Sandhed OG konsekvens

I søndags, over en grydesteg (hvad giver I mig? Jeg havde fandme købt en grydesteg på tilbud. Sunday roast i det lille hjem, lykkeligt!), havde vi en snak med ungerne om konsekvens. Ikke hvilke konsekvenser en stiv aften og et onenight stand kan medføre (den venter vi lige med). Kamille fortalte at hun, ovre i skolen, sidder ved siden af en dreng der irriterer og forstyrrer hende i timerne, at det både er frustrerende og, som vi siger på godt jysk, TRÆLS. Jeg spurgte hende hvad hun så gør, når han driller, hiver hende i håret og kalder hende for ‘en nøgen rotteunge’ (what?!), hvortil hun svarede, at hun oftest i timen højt siger, at han skal stoppe. ‘Stopper han så?’ fortsatte jeg. Kamille rullede med øjnene og sagde ‘NEJ’. Lidt efter fortalte hun, at hun har lavet en aftale med sin klasselærer om, at hun skal sige til hende, hvis det bliver for meget. Se, nu har jeg jo siddet på Kamilles stol (omend min var noget varmere), dengang jeg selv gik i folke(helvede)skole og kan derfor godt sætte mig ind i hendes frustrerede lille krop. Jeg sagde derfor til hende, at jeg synes hun skal prøve at ignorere den her knægt i fremtiden. Lade værre med at give ham den ønskede opmærksomhed, som jo må være hovedårsagen til, at han ikke kan lade hende være i fred. Og at hun, hvis han ikke fatter en hentydning, skal fortælle ham helt køligt, at han faktisk ikke behøver besvære sig med at genere hende. Hun fik straks et listigt smil om munden, nikkede og sagde ‘ja… ja, det vil jeg prøve’.

Nuvel, jeg er med på, at små drenge kan have svært ved at sidde stille og lade værre med at drille pigerne, men jeg synes ikke det er OK at genere andre børn til en grænse, hvor de føler de bliver nødt til at involvere læren, for at få fred. Kamille er altså ikke en sippet lille skinke og kan nu nok give tilbage, så jeg tager hendes ord for gode varer, når hun giver sin udlægning af historien.

Alt det her, kan jo i en vis grad føre tilbage til det jeg var inde på i et andet indlæg (Ms.Kardashians røv lige i face). For mig at se bunder det i forældre der ikke sætter grænser og lader deres børn vide, hvornår nok er nok. Forældre der ikke dikterer deres børn at sidde ordentligt og tie stille, når de voksne taler. Dem der undgår konfrontation med ungerne, for i sidste ende at undgå konflikt. Resultatet bliver så en frustreret knægt der driller de andre – fordi han kan, fordi der ikke er nogen der har lært ham, at man skal respektere når andre siger stop, for han har jo aldrig mærket det på egen krop. Konsekvensen kan jo i sidste ende være fatal. Et forvirret barn, der bliver til en forvirret teenager, der mener at ingen skal bestemme over ham og hvad han skal gøre. Og ved i hvad? Jeg synes det er synd. Jeg får sgu lidt ondt af ham knægten, som Kamille omtaler. Jeg tror egentlig ikke der er nogle børn der er ude på at være hadet, eller ignoreret af kammeraterne. Jeg tror bare man som barn kan blive så forvirret omkring at have frie tøjler derhjemme, for så at skulle omstille og indordne sig til et ‘samfund’ ovre i skolen, hvor der lige pludselig er regler og en rangorden, der skal overholdes.

Når jeg ser tilbage på dem der mobbede i min folkeskoletid, var det som oftest dem der kom fra belastede hjem, hvor forældrene ikke havde overskud til at opdrage, fordi der var så meget andet, som ren overlevelse, på programmet. Dengang var det typisk skilsmisse familier. Det tror jeg ikke nødvendigvis det er i dag. I dag tror jeg mere det er et resultat af et samfund der i bølgnede opsving, har dikteret at vi skal give vores børn valg, at man ikke må bruge ordet nej og hvor lysten til at være venner med sine børn, overgår nødvendigheden af at være opdrager, forælder og den der bestemmer. Jeg synes faktisk man skal være mere sit barns ven, end venner med barnet. Behovet for venskab må også klart ligge hos forælderen og ikke hos barnet. Venskabet mellem forælder og barn vil opstå (håber jeg) når barnet er gammelt nok til at være ligemand med far eller mor. I et venskab kan man jo ikke bestemme over hinanden, fortælle når man skal sidde stille eller rydde af bordet. Derfor min pointe om, at man ikke skal være venner med sit barn. Man kan være barnets ven i lyset af forælder rollen, lade ham eller hende vide at man vil hjælpe, guide og støtte, men at man som forælder bestemmer, uden diskussion eller valg, hvornår barnet skal spise sin grønkål eller klippe sine negle.

Jeg er fan af ordet konsekvens pga. ordets betydning. Det kan have konsekvens at være utro – man kan miste sin partner. Det kan have konsekvens at lade sin mand bestemme farven i spisestuen (Ninna) – det kan blive hvidere end hvidt. Det kan have konsekvens at æde 2 flødekager (suk) hver dag – man kan falde om med et hjertestop (dobbelt suk). Det kan have konsekvens ikke at sætte grænser for sit barn – man kan ende med at få en snotunge ingen kan holde ud.

Jeg håber at forældre, for børnenes skyld, sætter deres egen angst for grænser og restriktioner til side, lader værre med at gøre deres børn en bjørnetjeneste og tager det ansvar som de små skind har brug for…. og fortjener.

Nu skal jeg over og starte min 3.karriere i Fitness.dk. Jeg vil hellere have en hindbærsnitte.

Trænings flamingo – gok

Tuttels.