Fortids fortælling (del 1)

Det er ret sjovt at se billeder fra alle de år. Man kan tydeligt se på flæsket, hvordan tingene ligesom stod til. Ok her

Efter Maria og jeg var ude i fredags og i forlængelse af det jeg skrev i går, med at være en del af Roberts forrige liv, kom jeg til at tænke på fortid. Nogle gange, når Maria og jeg er sammen, kan vi godt sidde og svælge lidt i fortiden. Vi har kendt hinanden de sidste 14 år, og altså også hele vores voksenliv. Vi har været der for hinanden, i gode tider og mindre gode tider. Vi har altid været forskellige steder, siden vi stoppede på efterskolen. Ikke bare geografisk men også i forhold til hvor man er i livet. Men nu, for første gang nogensinde, tror jeg vi er det samme sted. Vi er begge i fast forhold, har begge bonusbørn, vi har begge eget firma og vi er begge meget lykkelige. Sådan har det bare ikke altid været. For bare få år siden, så det hele meget anderledes ud. Apropos alt det der med eks osv…

Da jeg var omkring 20, mødte jeg en fyr jeg skulle bruge de næste 7 år af mit liv på (7 år Niller, 7 år). Det var et meget stormfuldt forhold, der – hvis man sætter det op i et regneark, vil tendere mest negativ. Det var sådan et forhold, der udviklede sig til en omgang selvdestruktiv adfærd, i bedste Hank Moody stil. Det kan jeg selvfølgelig sige nu, hvor jeg kan se ind i det famøse bakspejl og indramme 7 års op og nedture. Som bekendt er det temmelig vanskeligt at se klart, når man hænger i rutschebanens loop. Man har en tendens til at punke sig selv, for ikke at have handlet tidligere, skånet sig selv for ydmygelser og nederlag, og et knust hjerte der skal lappes sammen igen og igen. Men man kan blive ganske god til den disciplin og med tiden finder man en superlim der virker. Bevares, når det var godt var det godt og det er ikke fordi det var 7 år med blå øjne og blodtud, men sundt for mig og min udvikling, tror jeg ikke det var.

Knap så godt her

Jeg har i et tidligere indlæg været inde på, at de mennesker der får adgang til mit inderste, hver får et lille kammer der er beskyttet af teflon (sådan noget er ret stærkt, ik?) og kærlighed og jeg vil slagte drager og sultne ulve, for at passe på mine kære. Ham her var ingen undtagelse. Desværre var det bare, i virkelig mange år, ikke helt så gengældt og kampen var derfor aldrig rigtig helt lige. Jeg var ung og sårbar, da jeg lige var flyttet til København og mit netværk (og selvtillid/sikkerhed) var ikke særligt stort. Jeg, ikke engang vi, legede katten efter musen og katten løb hele tiden ind i en blindgyde. Det er skørt, for jeg har altid betragtet mig selv som et menneske, der ikke finder sig i noget pis og som man ikke løber om hjørner med. Det glippede så lige der. Jeg satte alle mine principper og en stor del af min værdighed til side, for et forhold jeg bildte mig ind, gjorde mig lykkelig. Det på trods af, at både mine venner og familie stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt det jeg befandt mig i, var godt for mig og tilmed om det gjorde mig oprigtig lykkelig.

… eller her

Vi var fra hinanden flere gange og hver gang var jeg sikker på, at jeg endelig havde fundet vejen ud af blindgyden. Det viste sig bare at være en labyrint, jeg ikke kunne finde vej ud af og efter nogle måneder, famlede jeg mig atter frem i mørke. Som årene gik faldt der mere ro på tingene, og til sidst var jeg ret sikker på, at vi endelig stod lige på kærligheds skalaen. At jeg havde fået kløerne i musen (lyder sundt, ikke?) og at vi endelig kunne begynde et rigtigt forhold. Det her efter 5-6 år. Seks år?! Det gik meget fint i et års tid og jeg var overbevist om, at jeg nu skulle få al den lykke jeg fortjente. Men så en dag – var han væk og han kom ikke hjem før der var gået 5 dage, hvor jeg ikke vidste hvor han var. Da han kom hjem, fortalte han mig at han ikke kunne mere, og at han havde været sammen med en anden. På 20 minutter, endte han 7 års forhold. Og så blev alt sort og det blev det ved med at være… i ca. 2 år.

Jeg har valgt at dele denne historie op i 3 bidder, kald det en cliffhanger eller belejlig begrænset bloggin. Del 2 følger i morgen.

Nu dribler jeg ud og gør kål på den der schnitzel jeg jabbede om i går, skyller den ned med en flaske rødvin og så vil jeg rave igennem, sammen med de gamle og min mand. Øh og ps., min far har lige gjort mig opmærksom på han er 63, ikke 64 som før påstået. Det gør samtidig også min mor et år yngre. Gæt hvem der betaler regningen i aften?