Det der med familie

Søsteren og mig selv, sidst vi var ude. Jeg tror det var til Ringridning 2012 (yes, it is a drunk pose)

Jeg tror jeg har nævnt i en snæver vending før, at julen nærmer sig med hastige skridt (dammit). Her i familien, den på nørrebro altså, betyder det også at det store tegnebræt skal frem. Vi skal have koordineret hvem der har børnene hvornår, hvordan der skal byttes rundt, hvilke forældre der får æren af vores tilstedeværelse juleaften, om vi skal sove 2 dage hos den ene familie, eller 3 hos den anden and all that jazz. Det er sgu lidt et ræs. Men det er familie og for både Robert og jeg, er familie vigtigt.

Familie er en sær størrelse. I virkeligheden vælger man den jo ikke selv. Ikke den du er blevet avlet ind i, i hvert fald. Jeg må indrømme at jeg har været ret heldig med min egen. Den er ikke særlig stor, og det i sig selv, er jo også med til at mindske risikoen for drama og gemte affærer. Min mor og far kommer fra meget forskellige familier, faktisk diamentrale modsætninger, hvor der på begge sider var både skelletter i skabet og murren i krogene. Derfor tror jeg mine forældre gav hinanden et løfte om, at når de selv skulle formere sig, ville det blive udenom fuldmåne og forhekselse. De lavede en lille klan hvor respekt, ærlighed og kærlighed skulle være dagsordenen og det er sgu lykkes meget godt.
Siden mit lille hoved har formået at bevare information, kan jeg huske min far sige ‘du og din søster skal holde sammen, uanset hvad der sker, skal i være gode venner og holde sammen’. Det har vi gjort. Med op- og nedture, men vi har altid været gode venner. Vi har aldrig råbt og skreget af hinanden, hevet i hår, kradset i øjne eller andet hysteri.

Kamille og Gus er på samme måde. De holder sammen de to og det er simpelthen så fint. Jeg er jo af den overbevisning, at forældrene har et kæmpe ansvar når det kommer til deres yndlinges sammenhold. Der skal sættes grænser, råbes højt (sometimes) og det skal læres, at man er et team som søskende.
Nu er Kamille 10 og Gustav er 8. Fra dengang jeg lærte dem at kende for 2 år siden er der sket ret meget, deres forhold i mellem. Man kan godt mærke at Kamille stille og roligt begynder at fortrænge mere ind i en verden af drenge, pæne negle og bekymringer om ‘det der som piger får’ (shit hvor kan jeg selv huske det, mayn). Gus derimod tåger stadig rundt med angst for flyvende hoveder og svær begejstring for 4 stykker kage på én dag.
Den lille dame er dog ikke nået dertil endnu, hvor alt hvad den lillebror siger er rullende øjne værdig eller hvor han er nægtet adgang til pigekammeret. Egentlig håber jeg aldrig det kommer dertil. Nu skal det lige siges, at hun også er meget opmærksom på folk omkring sig og hun kan omstille sig hurtigere end en kamæleon kan skifte farve. Lidt for hurtigt nogle gange. Hun kan godt glemme sig selv i forsøget på at please sin omverden.

Da jeg lærte Robert at kende boede han i Rødovre, i en hyggelig, men lidt lille lejlighed. Det betød at ungerne delte værelse og seng. Sengen var en kæmpe køjeseng, som de i princippet sagtens kunne sove hver for sig i, men de valgte altid at sove sammen, i den nederste køje. Det virkede meget naturligt, ret sødt i virkeligheden og jeg kunne godt forstå at de nat efter nat puttede sammen, når nu de alligevel delte værelse. Hjemme hos deres mor, har de hver deres værelse, men jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at de også der, ofte delte samme seng. Da vi et år efter flyttede til lejligheden her på nørrebro, fik de hver deres værelse, og jeg var spændt på at se, om de ville holde sig til hver deres hule, eller om det ville være ligesom at skille siamesiske tvillinger ad. Der gik ikke mere end 2 nætter, før Kamille lå inde hos Gustav, i samme underkøje som altid.
Jeg spurgte Kamille hvorfor hun ikke ville sove i sit nye prinsesse værelse, der var blevet så hyggeligt og hun svarede, meget diplomatisk, at det var fordi Gustav gerne ville have hende inde hos sig. Loyale, lille laks. Altid parat til at stå på hænder for sin lillebror. Jeg negligerer ikke det faktum at det er verdens sødeste handling fra hendes side, men jeg må indrømme at jeg havde lyst til at bede hende om at sove hos sig selv. Jeg fik nogle gange følelsen af at hun agerede lidt for meget mor for den lille mand. Beskytter genet i hende, muligvis på grund af en skilsmisse, skinnede klart igennem og effekten af det var, for mig at se, ikke altid positiv. I nogle situationer blev Gustav lidt uselvstændiggjort, fordi der var en søster der handlede, før han selv fik lov at tænke sig om. Noget han måske ville have haft godt af. På samme måde tror jeg også at Kamille ville have haft godt af at slippe beskytter trangen. Tænke på sig selv, og have det OK med at sige fra. Der er ikke nogle af dem der har lidt under det, og jeg er også bevidst om at det er en meget naturlig reaktion, ovenpå en familie der pludselig bliver sat i opløsning. Men lige her f.eks., i sådanne situationer, er det svært som udefra stående at gå ind og lav rav i den, som jeg følte jeg ville gøre. Jeg havde ikke lyst til at de skulle melde tilbage til deres mor at ’hjemme ved Ninna og far vil Ninna ikke have vi sover på samme værelse’, for uanset hvordan man vender og drejer den, lyder det bare på ingen måde som en rationel beslutning, i en mors ører – kunne jeg forestille mig. Efter et års tid kunne jeg mærke på Kamille, at hun faktisk hellere ville sove i sin egen seng end, inde hos sin lillebror når jeg spurgte. Jeg tog den op med Robert, hvilket var ret svært for mig og forklarede, at jeg synes vi som de vokse måtte træde ind og diktere at de skulle sove i hver deres seng. Vi prøvede det og man kunne næsten se på Kamille, hvor lettet hun blev. Nu er det ret sjældent de sover sammen, selvom den bette hyppigt spørger søsteren.

Jeg kan godt huske hvordan det var, som lille gnalding at ville sove hos den store, men at det også var ret sjældent jeg fik lov, da Stinne begyndte at få ægte følelser, en lillesøster bare ikke forstod. Heldigvis nåede jeg også en alder hvor jeg synes, at boys var sjovere end Polly Pocket. Vi har altid haft kæmpe glæde af hinanden, Stinne og jeg, især efter jeg også flyttede til København efter gymnasiet. Vi ses desværre alt for sjældent, selvom hun ikke er længere væk end Christianshavn. Vi har bare begge familier, job, mænd, vasketøj og baaaah, som gør det svært at have samvær (for det siger man jo?). Der var også en lang periode, hvor vi næsten ikke talte sammen. Jeg var kærester med en som Stinne ikke var mega fan af og hun havde lidt svært ved at forstå de valg jeg traf (med rette!). Men da jeg blev forladt (temmelig brutalt) af selvsamme kæreste, var hun den første jeg ringede til og hun stod i min dør efter 5 minutter. Lige dér, hvor jeg var helt til hyænerne stod hun der, da jeg ikke kunne rejse mig! Sådan ved jeg det altid vil være med os – vi vil altid være lige indenfor rækkevidde, selvom vi er milevidt fra hinanden.
Jeg har ikke været ude med Stinne, alene siden… Arhmen jeg kan ikke huske hvornår. Men i morgen. I morgen skal vi ud. Kun hende og mig og jeg glæder mig mere end samtlige børn glæder sig juleaften!

Jeg håber Kamille og Gus altid vil holde sammen, at de vil hjælpe og støtte hinanden, at de vil huske at søskende venskab er gyldent og at man skal passe på det. Jeg vil til evig tid være den løftede pegefinger, der minder dem om det og giver dem en opsang når de bitcher over at den ene har taget en gaffel mere ud af bordet, end den anden.