Når bonusmor står i skyggen af mor

Jeg er ret rolig omkring stort set alt i min graviditet. Fødslen, vand i benene til sommer (der har andre lidt mere travlt end mig), de ekstra kilo, om jeg bliver en god mor, hvilket barn jeg får osv. osv. Noget der derimod kan gøre mig rundforvirret og lidt angst, er hvordan jeg kommer til at tackle det faktum, at der er to andre børn i huset der også vil kræve min opmærksomhed, og som er mere min mands, end mine.

Det barn der ligger i min mave nu, er et ønskebarn mere end noget andet. Et ønskebarn og et kærlighedsbarn. Jeg glæder mig mere end der er sand i Sahara til at se vores babypige, men mest af alt glæder jeg mig til at se Robert, med det lille fælles kreerede menneske i hans store hænder.

Tænk, lige derinde ligger hun…

Det første stykke tid er jeg ret sikker på, at jeg vil have lyst til at holde stirre konkurrence med den lille dame. Jeg har en forestilling om, at jeg gerne vil nyde min lille familie i ro og mag. Det er jo mit første barn og min første rigtige familie. Det medfører nogle helt naturlige forestillinger og drømme, uagtet om der er bonusbørn eller ej. Faktum er bare, at der ér bonusbørn i min familiekonstellation. 2 stk. børn, der bliver storebror og storesøster til den lille øgle, og som alle 3 vil have fælles far.

Jeg ønsker, mere end noget andet, at de 3 børn får en god og helt naturlig søskende relation til hinanden. Men det gør de jo kun, hvis Robert og jeg er dygtige til vores arbejde. Det er vores pligt og ansvar, at børnene føler sig forenet og som søskende på lige fod. Jeg tvivler ikke på at det kommer til at lykkes, men jeg er ikke naiv og ved at det kommer til at kræve meget arbejde, især af mig. Noget siger mig, at det bliver lettere jo ældre miniøglen bliver, da de store derved kan blive involveret lidt mere, men når hun er en lillebitte baby, er det jo mest bare mor og far der vil storhitte.

Det er godt for mig, at gå og mentalt forberede mig på det der vil ske, for så er jeg somewhat bedre klar. Helt klar kan man jo aldrig blive, men jeg kunne have valgt at lukke ned og lade tingene ske, uden videre omtanke. Det er jeg ikke sikker på havde været en særlig fed løsning. Jeg kan virkelig mærke, hvor meget jeg ønsker, at alle 3 børn får glæde af hinanden – også når de bliver ældre og jeg er villig til at arbejde over for, at det lykkes så flot som muligt.

Der er allerede venner på den lilles værelse

Der vil selvfølgelig være tider hvor udfordringen bliver større end andre. Tider hvor Robert og jeg vil rejse med den lille alene, som måske kan skabe noget jalousi eller forvirring fra de store. Men sådan er det jo, vi er en lille familie i en stor familie, alt afhængigt af, om de store børn er hos deres mor, eller hos os. Dialog og samtale kan løse meget, og jeg tænker at vi må tage de snakke der skal til med de store børn, hvis der opstår gnidninger. Nu bliver de jo også større og er faktisk teenagere om ikke så forfærdelig længe og det i sig selv kan jo blive en selvløsende knude.

Selvfølgelig er der nogle ting jeg ønsker mig og som jeg håber at få opfyldt. F.eks. drømmer jeg om, at de første 14 dage kan blive helliget en form for treenighed Robert, barnet og mig imellem. Selvskrevet skal de store børn kysse lillesøster velkommen og ae løs, i det sekund hun er ankommet, men jeg håber at få lov til at nyde det lille menneske, sammen med min mand, i lykkesyret boble, sådan som jeg forestiller mig at alle førstegangs mødre har det.

Jeg glæder mig til udfordringen og er yderst fortrøstningsfuld. Det skal nok blive godt, det ved jeg. Robert og jeg er jo i den heldige position, at vi kan tale os ud af det meste og jeg kan ikke se hvorfor denne situation skulle blive anderledes.