Jeg spiller rollespil i…. nørrebroparken

Hvad gir’ i mig?

I går hev min mand mig med over for at træn. Eller, det vil sige, vi havde besluttet det i fællesskab, men min motivation for at flå i jern theese days, er på størrelse med en bananflue (og ca. også lige så irriterende). Det er som om Robert bare er lidt mere standhafitig end jeg er og det er jo egentlig meget godt. Nå, men det var godt han gjorde det, for i dag kan jeg mærke at jeg stadig har muskler midt i alt den bløde polstring.

Efter træning var det eneste jeg havde lyst til en virkelig god kop kaffe (nej, ikke vand eller en salat med kylling). Vi smuttede derfor ned på Taxa, som var sort af sommer mennesker, købte en kop kaffe og fandt en solbestrålet trappesten, hvor vi slikkede den sidste aftensol, inden vi smuttede hjem. Så dejligt at være udenfor om aftenen jo.

Åh jo. Da vi kørte hjem var der rollespils nærkamp i nørrebroparken. Grandvoksne mænd der stod og huggede til hinanden med hjemmesnittede økser og farlige træsværd. Not for nothing og hver sit game… Men hvis Rob en dag kom hjem med brynje og hjemmegjort sværd og proklamerede at han ville kæmpe mod gorker i Nørrebroparken i stedet for at spille fodbold 2 gange om ugen – ville jeg som minimum have plads på første række og retten til at fnise ubehøvlet. Shiat mand!

I dag kommer der børn. Det er måske også det vildeste der kommer til at ske i denne uge. Tingene træder lidt vande for tiden. I virkeligheden sker der ikke det helt store før der er Roskilde i starten af juli og derfra begynder tingene så at tage lidt fart. Stilhed gør mig omvendt ikke noget i de her dage. Det er lidt som om mit lille system har brug for det.