Så længe vi er de voksne, er det os der bestemmer. SLUT!
Hvor store krav må man egentlig stille til børn? Eller, i hvor høj grad er det i orden at forlange noget af børn? Er det OK at kræve noget af de små mod deres vilje og hvor går grænsen?
I gamle dage var det jo slet ikke et diskussions oplæg. Der blev i øvrigt heller ikke skelet til naboen, hvis der hørtes klask og skingre stemmer omkring middagsbordet.
Forstå mig ret – det var lettere at sætte grænser, uden at blive dømt som dårlige forældre, der var i gang med at terrorisere barnet og give denne livsvarige traumer, fordi ungen blev bedt om at rydde af bordet.
Jeg er ret stor fortaler for både at kræve, bestemme og forlange noget af børn (surprise). I min verden hedder det faktisk bare opdragelse. Barnet – mennesket, skal lære, at der bliver forventet noget af det her i livet. Forventninger der kræver, at du tager noget ansvar og tænker selvstændigt.
Faktisk vil jeg næsten gå så langt som til at påstå, at du gør skade på dit barn, hvis du ikke stiller krav til det og i øvrigt skubber dem til at udvise selvstændighed. Det ender med børn, der ikke kan mærke om de har det koldt eller varmt, som ikke kan koge et æg, som får et kæmpe chok overfor dem, der rent faktisk er opvokset til selvkørende individer og som bliver angst for en verden der er fuld af forventninger til dem, når de skal sparkes ud af reden. Alt sammen pga. forældre der har overtaget børnenes eksistens fra smågris-stadiet.
Pt. er der ingen af de små der går til noget sport. De er begge tilmeldt en Byggelegeplads, der fungerer som en SFO. Her er de hver dag efter skole, omringet af heste, grise, geder, høns, kaniner, egen lille grund, fri natur og god karma. Super fedt sted! Jeg synes bare stadig, de vil have godt af at gå til en form for sport. Ikke fordi de på nogen måde er tenderende chubby (i modsætning til visse andre i den alder, arhem..) men fordi jeg synes, de vil have godt af at være en del af et fællesskab, der ikke involverer skolekammerater og byggervenner. Yderligere giver det dem en god fornemmelse af at være forpligtet overfor noget, man skal holde ved lige og passe.
Da Rob og jeg tog en snak med de små om det, var den mindste hurtig til at råbe ’fodbooold’, og så var det ligesom på plads. Den store var straks lidt mere stram omkring det. Hun havde sådan set ikke rigtig behov for at gå til nogen sport, da hun havde nok i sin kanin og sin Bygger. Vi prøvede først den pædagogiske tilgang som ’jamen hvad med spejder, gymnastik, tennis…’ Nej, nej, nej! ’Okay, hvad kunne du forestille dig var fedt’? ’RIDNING’. ’Ja, men det kommer ikke til at ske – for omfattende og du kan ride på Byggeren’. Vi kunne godt mærke, at der var en lille magtkamp i gang og det endte med at vi måtte sige, at vi sådan set var græsk/katolske, bare hun valgte en form for sport!
Jeg er ret spændt på at se, hvordan udfaldet af det her bliver. Pointen er, slutteligt, at vi stadig er de voksne og hvis vi synes det ville være gavnligt for de små at starte til en sport, så er det det der kommer til at ske – det er sport, ikke en tur i fængsel.
Strengt, eller helt på sin plads?
Jeg synes det er strengt! 🙂
Selvfølgelig er det vigtigt at lære om fællesskab og forpligtelse, men det kan hun vel også lære ved andet end sport!?
Hvis mine forældre havde tvunget mig til sport var jeg sku’ også gået i baglås! 😉
Personligt har jeg dyrket musik virkelig meget, og jeg er SÅ lykkelig for at mine forældre tog bagsædet og lod mig finde min hobby på egen hånd….
Hvis i føler at hun decideret er hæmmet i sin sociale kunnen og færden ville jeg kunne forstå er kærligt skub i den rigtige retning, men ellers ville jeg helt klart give hende plads og tid til at finde sin egen vej.
Jeg er ellers HELT med dig i at vi SKAL stille krav til vores børn! 🙂