Kys det nu, det satans liv…

Husk at kysse – meget!

Der er meget få ting her i livet, der kan gøre mig så fandens nostalgisk, som TV-2 kan det (altså bandet, ikke kanalen, vel!) For mig er det indbegrebet af minder om barndom og i særdeleshed ungdom, bevidsthed om nutid og drømme og forventninger om fremtid. Essensen er kogt ned til ultimativ lykke og ægte livsnerve.

Her på det sidste er der ét særligt emne, der har optaget mig ganske meget. ’Det at blive ældre’. Det kører simpelthen rundt i knolden på mig og jeg har svært ved at lande den.

Nu har jeg aldrig været typen der har fået pres over at blive ældre. Jeg har heller ikke en ’scary age’, jeg frygter, som var det dommedag med skarpe klinger og skoldhed olie. Faktisk har alder, helt kliché, aldrig betydet noget for mig og det gør det som sådan stadig ikke. (Er det ikke bare et tal?) Men betydningen omkring det at blive ældre, er begyndt at puste mig i nakken – og den er mig noget kølig, den brise.

Min far og svigerfar har lige haft fødselsdag. 1 dag efter hinanden. Ingen af dem er gamle i min optik, men de bliver ældre. Min mor er begyndt at overveje at gå på pension. Min søster skal have barn nummer 2 lige om lidt. Mine veninder får børn. Hele min omverden bliver ældre og det betyder at jeg gør det samme.

I virkeligheden er jeg jo en rigtig voksen nu. Jeg tager på voksenferie, som mine forældre gjorde det med min søster og jeg, da vi var børn. Jeg har købt en stationcar (?!!), jeg er gift, jeg vil hellere sludre på terrassen med min mor, end tage 2 dage i ringridderteltet, jeg er ligeglad om jeg er kedelig fordi jeg ikke gider gå i byen hver lørdag. Nå ja, og så har jeg 2 børn jeg skal tage ansvar for. Dét er vel i virkeligheden knappenålen, der definerer at jeg er voksen, fordi det er den rolle jeg træder ind i, når der er børn til stede.

Jeg har ikke noget imod selv at blive ældre, men jeg vrider mig uroligt ved tanken om at, især mine forældre, bliver ældre. Rolig nu, de er kun i 60’erne og opfører sig stadig som nogle på 18, men efter en weekend sammen med dem, stikker det i hjertet og svier i øjnene når vi skal sige farvel. Jeg vil gerne bruge mere tid sammen med dem. For alt i verden vil jeg undgå en dag at sidde og sige ’jeg skulle nok også….’

Stiv gin-aften hos Rob og mig, med mine forældre. Min smukke mor on the loose (hun ryger normalt ikke) og min gin-glade far (så ved man ligesom hvor man har det fra)

Theese are the years. Sådan har jeg det. Lige nu! Det kommer til at ændre sig som Michael Jacksons næse skiftede facon, men da Robert og jeg stod til Lars HUG koncert på Roskilde, med hinanden i favnen og tårer trillende ned af kinderne, tænkte jeg: ’Stands tiden, please… Robert har aldrig været smukkere, vi har aldrig været lykkeligere, vores omverden er intakt’. Jeg hár gjort mig de bitre erfaringer som de purunge studenter, der gloede på OS, som et par undslupne fra plejehjemmet, ikke har – men har endnu til gode at blive klog på alle mine forventninger til resten af livet, som de ældre der hverken så på os, eller de unge, de så kun på hinanden, er langt foran med. Der hvor jeg er lige nu, er alt godt og jeg kan blive så bange for at noget går i stykker. For det ved jeg jo det gør på et eller andet tidspunkt. Det er det livet kan. Så derfor…

Kys det nu, det satans liv – og grib det, fang det, før det er forbi… (Åh Steffen altså….)

Måske Danmarks sejeste mand!