The Grinchen gone good

Min eneste rigtige juledekoration der har fulgt mig de sidste 5 år

Jeg har pyntet op til jul. There, I said it. Jeg har i et tidligere indlæg proklameret, at jul og mig er lidt ligesom den der dille der florerer for tiden (for tiden er så meget sagt – jeg frygter den er kommet for at blive), med at putte lakrids i ALT. For dominerende og for meget.

Nu har jeg så bare en tilståelse. Det er lidt som om mine fingre og tastaturet agerer modpoler overfor hinanden, ved at skulle ud med den – men.. jeg glæder mig faktisk lidt til jul i år. Jeg har haft lyst til at hænge min glimmerpingvin op på geviret og ungernes fritter kreerede snemænd op i vinduet. Jeg har lyst til at se julefilm og drikke varm kakao. Jeg glæder mig til at pakke julegaver ind (jeg kan bruge en hel dag på glimmerbånd og skørt papir) og jeg glæder mig til det bliver d.23 og jeg sidder i bilen på vej på juleferie, med min mand.

Jeg har en ting for skøre julekugler (hø).. ikke så meget for nisser dog

Vi får øglerne i den her uge og jeg havde faktisk vildt meget lyst til at transformere vores hytte om til juleværksted, med bagestationer og klippe/klister central. Jeg ville nok skulle agere både julemand og julekone på projektet, da Robert slet ikke føler de samme julevibes som mig, men det er også lige meget. Han kunne stå for at røre i risengrøden, prøvesmage kagerne og hælde rødvin i min kop (ja ja, jeg har ikke helt mistet den). Desværre bliver det ikke til virkelighed. De små skal nemlig på forlænget weekend hos deres Farfar og bonus farmor og jeg ved ikke helt hvem der egentlig glæder sig mest. De helt små, eller de helt store? Det bliver dejligt for dem alle, og jeg er lidt misundelig på begge hold. Imens de to små nisser er udenbys, vil jeg drage til julefrokost med work fredag. Lige nu virker ‘projekt snaps’ præcis lige så uoverskueligt, som at skulle cykle til Paris på en ethjulet cykel og jeg ser mig selv råbe MOJN før midnat… Den får lov at blive hængende dér.

Jeg holder fast i min nyfundne jule glæde, og omfavner den så længe den er der. Hvem ved, måske bliver det ligesom lakrids fænomenet, der sneg sig ind og blev? Eller også er Grinchen her bare blevet ramt af en julesnue. Én ting ved jeg dog – den dag jeg sætter julehits Greatest 2000- og whatever på, ringer jeg efter hjælp til indlæggelse og afvænning.

Robert (den forkælede lille nisse) fik igen i år pakkekalender. Jeg synes det er så hyggeligt at lave den