Lad nu børnene køre deres eget ræs (bare en gang i mellem)!

Okay, med fare for at pisse nogle helt vildt meget af, tillader jeg mig lige at bringe noget op, som jeg er ret uforstående og lidt kritisk overfor.

Det er lang tid siden, at det har handlet om børneissues her på bloggen. Men ærligt, så gider jeg ikke tage noget op, med mindre det ligger mig rigtig meget på sinde. Det er der så noget der gør nu. Det handler om det der med at involvere sig i sine børns liv, men også hvordan man som forældre agerer overfor hinanden.

I næste uge har de fleste børn efterårsferie (heldige små svin) og traditionen tro løber man, bogstavelig talt, ferien i møde. Det årlige motionsløb på diverse skoler, som ligger fredag inden ferie. Det er noget jeg husker fra min egen barndom med ret stor glæde. Jeg synes det var top fedt og hyggeligt, at løbe (pffff, som om – gå) sig med sine klassekammerater, slippe for timer og vide at når man var færdig, havde man frihed i 1 uge.

Det er lidt det – er det mest for børnenes eller de voksnes skyld?

Da vi havde de små i sidste uge, spurgte de ‘er der en af jer, der kan løbe med en af os på fredag’? Ærligt, så kom spørgsmålet lidt bag på mig. Min første tanke var ‘hvorfor’? Simpelthen fordi jeg ikke vidste, at forældre nu skal løbe sammen med børnene. Og jeg tænker stadig ‘hvorfor’? Hvorfor gør børnene det ikke alene, som en fællesting. En måde at sige ‘god ferie’ til hinanden på og samtidig bare være sammen – uden forældre.

Oveni det synes jeg det (kan) stille(r) forældre i et rigtig shitty lys, hvis man ikke stiller op. Så står der en masse børn med deres forældre, og i værst tænkelige fald, 2-3 stykker uden. Som barn må man da blive ked af det og tænke, at man ikke er lige så meget værd, som dem der står klar med en løbefrisk forælder. Det er jo ikke alle forældre der kan hive 4 timer ud af en arbejdsdag, for at trisse rundt om Damhussøen. Er det?

Jo klart er det en fin måde at være sammen med sine børn på, men jeg mener, ugen efter er der ferie, hvor der er rig mulighed for kvalitetstid, uden der er nogen der skal få dårlig samvittighed, eller føle sig nedprioriteret.

Der bliver arrangeret temauger, hvor forældre kommer og afgiver deres opmærksomhed og begejstring, klassesamlinger og skolefødselsdage, far/mor/barn weekender osv. osv. Skal de kære børn ikke også bare køre nogle arrangementer i soloshow, hvor de selv står for fællesskab og hyggeligt samvær?

Og så igen. For det er nok det jeg synes er mest tarveligt. Hvad med de forældre, der ikke kan få det til at hænge sammen med en arbejdsdag? Igen bliver det til et ræs om at se mest overskudsagtig og ‘på’ ud, blandt forældre. Det eneste man ender op med, er da et skuffet barn og en forælder med dårlig samvittighed. Er der ikke nok af det i en almindelig børnefamilie?