I Danmark er jeg født

Nu kan jeg ikke holde den længere. Jeg har prøvet, imens jeg har lyttet, set med, observeret, tænkt og funderet. Det handler om det, som alt handler om i denne tid. De mange, stakkels flygtninge på flugt fra deres hjemland.

Først og fremmest skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg synes det er skrækkeligt. Ganske forfærdeligt og hjerteskærende at være vidne til. Jeg har læst diverse artikler og set de grusomme videoklip, af desperate individer der kæmper for deres liv. Jeg kommer altid til at forestille mig, at det var mig selv. Mig der skulle flygte fra mit elskede hjem. Måske ikke nå at få mine vigtigste ejendele med mig, måske miste mine kære undervejs. Måske være overladt i al uvished om hvad der skulle ske mig. Og ja, så priser jeg mig lykkelig for, at jeg bor i universets smørhul.

Uden at pudse glorie eller hytte skind – jeg hár sendt en mønt afsted og jeg har doneret noget tøj. Det er det jeg føler jeg har kunnet bidrage med. Og nu kommer jeg så til det, jeg egentlig gerne vil ud med.

Jeg er gentagne gange den sidste uges tid, blevet særdeles forbavset og til tider en lille smule forarget, over nogle af de udmeldinger folk på Facebook og andre sociale medier kommer med. Man skammer sig over at være dansker, man sviner regeringen og hinanden, man kører en ’skyld med skyld på’, så galt, at det til tider er direkte pinligt.

Værst var den her (og jeg citerer uden navn naturligvis)

Det skal lige siges, at det er en dansker, der har udtalt sig sådan. Hvis man seriøst mener, at vi danskere, eller at vores samfund er en modbydelig pestilens, hvorfor skrider man så ikke? Helt alvorligt. Hvis det her land, der ud fra MIT (og det var MIT) synspunkt, forsøger at støtte og hjælpe, er så usselt, at man ikke kan identificere sig med det, eller skammer sig over at have etiketten ’dansker’ på sig, så må man da kunne finde et bedre sted at opholde sig? Det kan da KUN blive bedre end Danmark, sådan som jeg læser det.

Jeg bliver så træt af det der mudderkasteri og alle de tilsvininger, der siver ud og skaber endnu mørkere stemning. Sidst jeg skrev et indlæg af den her slags, handlede det om, at danskere skulle opføre sig ordentligt overfor indvandrere. Det skal vi fortsat og helt enig; vi skal tage alvorligt, at der står en masse mennesker og banker på vores dør. Vi skal hjælpe og nære omsorg det bedste vi har lært. Vi skal åbne vores samfund for nødlidende og vi skal være næstekærlige. Men der bliver altså også nødt til at være en plan. Et sted de mange, mange mennesker kan være. Kår der for dem er værdige, så det ikke ender med, at der sidder 250.000 sindslidende mennesker, gemt af vejen i en eller anden ussel sandlejr. Jeg synes det er unfair at sige vi vender det blinde øje til, at vi er nogle egoistiske navlepillere der har nok i os selv. Jeg kan skamme mig på andres vegne og krumme mine tæer helt ind under fodsålerne, når jeg læser alle de fingerpegende, dum-uintelligente kommentarer, om hvordan vi selv burde blive udsat for en katastrofe en dag, så vi kan smage vores egen medicin? Really?

JA, jeg synes det er ledt at se billeder som det her

Jeg er glad, hver dag, for at jeg lever her hvor jeg gør. Jeg ønsker at hjælpe i det omfang jeg kan og jeg velkommer gerne nødlidende til vores land. Men jeg vil på ingen måde skamme mig over, at jeg er født, opvokset og har et liv her i Danmark. Og hvis jeg en eller anden dag, ikke kan se mig selv og min nationalitet i øjnene, så nægter jeg at blive til en hykler. Så skrider jeg – prompte. Det lover jeg hermed!