Den kosmiske keddel I

Vi har ret meget solbriller på har jeg erfaret

Nu er det ikke fordi den her blog skal omdannes, fra primært at handle om bonusbørn og mine udfordringer herom, til en selvudnævnt kærlighedsguro blog i bedste Joan Ørting stil. Men en af grundende til at vores lille bonusfamilie fungerer så godt som den gør, har i høj grad noget at gøre med Roberts og mit forhold indbyrdes.

Jeg har fået flere mails og kommentarer fra læsere nu, der skriver at de beundrer det forhold min mand og jeg har til hinanden. Den anden dag var der så en sød læser, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at skrive et indlæg, om hvordan vi formår at holde ballonen svævende fuld af candyfloss (okay, det er mine egne ord – ikke læserens). Og jo, det vil jeg gerne.

Da Robert og jeg fandt hinanden, kom vi begge fra nogle forhold, som på ingen måde havde givet os det vi gerne ville have. Vi var derfor begge ret afklarede med hvordan vi IKKE ville leve i en fremtidig tosomhed, men også meget bevidste om hvad det var vi havde savnet. Da vi efter 5 dage erklærede vores sindssyge til hinanden, over en halv kasse guldøl besluttede vi os allerede dér for, at vi altid skulle have det vildt. Det klinger måske lidt hult, men det er et af de vigtigste elementer, ham og jeg imellem. Det betyder også at vi ikke er ude på at ændre hinanden. Man kan justere og tilpasse sig hinanden, men ikke ændre den man er. Man kan heller ikke agere magiske tankelæsere. Derfor bliver man nødt til at kommunikere ud, hvis der er noget man er utilfreds med og som man ønsker gjort anderledes. Sig det dog. Jeg er sikker på at alle to i et forhold, vil gøre det bedste de kan for at skabe harmoni, så længe ønskerne er rimelige. Jeg bliver så træt af de typer der siger ‘jeg ville bare ønske min kæreste….’ jamen så sig det menneske. Hvordan skal staklen ellers vide det? Det værste er når den knælende oveni bliver martyr omkring det og begynder et trodsig togt udi at gøre det hele selv, fordi ‘min kæreste gør det jo ikke’. Åh!

Guldøl, fernet og galliano shots (why?) er en anbefalelsesværdig måde, at beslutte man skal være kærester på

Når jeg siger ‘have det vildt’, mener jeg ikke at rave igennem fra onsdag til søndag (selvom mange måske tror det), eller sige sit job op og spontant flytte til New York (I wish), men mere at vi skal have fokus på at hverdag ikke skal blive omdrejningspunktet i vores forhold. Vi har selvfølgelig en hverdag ligesom alle andre. Vi går begge på arbejde, træner meget, har børn, pligter, vasketøj og.. åh, jeg bliver træt bare af at liste det op. Men i alt det her kartoffelmos, har vi besluttet at det ikke skal komme imellem os. Det er noget der skal ordnes, men det er ikke det vi fokuserer på. Det er en biting (børnene undtaget), VI, ham og jeg, er det vigtigste. Vi skændtes eller diskuterer derfor heller aldrig madlavning, tøjvask, oprydning og alt det kedelige, fordi det er underordnet i vores verden.

Noget andet vi har lavet en pagt omkring, er altid at være opmærksomme på hinanden. En simpel, men døds vigtig ting er komplimenter. Selvom vi ser på hinanden hver evig eneste dag, i de samme jeans og den nye kjole, fortæller vi hinanden at vi elsker hvad vi ser. Dertil kommer så også, at vi begge har ret stor interesse for klæder og det gør da noget ved forholdet, at man skifter ud med jævne mellemrum. Robert er heller ikke bleg for at overraske mig med et par fede sneaks, eller andet godt han finder på sin vej (lucky me) og ligeledes flår jeg også noget med til Robert, hvis jeg ellers finder noget jeg er sikker på han vil have. Den mand har en yderst selektiv stil og overraskelser i form af materielle ting, er derfor en udfordring. Heldigvis er jeg et opfindsomt væsen, så jeg finder på noget andet at glæde manden med, hvis jeg føler for det.

Lille post-it – stor glæde

Jeg er ikke helt færdig med at drysse guldstøv over det hele, men før det her bliver til en trættende udgave af en pixibog, holder jeg nu og håber i har lyst til at læse del II i morgen.

Ps, del II er bedst (cliffhanger, hva?)