Hører eksen med til forholdet?

Nogle emner vil krydse hinanden her på bloggen. Det kan ikke undgås. Jeg har som sådan heller ikke noget imod at få belyst flere sider af samme sag, og det er noget lignende det, der kommer til at ske i det her indlæg.

Nu har jeg efterhånden været sammen med Robert i 3 1/2 år. 2 1/2 af dem, har vi været gift. Jeg er ikke mindre lykkelig nu, end da vi lige havde mødt hinanden. Jeg er stadig meget forelsket i min mand, og i det liv vi har opbygget sammen. Men selvom jeg har alt hvad jeg nogensinde har drømt om i et forhold, kommer jeg ikke uden om, at der også er et par af de pukkelryggede jeg skal sluge her.

Det er stadig en kæmpe udfordring og hårdt arbejde, at være i en familie der tæller 2 børn der ikke er mine egne. Der er selvfølgelig en masse ting der bliver lettere, fordi relationer bliver mere naturlige og forhold stærkere. Men der er også situationer, der kræver dybe indåndinger og tællen til 10 i bedste zen stil. Jeg gør hvad jeg kan, for at holde hovedet koldt og handle efter bedste evne.

En ting er at deale med børnene, en anden ting er at skulle deale med eksen. Det forholder sig nemlig sådan, at når du har giftet dig med en mand der har børn, så får du automatisk den tidligere kanin med oveni hatten. Selvom jeg på ingen måde føler mig truet eller udfordret af Roberts eks, kan jeg ind i mellem godt få lyst til at lave et clean cut med et eller andet skarpt, så jeg slipper for at blive konfronteret med hans tidligere liv fra tid til anden.

Der opstår situationer hvor Roberts eks kontakter ham om ting jeg bliver i tvivl om ville være et opkald værdigt, havde de ikke haft børn sammen. Mit svar må nok blive ‘jeg tvivler’. Det har rejst et spørgsmål i mig, der går på, om man skal samarbejde om andet end børnene, og i øvrigt holde en god tone, når man går fra hinanden og der kommer andre partnere ind i billedet? Jeg tror på det gode samarbejde og kutymen om at opføre sig ordentligt, men ellers mener jeg faktisk ikke, at man behøver have noget med hinanden at gøre.

Jeg har tidligere fået en mail fra en læser, der spørger mig hvordan jeg håndterer den kontakt min mand har med sin eks. Om jeg aldrig bliver irriteret og sur, eller får lyst til at lade en knotten bemærkning knase mellem tænderne. Svaret må være ‘nej’. Jeg gider ikke bruge mine kræfter på det. Jeg har ikke brug for at vide hvornår de har kontakt, mm. det er noget der påvirker mig. Robert er heldigvis god til at informere mig, skulle der være ændringer i børneplaner osv. og sker det en sjælden gang imellem, at jeg bliver irriteret over den kontakt som eksen tager, så får jeg afløb med Roberts forståelse til følge. Det synes jeg der skal være plads til, for det er jo faktisk ikke naturligt, at eksen fra fortids land ringer midt i aftensmaden, vel?

Jeg kan tænke mit om at min mand har kontakt med en anden kvinde, som han engang var i et forhold med, og det gør jeg da også. De tanker kender min mand udmærket godt til, men for mig handler det om tillid. Jeg stoler på, at Robert er der hvor han skal være og jeg ved, at den kontakt han tager til sin eks, udelukkende handler om børnene, resten ordner han med mig, eller hans yderligere netværk. Han er ordentlig omkring det, hvis man kan sige det sådan og det får mig til at slappe af, være rolig og trække på skuldrene når der ringes fra i går.

Så kommer man langt…

Til ekser kan jeg jo sige, hvad enten det er mænd eller kvinder, at man skal overveje hvorfor man har brug for at ringe til sin tidligere kærlighed. Er det virkelig fordi der børnemeddelelser at overbringe, er det gammel vane, eller er det et savn som ingen anden kan udfylde?