Radiotavshed – the børne way

Da vi var på bryllupsrejse på Bahamas kvækkede vi sgu’ heller ikke et pip i 10 dage!

De små har været en uge på skiferie. Det vil sige at vi ikke har set dem 11 dage, fremfor 9 som vi plejer. Vi har heller ikke hørt fra dem. Det er som sådan ikke noget nyt, for det gør vi sjældent når de ikke er hos os.

Og ved I hvad? Jeg har det faktisk rigtig fint med det. Ikke fordi jeg ikke vil høre fra dem, eller at jeg ønsker totalt børnefred, når de er hos deres mor, men fordi jeg tager det som et tegn på, at de har det godt der hvor de er. De skal ikke føle sig forpligtet til at huske at sende billeder og SMS’er til os, når de er et andet sted.

Nogle gange ringer den store til sin far, for bare lige at sige hej og sludre lidt, hvis der er sket noget helt vildt, hun ikke kan vente med at fortælle. Jeg ved at Robert har det fint med, at der for det meste er radiotavshed, når de ikke er hos os. Han har selv indført den regel, allerede før jeg kom ind i billedet, at når han har dem skal de ikke ringe og SMS’e alt for meget med deres mor. Det ændrer sig selvfølgelig i takt med at de bliver ældre, men som små synes jeg det er vigtig at lade børnene forstå, at de skal finde ro det sted de er. De skal heller ikke gå og få dårlig samvittighed, ved ikke at give lyd fra sig til den ‘efterladte’ forælder, og der må man som voksen gå ind og hjælpe dem lidt.

Ved ikke at høre fra dem når de er hos deres mor, er der også så meget mere at fortælle, som bliver ægte og levende, fordi man får det fra deres egne små næb. Og hey, til sidst – jeg har det også ret fint med, ikke at gøre dem til mere slave af de latterlige telefoner, end de allerede er lagt i støbeskeen til at blive.

…. Der går heller ikke lang tid, før også de små flaxer rundt og tager random selfies af alt muligt