Døde hænder og små sko

Stadig mig, stadig os!

Der er kun ca. 2 måneder tilbage, før jeg bliver mor. En titel jeg har meget svært ved at forene mig med. På mange punkter føler jeg slet ikke, jeg er klar til at være nogens mor. Nogens beskytter, ja. Nogens forsøger, ja. Nogens kærlighedsorgan, ja. Men nogens mor? Puh. Det er ikke noget, jeg på nogen måde stresser over, for jeg skal nok lære det hen af vejen, det er jeg fuldstændig overbevist om. Jeg føler mig bare stadig 100% som MIG. Altså, bortset fra at min krop er blevet invaderet og overtaget af mit lille menneske, men helt inde bagved er jeg stadig mig. Det er også derfor jeg har det rigtig svært, når andre messer deres profetier hen over hovedet på mig. Når de spyr deres spådomme og ånder deres bedreviden ind i mit lille hoved, får jeg lyst til at aktivere mine ninja-powers og maltraktere dem med ninjagoer og kastestjerner. Lige præcis fordi det rigtig meget handler om, at de gør mig til en anden end MIG, bare fordi jeg har et lille menneske indeni mig.

1

Stadig bare mig – med bold på maven!

Det afføder et helt nyt scenarie/samtaleemne. Nemlig hvem man gerne vil være, når barnet kommer ud og hvilke forestillinger man har om det at være forælder, helt generelt.

Jeg har jo et soleklart ønske om, fortsat at være mig selv, men med en ny dimension påsat. Lidt ligesom at klikke en legoklods på sin længe byggede figur. Bevares. Jeg har taget 14 måneders barsel, fordi jeg gerne vil være sammen med min datter, lære hende at kende og holde hende fra børnearbejde (læs: vuggestue) så lang tid som muligt. Men derfor har jeg stadig en mission om at blive til mig, når hun har forladt lejemålet. F.eks. kunne jeg godt tænke mig, at hun lærte at tage imod flaske i det sekund hun er gammel nok. Både for at jeg kan blive aflastet fra amning, som jeg på ingen måde glæder mig til, men også for at hendes far kan starte et tidligt, tæt venskab, med det lille vidunder. Og helt klart også for, at Robert og jeg kan vende tilbage til at være OS. En version 2.0 af os, men os. Jeg ønsker mig et barn der kan blive passet, så jeg kan tage min mand i hånden og kysse ham udenom børn, bolig og babyboble. Nogle vil måske finde det egoistisk og fuldstændig afsporet fra fokus, men sådan ser jeg det ikke. Omvendt ser jeg det mere som at hvis far og mor er i sync med hinanden, er de også sammen mere i sync med barnet.

Der findes 100.000 eksempler på par der dør, ligeså snart babyen melder sin ankomst. Det kan der jo være mange grunde til, men jeg tror at en rigtig stor spiller, er den der hedder ’vi tabte hinanden’. Fokus bliver pludselig udelukkende barnet og ’parret’ må blive tilgodeset på et tidspunkt efter påske, og sommerferie, og jul, og nytår og…. Det vil jeg for alt i verden ikke lade ske. Jeg er så smask forelsket i min mand stadigvæk, at selv ikke en 16årig teenager kan følge med og jeg kan kun se fordele i at dyrke den kærlighed videre, efter barnet er ankommet.

2

Jeg glæder mig så ubeskriveligt, til at drikke mig sviller i sjusser og ryge cigaretter, sammen med ham her igen

Jeg er ikke dum-naiv og udmærket godt klar over, at det kommer an på hvilket barn man får, at overskud til romantik og Lady & Vagabonden middage lægger under 0 det første stykke tid, samt at fokus bare VIL ændre sig, når den lille kødklump er her. Men jeg tror på, at jeg, sammen med min mand vil lære at mestre plads til det hele. Jeg har bevaret mig igennem hele min graviditet, på trods af alle andres grufulde forudsigelser, der aldrig er kommet og utallige ’vent du bare’ bemærkninger. Derfor bliver jeg i troen på, at også mit ægteskab kan holde til et nyt familiemedlem, uden at blegne, visne og dø. Jeg tror på, at vi løfter babyopgaven sammen og at vi forbliver OS i en ny og anderledes udgave. Det bliver hårdt arbejde, men heldigvis fungerer vi som et team og ikke som sideløbende deltagere. Nåh ja, og så er jeg så heldig, at jeg har giftet mig med en mand der kan bede mig holde kæft hvis jeg bliver for hys, og som kysser mig på panden og tager over, når han kan se jeg er ved at brænde sammen.

Det bliver et ride. Jeg glæder mig. Til hende, til familie, til mig og til OS!

   

1 kommentar

  • Denice

    Det lyder så fornuftigt, at stikke en flake i munden på babyenpigen, så du også kan få lidt frihed. Jeg gjorde desværre den fejl, at jeg ventede 1 uge med sut og 1 md med sutteflaske, som jordemoren foreskrev – men det resulterede i at min datter hverken gad sut eller sutteflaske da vi endelig prøvede 🙁 så i de første 6 mdr, kunne jeg INGEN steder gå uden min datter. Og jeg var ved at hoppe ud af vinduet til sidst. 2. barn fik sut og flaske med det sammen! (vil lige sige at min amning begge gange blev veletableret med det samme, er godt klar over, at sut og flaske er dumt, hvis amningen ikke fungerer). Jeg siger ikke, at det samme sker for dig 😉 Men jeg kan kun give dig ret i, at ME-TIME er sindsygt vigtigt, selvom man bliver mor! Så hold fast i det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Døde hænder og små sko