10 ting jeg ikke forstår

Jeg skal modellere et barn

En af de vildeste ting ved at have fået et barn, er at jeg, i samråd med hendes far, skal modellere hende til at blive den bedste udgave af sig selv. Tænk lige over det. Robert og jeg står med et lille væsen, som vi har det fulde ansvar for, skal blive et sundt, stærkt, solidt og velafbalanceret menneske. Det er sgu da det vildeste ever! Jeg synes især det er crazy i en tid, hvor vi taler så meget om curling forældre. Hvor den ene forsker, psykolog, skoleleder og listen er lang, efter den anden, træder frem og direkte advarer forældre, om de konsekvenser der er, ved at tage selvstændigheden ud af deres børn. Fokusset er enormt og det er os som mor og far, der er under loopen. Det er ikke fordi jeg er bange for at ‘fejle’ i forhold til omverdenen, næ, det er Gry jeg tænker på her.

Der bliver talt rigtig meget om balance. Den tynde line der danser mellem at hjælpe sit barn og tage over for sit barn. PER SCHULTZ JØRGENSEN der er psykolog og professor i socialpsykologi har skrevet en bog der hedder: Robuste Børn, som jeg skal have fingrene i asap. Jeg har læst et par udsnit, interviews og tidsskrifter hist og pist, med den kloge mand og jeg er muligvis lidt forelsket i ham. Nuvel, måske mest i hans tilgang til børneopdragelse. Han taler rigtig meget om, ikke at gøre sit barn til et offer. At det ikke gavner noget at ynke barnet, men at man derimod skal synke ned på barnets niveau og møde det i øjenhøjde. Det er jo som sukker på min smørmad, at høre den slags. En anden ting han har stor fokus på, er at det er vigtigt, at børnene skal have overskuddet til at forstå deres plads i fællesskabet. Det hjælper man dem ikke til, ved at fratage dem opgaver og ansvar, i troen om, at man gør sit barn en tjeneste. AM-EN!

Billedresultat for de robuste børn forfatter

Den må med til Thailand

Faktisk læste jeg i går noget skriv af Hr.Per, hvor han forklarer, at selv når barnet falder og slår sig, skal vi forældre passe på med, at gøre barnet til offer. Vi skal trøste og anerkende, men vi skal ikke ynke og pylre. Uden at lyde som børnemishandler, er det faktisk noget jeg tænker rigtig meget over, når Gry gonker rundt i hele lejligheden. Hun er, hendes alder taget i betragtning, ikke super mobil endnu og det der med balance, minder nogle gange om mig, efter 40 sjusser en våd aften. Det betyder altså, at hun ind i mellem får nogle knobs, når hun tilter og får et gok i nødden. Fra starten har jeg gjort et stort nummer ud af, ikke at fare hen til hende, for at tage hende op og puste. Det så jeg i øvrigt en anden mor gøre til træning for noget tid siden. Hendes lille datter lå og dimsede rundt, fik overbalance og gokkede det lille hoved. Lidt. Meget lidt. Ungen tog det helt roligt, det var først da moren flåede hende op fra gulvet, for at puste, nusse og sige ‘nåååååh, sååååh’, at det forskrækkede barn stak i et kæmpe hyl. Hvis behov for trøst var det egentlig? Nå, men min varsomhed overfor Grys stunt, har faktisk betydet, at hun aldrig græder, når hun tonser rundt. Det tager jeg som et sundt tegn. (Ellers er hun bare ligesom ham der psyko broren til Ms.Salander, der ikke kan mærke smerte). Gry græder når hun er sulten, eller når hun er træt. Ehm, og så dengang hvor jeg kom til at knalde hendes hoved ind i badeværelsesmuren med en vis hast. Jeg havde åbenbart lidt svært ved at afstands bedømme efter 2 timers søvn. Sowy!

Jeg vil så gerne forme et barn der vil selv. Kan selv. Gør selv. Med kærlig vejledning, hjælp og støtte fra hendes mor og far. I søndags da jeg handlede ind, var den sødeste, lille 3årige med mor ude og gøre det samme. Det bette miv trak rundt med den store kurv, mens moren fyldte små sager i. På et tidspunkt siger datteren ‘mor, jeg kan altså ikke trække vognen’ og mor svarer ‘jo, det kan du sagtens, det går da super fint’… og pigen trak kurven videre. Der var noget i mig der tænkte ‘sådan, hvor sejt’. Moren kunne jo snildt have valgt, at tage kurven fra barnet med det samme, uden at anerkende hendes handling og tro på sig selv.

Alle forældre gør deres bedste, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det jeg derimod kan blive i tvivl om, er om børns far og mor stopper op og revurderer sig selv ind i mellem. Om det virkelig ér skolens skyld, når lille Carla kommer hjem med sår på knæet, eller om det virkelig ér nødvendigt, at involvere lærere og alle de andre forældre, når lille Otto er blevet skubbet i en leg i skolegården. Gennem generationer har børn håndteret konflikter og stridigheder på egen hånd, de har også selv båret deres skoletaske, smurt deres madpakke, ryddet op på deres værelse, lavet mad (!!) og fundet vejen til fodbold, uden hjælp fra far og mor. Det er altså ikke børnene der er blevet mere skrøbelige, det er kun verdens klima – og de ‘stakkels’ forældre.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting jeg ikke forstår