prekære situationer, som om man selv er et uvidende barn – alene i verden. Ufedt og ensomt.

Det hele kommer sikkert til at ændre sig, når vi engang producerer en Jensen-Tingleff rocker, men indtil den dag kommer vil jeg nok bare have lidt svært ved at forholde mig til det. Det selvom jeg lever et liv og til tider en dagligdag, med de to børn som Robert er far til.

Rob and the little ones

Indtil den dag kommer affinder jeg med mig stadig at være den mindste i flokken. Om jeg så kan lide det eller ej.